fredag den 11. oktober 2013

Ved du måske hvordan Oktober dufter?




I dag er det efterår efter alle kunstens regler. Lyset er dæmpet, blæsten rusker i træerne og bladene falder lydløse til jorden. Røde, gule og orange lægger de sig forsigtigt til rette og bliver til et kæmpemæssigt tæppe af forfald. Jeg har tændt stearinlys i skrivestuen og drikker forsigtigt af den varme te med kamille og lavendel. 
Så ser jeg hende på altanen. Oktober. Hun kommer kravlende op af murværket og hiver sig op på den våde beton foran vinduerne i mit kontor. Håret er vådt, men hun stråler som en ottearmet lysestage. Hun banker på døren, jeg lukker hende ind og undlader at kommentere det faktum, at hun faktisk drypper på trægulvet.

’Hvor kommer du fra?’, hører jeg mig selv spørge. En del af svaret kender jeg, tror jeg nok, men resten af historien vil jeg utrolig gerne høre. For hvad pokker laver hun udenfor her først på dagen i regn og blæst? Og hvorfor går hun ikke bare ind af døren nedenunder? Hvor der i øvrigt er håndklæder til rådighed, dem vi også bruger til hundene, når de kommer våde ind. Men nej, hun skal absolut gøre særlig entre og bestige husmure og altaner for at gøre sarte plankegulve våde med efterårets dråber.
Jeg synes i det hele taget at Oktober er lidt anderledes i år. Hun er mere vovet, en smule mere vild. Jeg husker hende som indbegrebet af efterårsskønhed, stilfuld og med masser af ynde, men jeg kan ikke erindre, at hun før er kravlet op af husmuren. Det ligner hende ikke. Og nu står hun dér og drypper på mit gulv med et finurligt smil om læberne.

Pludselig opdager at jeg at hun har lånt min store grønne cardigan. Den, jeg elsker at flytte ind i, når det for alvor bliver koldt og efterår bliver til vinter. Den, jeg værner om og passer på, fordi jeg føler mig særlig godt tilpas, når jeg er svøbt i dens garn og masker. Lånt er nok ikke det helt rigtige ord, for hun har ikke spurgt om lov. Hun har bare taget den. Det plejer hun bestemt heller ikke at gøre. Hun har forandret sig. Og jeg som troede, at jeg kendt hende. Troede, at jeg vidste besked. En slags skuffelse breder sig i min krop.
Hun kommer nærmere. Stadig smilende, det skal hun have, hun er i ukueligt godt humør på trods af min skepsis.

’Du er forandret’, siger jeg og ser hende dybt i øjnene. De er nøddebrune, øjnene, det husker jeg heller ikke. Måske har jeg aldrig stået så tæt på hende før, jeg kan høre hendes åndedrag og se den måde, hvorpå hendes brystkasse hæver og sænker sig. Hun trækker vejret helt ned i maven og hendes fødder er solidt plantet på gulvet. Hvor der i øvrigt breder sig en lille sø af regnvand fra min dryppende cardigan, men det skal jeg ikke bruge flere ord på nu …
’Og du er forandret’, svarer hun og planter en dråbe på min næsetip. Jeg kan mærke dens våde kølighed og måden, hvorpå den gør klar til udspring. Dryp. Den falder pladask for mit tastatur og det fine ”B”.
Så forstår vi. Vi er først ved at lære hinanden at kende igen. Jeg glemmer det, gang på gang, men hver eneste gang en måned ankommer, er den ny. Jeg aner ikke, hvor den har været og jeg ved heller ikke, hvor den går hen. Jeg tror jeg kender den og ved besked, men jeg tager som regel fejl. For hver eneste dag under dens ophold har aldrig været her før. Den har ingen fortid og i grunden heller ingen fremtid. Den er nu og ny i sit særlige væsen.

Det går op for mig, at min forudindtagethed ofte fastlåser mig og afholder mig fra at opleve det, der er. Lige nu.  Jeg havde forventninger om, at Oktober ville være yndig, feminin og en smule forsigtigt i sine gøremål. Velovervejret. Og det forekommer mig ikke særligt velovervejet at hugge min cardigan og gå ud i regn og blæst for så at bestige husmure og kravle ind over altanen.

Jeg lukker øjnene, åbner dem igen og starter forfra.
Det er en ny dag. Det er Oktobers og lige foran mig står hun. Helt ny. Jeg har aldrig set hende før, i dette øjeblik og på denne fredag. Mit blik søger nysgerrigt hendes og jeg mærker en lille glæde finde vej. Noget falder til jorden og jeg opdager at det var mine forventninger. Samtidig mærker jeg en skøn fornemmelse af frihed, fordi jeg kan se hende uden at skulle måle, veje og sammenligne med det, jeg troede, der skulle være på en bestemt måde. Der står hun, frisk, våd og dryppende. Hun dufter af efterår. Jeg ser et gyldent blad i hendes hår og en kastanje i hendes håndflade. Jeg stirrer så længe, at jeg får tårer i øjnene og kærlighed i hjertet.

Du skulle prøve det! Lade som om du lige er vågnet et nyt og fremmed sted. Du ved ingenting og du har ingen forventninger. Luk øjnene op og bevæg dig nysgerrigt omkring. Brug alle dine sanser. Undersøg, mærk og føl og lad dig fortrylle af den rene oplevelse. Det tændte stearinlys i vinduet, flammens dans, regnens trommen mod ruden, duften af teen, smagen, indtrykket. Gå på eventyr. Udforsk verden omkring dig. I dag har du fået nye øjne og ingenting er, som du formoder. Læg alt det væk, der handler om hvordan du tror det er og oplev bare det, der er. Lige nu.
 
Vælg en enkelt genstand. Sæt dig forsigtigt med den og bare betragt den. Mærk, se, føl. Da jeg var en lille pige, tog jeg alting op til næsen og snusede dybt. Jeg elskede dufte og ligegyldigt hvad, skulle jeg altid lugte til det.

Ved du måske, hvordan Oktober dufter? Eller tror du bare, du ved det?
 
Tekst og billede, Lene Megan, oktober 2013

4 kommentarer:

  1. Det er sant som du sier Lene. Hver mnd er ny hvert år. Vi må ikke være forutinntatt og tro vi vet hva som kommer.
    I år har sommer og høst vært helt fantastisk. Vi har fremdeles et helt nydelig vær. Men de skal snu til uken, med regn og blæst........kommer været fra Danmark tro?
    Men, nå vil jeg høre hvordan du hadde det i går? Og gratulerer enda en gang, Lene. Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Og det vil jeg gerne fortælle, Sylvia. Tak fordi du spørger! :) Det var en utrolig fin afslutning på et flot forløb. En meget rørende dag på alle måder. Jeg tænker at jeg vil skrive et blogindlæg om det i ugens løb, når det hele har bundfældet sig. I dag tager jeg en stille dag og bare nyder oktober og det fine solskin.
      Og tusind tak for dine ord. De betyder meget. Knus.

      Slet
  2. Er det ikke det, det handler om - at se med hjertet og lade kærligheden strømme frit?

    Lene, du skriver så godt og levende, at det er som at være der selv. Du giver dine læsere (i hvert fald mig) så meget med på vejen - din blog virker som en fredfyldt oase på mig, og du vækker ofte nye tanker til live i mig. Hjertelig tak <3

    Kærlige kram fra
    Louise

    SvarSlet
    Svar
    1. Det tror jeg det gør, Louise. Hvorfor er det så svært? Vi skal øve os, tror jeg.
      Og tusind tak for dine ord, det glæder mig at du får noget med dig, når du besøger Poetiske Paradokser. Det er mit ydmyge håb at kunne inspirere ;)
      Så selv tak og kram tilbage.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.