fredag den 22. november 2013

At skrive en dans


And those who were seen dancing were thought to be insane
by those who could not hear the music
- Nietzsche -
,Måske skulle du bare skrive det, der er'? November træder ind i rummet og tænder de små lys på chatollet. Først de hvide og så de røde. Små stjerner lyser op i mørket og jeg sukker uvilkårligt.
'Det er som det er'. Hun fortsætter ufortrødent uden at skænke mig en tanke. I stedet får jeg en kop kaffe. En af dem, som ikke findes i virkeligheden, fordi ingen af os har tænkt på at lave kaffen inden vi gik op af trappen. Men den smager godt alligevel. Jeg kan fornemme den måde, hvorpå mælken synker ned i kaffemørket og skaber små lysende mønstre. Jeg kan mærke mælkeskummet på mine læber og kaffens vej fra kop til mave. Synkebevægelsen, sukket og følelsen af, at alting er som det skal være. Den slags kan en kop kaffe. Den får morgenen til at falde i hak.

’Ja, den er god, kaffen’. Hun ler og ser på mig med det dér specielle glimt i øjet. Hun er klar til at udfordre mig. Bedst som jeg troede at dagen skulle tilbringes svævende gennem mørke og usigtbarhed, træder November i karakter og gør det, hun er bedst til. Udfordrer. På den dybe måde. Noget i mig stritter imod, men hun har alligevel fanget min opmærksomhed.
’Skriv, det dér er. Du er verdens bedste lytter. Eller i hvert fald en af dem. Har du aldrig opdaget det? Hvordan du altid fanges af ord og stemninger og bliver draget af fortællingen. Du lytter, du er opmærksom, opfanger detaljerne og det, der findes mellem linjerne. Du ikke bare hører historien, du mærker den. Og mens du lytter, får du øje på små særligheder ved fortælleren.’
Hun laver et par dansetrin og pludselig kan jeg høre musikken. Den strømmer ud fra bogreolen bag hende og ordene opløses. Først til bogstaver, så til noder og så til musik. Toner. Alle forfatterne er i rummet. Deres visdom blandes med mørket og bliver til noget, jeg aldrig har oplevet før. En slags kor. Og imens danser November og bevæger sig yndefuldt på gulvet foran skrivebordet. Jeg sidder bare. Betragter. Lytter. Er. Og jeg opdager, at jeg aldrig vil løbe tør for inspiration, hvis jeg forstår, at det er selve hemmeligheden. Virkelig at kunne lytte.

Jeg har altid synes, at det var en svaghed. Min evne til at lytte. Jamen, det er sandt, for der har været så mange situationer, hvor jeg tavst har siddet og lyttet, mens andre fortalte og kommenterede i et væk. Og jeg ville gerne være med, tro mig, jeg ventede spændt på mit eget bidrag, men det kom aldrig. Ikke på det sted. Det tog for lang tid. For mens noget skete og tog form, blev det overhalet af et lyntog. Ord, meninger og stemninger, der tromlede alle små lysglimt af noget ned. Kørt over. Mast til plukfisk, mens toget fortsatte ud af skinnerne. Og snart var det bare et lys i mørket.
Senere kunne jeg mærke at noget var sket. Alt det, jeg havde hørt, set og mærket ville skrives. Og det gjorde jeg så, når jeg kom hjem, hvis jeg var klog nok, men der var mange gange hvor jeg bare var trist over, at jeg tilsyneladende befandt mig bedre på bumletoget. Det langsomme. I den kupe, hvor folk var stille og sad og læste med næserne begravet i bogstaverne. Hvor man kunne høre knappenåle falde til jorden og tanker svævede blandt hinanden i luften mellem stationerne. Et par briller på en næsetip. Øjne, der forsigtigt kiggede op fra bogen og mødte mine i et kort sekund. Træerne og landskaber, der gled forbi udenfor vinduet. Lyset. Sprækkerne. Musikken.
’Skriv det der er’. November smiler. Og det har jeg netop gjort.
 
Tekst og billede, Lene Megan, november 2013

4 kommentarer:

  1. Your pictures are breathtaking in every post. I wish I could understand the text too!

    SvarSlet
    Svar
    1. Thank you, dear Evi, I wish you could too! :)

      Slet
  2. ... og til å skrive om det som er, er du så forførende dyktig til.

    Ha ei fin helg.
    Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak kære Janna og superfin weekend til dig også. Klem.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.