torsdag den 28. november 2013

Dansen begynder



Natten møder dagen, mørket lyset og efteråret vinteren.
Dansen begynder.
 
I dag føler jeg sælsomt lykkelig. En snigende fornemmelse af noget andet danser med solopgangen og fylder min krop. Et andet sted. Der findes et andet sted og jeg har fundet vejen dertil. En slags nøgle. Mens jeg skriver dette, står solen op mellem træerne, gul og orange maler himlen. Vinden tager fat i træerne og de danser. Jeg er vidne. Vidne til dette fantastiske skue og til at noget vågner i mig. En forståelse. Dette er ikke noget, jeg kan tænke mig til. Aldrig. Sindet har mange undskyldninger og frygten bor i sindet. Men ikke i hjertet. I hjertet er der stille. Selvom hjertet har meget at sige, gør det ingen stads af sig. Det venter bare. Kalder, tålmodigt og fuld af kærlighed. Jeg venter og jeg svigter dig aldrig. Du er altid velkommen. Velkommen til dit helt eget rum af lys og uendelig kærlighed.

Og denne morgen ved jeg, at det er sandt. At rummet findes og at vi alle sammen har det i os. Vi kan bare ikke spørge os selv om det er sandt og lade sindet svare. Så får vi ikke sandheden men en masse konstateringer. Det er ikke sådan. Det er løgn. Sindet kender alle svarene, de kommer som kugler fra et maskingevær. Bum bum bum. Og vi mærker den velkendte snert af tvivl og snart danser frygten gennem blodårerne. Følelsen kommer, vi ved det og snart har sindet overbevist os om, at det blot er en skrøne. Eller hvad sindet nu kalder det. Men denne morgen skriver jeg fra et andet sted og fortæller sandheden. Fra hjertet.
 
Jeg er begyndt at skrive morgensider. Julia Cameron sprang pludselig ud fra boghylden og præsenterede sin fantastiske bog ”Kreativitet” som en del af mit pensum. Oplagt og ikke til at komme udenom. Det ser jeg nu. Bogen dukkede op netop som jeg var færdig med anden. Og den er perfekt. Den giver mig nogle svar, som jeg søgte uden at vide det. Det hele hænger sammen. Og så opfordrer den mig til at komme i gang. Selv. Gå vejen, så jeg kan fortælle andre om det.

Morgensider. Tilbage til morgensiderne, de håndskrevne sider, som man skriver hver eneste morgen uanset om man har tid eller lyst. Man gør det bare. Og de skal være skrevet i hånden. Det er en anderledes følelse, hånden der glider over papiret. Jeg fik næsten krampe, da jeg skrev, så uvant var det.

Måske skriver jeg dette nu, fordi jeg skrev morgensider for kort tid siden. Jeg har fået fjernet noget råddent overfladevand og nu skal sandheden frem. Solen smiler fra sin himmelplads og nikker, ja der er noget om snakken. Tænk hvis den lod være med at stå op, bare fordi dens sind bad den om at lade være. Eller hvis den lod være med at skinne. Kan du forestille dig det? Jeg kan ikke. Så hvorfor skal vi lade være med at skinne, os fine mennesker. Hvorfor skal vi skjule vores talenter og hvem vi er? Hvorfor lytter vi kun til sindet og sjældent til hjertet, hvorfor tror vi på, hvad vi tænker?
 
Tankerne er som skyer. Skyer på himlen. De svæver forbi, hurtigt og langsomt alt efter vind og vejr. Nogle gange er de der slet ikke. Så er himlen blå og uendelig. Har du ligget i græsset og set op i himlen uden skyer? En sommerdag. Mærket varmen og stilheden. Sådan er det, når vi lader tankerne være. De kommer og går og de har ofte fart på. De tænkes af sindet og der er ingen nåde. De er utrættelige. Men det er muligt at komme udenom dem og ind i et andet slags land. Gennem træning og meditation. Træning er nøgleordet. Og intention. Viljen til at gå en anden vej og se, hvad der viser sig.
Og det har jeg tænkt mig. Efter snart tre år på en ny slags vej, dukker der en sidevej op. Jeg var gået forbi, men noget i mig kalder og jeg vender om og går tilbage. Der er intet skilt, ingen garantier om ankomsttid og sted. Jeg må bare stole på, at det er den rigtige vej. For mig. Så jeg begynder at gå og opdager, at alting er nyt. Solen står op i horisonten og dagen er.
Jeg er begyndt at skrive morgensider.
 
Tekst og billede, Lene Megan, november 2013
 
Tak til denne fine morgen overflødighedshorn af inspiration.

2 kommentarer:

  1. Ingenting er som å skrive med hånden .
    Før elsket jeg å skrive brev. Jeg hadde brevvenner over hele verden. Jeg skrev dagbok.
    Jeg skrev minst 40 julekort hvert år.
    Jeg sendte mange kort når jeg var på ferie.......
    Nå, som elektronikken har tatt over, blir det mindre skriving. Det er dumt, men det er en realitet .
    Jeg har lest om flere forfattere som skriver med hånden. Det er da de får ideer, det er da de får flyten igang, det er da historier blir levende.
    Så flott at du skriver med hånden hver morgen. Intuitiv skriving.
    Ha en fin dag, Lene. Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er faktisk rigtigt, det er anderledes at skrive i hånden. Og det skal man gøre med morgensiderne, 3 sider hver morgen. Ikke tænke, bare skrive. En slags magi opstår.

      Ha' en fin weekend. Knus.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.