fredag den 18. oktober 2013

Oktober fortæller



Prøv at mærke efter indeni - inde i dit hjerte.
Er det, du handler på i dit liv lige nu, virkelig det, du vil?
 
Oktober er på Facebook og ser Sophia Mannings statusopdatering. Ja, sådan ser den ud her til morgen. Et spørgsmål. Har du mærket efter? Har du virkelig været stille nok til at mærke efter og hørt, hvad dit hjerte siger? Er det, du handler på i dit liv lige nu, virkelig det du vil?

Oktober nikker. Hun er ikke i tvivl. Men alligevel er der noget i formuleringen, som udfordrer hende. Hun læner sig ind over skrivebordet, læser ordene endnu engang og udstøder så et suk, der får broen i Venedig til at jamre af misundelse. Udenfor blæser det op, skyerne sejler over himlen og solen får lejlighed til at kigge frem. Gyldne stråler, pludseligt skarpe, landskabet bader i et vandfald af gul og orange.
Så slår hun hænderne sammen, sukker endnu engang og klapper mig på kinden som en bedre mormor.

’Søde mennesker, hvor er I dog henne i jeres liv’, siger hun og ser på mig med en snert af bekymring. ’Jeg troede at I havde lært det. Eller i hvert fald at DU havde lært det. Du som nu i flere år har skrevet om at følge hjertet og som har lagt dit liv om i et forsøg på at gøre det, du brænder for og som gør dig glad. Følg glæden. Lev fra øjeblik til øjeblik. Vær i nuet og nyd de gode stunder, vælg det bevidste nærvær, bliv i kroppen og mærk efter. Lev og mærk, hvordan du er dit eget unikke orakel!’
Smilende træder hun et skridt tilbage og får kaffeblikket på. Der står samtale på agendaen, det mærker jeg tydeligt. Den slags samtale, hvor Oktober taler og jeg lytter. Og hvis det ikke lige var hende, så ville jeg muligvis protestere lidt, for egentlig har jeg ikke tid til at bare at sidde her og lytte, men noget siger mig at jeg gør klogt i at blive. Så jeg nikker og rejser mig.

’Jeg laver kaffe’, siger jeg resolut og anerkender hende med et smil. ’Og du gør klar til foredrag!’
Kort tid efter kommer jeg tilbage til skriveværkstedet balancerende med to kaffekopper. Den varme væske damper og fortryller med sin duft. Oktober smiler, hun har sat sig til rette på meditationspuden og placerer koppen på gulvet ved siden af sig. Selv sidder jeg ved skrivebordet og folder ører og hjerte ud.

’Jeg ved snart ikke, hvordan jeg skal udtrykke det’, siger hun og ryster på hovedet. Endnu et venedigsuk og så en forsigtig tår af kaffen. Hun giver sig god tid. Efteråret er en smuk, farverig og ganske forunderlig tid, hvor der er så meget nydeligt at sanse. Og samme forvandling sker på indersiden. Har du også lagt mærke til det? Det er som om efteråret spejler sig i menneskene og omvendt.
’Det er så enkelt. Det er såre simpelt. I er en alle sammen en flok skønne mennesker, som egentlig vil det allerbedste i jeres liv. Men i forkludrer det for jer selv. For sandheden er, at der ingen svar findes udenfor jer selv, som I kan føle jer hjemme i. I må finde jeres egne svar. I læser bøger og lytter til foredrag. I tager på kursus, uddanner jer og det er også fint nok. Nogle finder guruer og lader sig inspirere af de store mestre.

’Selvfølgelig, udbryder jeg. De mennesker er jo mestre, de kender vejen.’
’Det er sandt’. Hun nikker. Og jeg kender vejen. Min vej. Fra den allerførste fine oktoberdag og til den sidste, hvor der tændes lys i de græskar, I har skåret ud. Trick or treat? Hun ler højt og jeg kan ikke lade være med at smile. Engelsk kan hun også selvfølgelig. Hun tysser på mig med en formanende pegefinger.

’Men din vej? Hun ser på mig og smiler så kærligt, at tårerne blander sig med regndråberne på vinduet. Der er kun en, som kender din vej.’

 *  *  *

Han  ledte efter en hemmelig skat. For enden af regnbuen, det havde han hørt om.
Så han ventede til en dag, hvor solen fulgte lige i hælene på regnen, klar til at male med de fineste og klareste farver, den kunne finde. Han ventede tålmodigt og tidspunktet kom. Solen brød frem bag skyerne og malede en smuk bue fra ende til anden. Så kunne det ellers være, at han fik travlt. Det gjaldt jo om at komme først. Og han kunne mærke hjertet hamre, for noget fortalte ham at der sikkert også var andre, som havde lugtet lunten. Krukken. Han måtte have fat i krukken. Krukken med guld, glæde og alverdens lykke.
Han skyndte sig så meget han kunne. Han løb alt, hvad han havde lært og mere til. Han glemte at lytte til kroppen, som efterhånden protesterede, for det var som om at desto mere han løb, desto længere væk synes enden af regnbuen. Men tanken om krukken gjorde han stærk. Mægtig. Han løb og løb og opdagede slet ikke, at solen var forsvundet. Faktisk var det ved at blive mørkt. Den fine regnbue var for længst fordampet, et fatamorgana af forræderi.
Til sidst faldt han sammen på jorden og græd som pisket. Forpint og forpustet, han følte sig som den største fiasko, der havde levet på jorden. Nogen måtte være kommet ham i forkøbet. Nogen havde snuppet krukken og slukket for regnbuen. Og lyset. Det var mørkt nu, klamt og koldt og hans krop gjorde ondt i alle led.
Pludselig blev der stille.
*  *  *
’Det kan du simpelthen ikke være bekendt Oktober, kom nu. Giv mig fortsættelsen på historien. Min stemme er dyppet i utålmodighed og indignation. Søde fine Oktober med det gyldne hår og de smukke øjne. Hvad skete der så?

Tekst og billede, Lene, Megan og Oktober, 2013

2 kommentarer:

  1. Ja man kan løbe så stærkt at man ikke ser at lyset og regnbuen er væk. Der er ikke nogen som har snuppet krukken og regnbuen fra ham - han gjorde det selv!

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.