torsdag den 31. oktober 2013

Vågen


 
Nej, jeg kan ikke sove nu
i natten efter stormen,
hvor engle så mægtige som katedraler
lister rundt
og holder hånden over og under os
der alligevel ikke faldt
Fordi vi var bløde nok
Til at bøje af for stormen.
 - Majbritte Ulrikkeholm -

 
Jeg vågnede omkring kl. 3. Midt i natten. Jeg tænkte, at det nok var det åbne vindue i sin knirkende haspe, der havde vækket mig. Forsigtigt listede jeg ud i fløjsmørket og lukkede vinduet, men jeg lod persiennen være oppe. Månelyset strømmede ind. Det var underligt, at det var så lyst, for månen var kun en lille aftegning mod himlen. Den var ikke fuld. Alligevel var der noget på spil. Stjernerne lyste og synet mindede om et eventyr. En tegning, et maleri, noget der var skabt af fantasien og forunderlige kræfter.

Søvnen kom ikke tilbage. I starten lå jeg bare tålmodigt og ventede, kaldte så sagte, men ingenting skete. Jeg var vågen. Lyset fortsatte med at strømme ind, stjernerne blinkede og månen drejede sig forsigtigt og vendte sig mod dagen. Dagen, der gav sig god tid, for morgenen sover længere her sidst på efteråret. Vinteren lurer bag træerne, de sidste blade falder, natten er mørk og uigennemsigtig. Men ikke i nat.
Og jeg var vågen.

Jeg stod tidligere op end normalt og gik ned i køkkenet. Lukkede hundene ud og satte kaffe over. Glædede mig over den velkendte lyd af kaffebrygning og duften af bønner.
Så opdagede jeg ordene.

Nej, jeg kan ikke sove nu, i natten efter stormen, hvor engle så mægtige som katedraler lister rundt og holder hånden over og under os, der alligevel ikke faldt, fordi vi var bløde nok til at bøje af for stormen.

Majbritte havde været på spil. Midt i natten. Og jeg forstod, at jeg kunne havde gjort det samme, jeg kunne være stået op og skrevet himmelpoesi. Man skal udnytte de søvnløse tidspunkter, for måske er de en gave. Jeg smilede og var glad for, at nogen havde gjort det og gavmildt delt ud til andre søvnløse.  For der kom der flere stemmer til, nej jeg kan heller ikke sove, søvnløse søstre og brødre meldte sig under månen og stjernerne og fortalte, at søvnen også havde forladt dem.
Ordene voksede i morgenen og pludselig gav det mening, at jeg ikke havde fået så meget søvn. Natten efter stormen, engle som katedraler, vi blev ikke ramt, vi bøjede os og gjorde os bløde under nattens dyne.

Der er mere mellem himmel og jord. Der er noget mellem linjerne. Der et tæppe foran det tilsyneladende og når man trækker det lidt til side og forsigtigt kigger ind, ser man ting og sager, man slet ikke havde drømt om.
Og jeg er vågen.

Lene Megan, oktober 2013

2 kommentarer:

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.