fredag den 1. november 2013

Den omvendte visdom



Forsigtigt lister jeg op af trappen, gennem tusmørkets gange og finder vej til mit magiske rum. Jeg ved, at hun vil være dér, min forventning klør som tusind myggestik, men alligevel går jeg langsomt. Det hører ligesom tiden til. Langsomheden. Fordybelsen. Jeg finder tændstikkerne og tænder de små lys i vinduet. De lyser mod morgenen, mens regndisen smyger sig forbi vinduerne.

Så hører jeg sukket. Savnet. Dér står hun i sin dunkle kåbe med armene strakt ud mod mig. Hendes blik er intenst, næsten gennemborende, men det sværd har jeg altid nydt at møde. En bittersød oplevelse, hvis du forstår, jeg mener? Sværdet, der går et stik dybere, klingen, der skærer alt unødigt bort og går direkte til kernen. Uden at tøve glider jeg ind i hendes arme. Jeg har savnet dig, det mærker jeg, hun nikker bare, det ved hun godt, jeg har altid været fascineret af hendes intensitet og flirten med undergrunden.  Jeg fornemmer, at hun vil kunne besvare endnu spørgsmål om livets mysterier og jeg byder hende velkommen til mit hus.
Jeg er glad for, at du velkommer mig uden at tøve’, siger hun og nikker anerkendende. ’For jeg har gaver med til dig. Ja, faktisk har jeg gaver med til alle, der tør tage imod, tilføjer hun sukkende og ryster på hovedet, men det er desværre ikke alle, der har tillid til min formåen. De frygter mig, jeg mærker det, de ser bare ind i mørket, et enkelt blik og så flygter de. Jeg er ikke typen, som bruger beskidte salgstricks og mærkelige overtagelsesmetoder, jeg tilbyder blot min hjælp og tilstedeværelse. Og jeg er ikke på Facebook, tilføjer hun og ryster på hovedet, men jeg har mørket med, det er sandt, for dér midt i dybet findes en subtil sandhed, som blot venter på at blive set. Mærket. Erkendt.’

Måske føler de, at der mangler en slags nøgle’, foreslår jeg og gør mig blidt fri af hendes favntag. Men hun slipper ikke min arm, hendes lange fingre holder fast om mit håndled. Det minder mig om et smukt armbånd, fingrene og de røde negle om min arm, fem smukke rubiner. Jeg tager mig selv i at ønske, at hun aldrig vil slippe grebet, for med det armbånd på vil jeg aldrig mere frygte mørket og dets visdom, men fornuften tager over og jeg ryster på hovedet. ’Det er nu også grænseoverskridende, søde November, at du inviterer os til at gå dybt ind i vores eget mørke og møde de dæmoner, vi altid har vendt ryggen. Den dans, du byder op til, er så langsom og sanselig, at det er næsten umuligt at følge med. Du er den omvendte visdom og det er dér mange, som ikke forstår.
Hun ler højt. Det er hun aldrig blevet kaldt før, den omvendte visdom. Noget i hendes blik siger mig, at hun kan lide ordene og det fryder mig. Jeg elsker de ord, der bare kommer springende, fordi de ved noget, jeg ikke gør. Ordene, November, de er begge så kloge. Jeg indser, at jeg er en heldig kvinde og min beslutning om at blive i mørket og vente tålmodigt føles lige så godt som Novembers smukke fingre om mit håndled.

Mens vi står og ser på hinanden og dagen står op i regndisen, kan jeg høre den velkendte lyd af hjertet, der smiler. Mit hjerte forstår så meget, som mit sind ikke gør. I disse dage sker det dagligt, at jeg må lægge tankerne i en stor kasse og pænt takke dem for deres uden tvivl velmenende bidrag, men jeg må desværre erkende, at jeg ikke kan bruge deres frygtfilosofi til noget som helt. Og jeg ved, at November er kommet for at skrælle endnu flere lag af det tilsyneladende og at vi sammen vil gå gennem mørke og tågede gange for at møde underjordiske væsener og trolde, der alle har budskaber, jeg ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig. Gaver. Hun nikker.

Den omvendte visdom’. November tager hånden til sig og mit armbånd opløses. Men noget er sket, jeg kan stadig mærke varmen.  Jeg ser efter endnu engang, et øjeblik, jo det er dér faktisk stadig, armbåndet.

Jeg glæder mig til at lære mere’, siger jeg og nikker og jeg mener det af hele mit hjerte. Dette er vigtigt. Du er vigtig. November.

Tekst og billede, Lene Megan, november 2013


2 kommentarer:

  1. Du ønsker november velkommen så flott, og jeg kan se det hele for meg, som et maleri.
    Dine ord inspirerer til å male........
    Ha en deilig dag. Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Så flot, Sylvia. Måske har du lyst til at vise mig det maleri, der kom ud af inspirationen? :)

      God dag til dig. Knus.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.