torsdag den 17. oktober 2013

Langsomhedens magi




I dag er alting dæmpet. Lyset, morgenen og stemningen i skriveværkstedet. Hverken Oktober eller jeg har hastværk. Vi har nemlig fundet ud af, at vi befinder os bedst i en lidt langsommere rytme end den, vi tidligere lagde for dagen. Oktober ser på mig med et skarpt men kærligt blik. Nå ja, som jeg tidligere lagde for dagen. Der var engang, hvor jeg var overbevidst om, at jeg ikke selv havde indflydelse på rytme og hastighed. Det var simpelthen noget andre pålagde mig. Chefer, kolleger og i det hele taget. Kender du det? Opgaver, deadlines, et hektisk arbejdsmiljø, hvor det gjaldt om at se og virke så travl som overhovedet muligt. Fordybelse og indsigt var en by i Rusland. De senere år fandt jeg ud af, at jeg kunne hive lidt i tøjlerne og få hesten til at gå lidt langsommere, men det varede som regel kun i kort tid af gangen. Så galopperede den igen.
Der er ingenting galt med galop. Det kan tværtimod være yderst forfriskende med en rask tur ud over steppen. Vind i håret, fart i blodet, det giver en slags ukuelig rus. Og så ser det godt ud, når man kommer ridende i en vis fart og suser forbi alt det, man møder på sin vej. Højt til hest og vigtig som bare fanden. Kan du se det for dig? Oktober nikker, hun ser det hele tiden. Travle mennesker på høje heste. Galopperende af sted over stok og sten uden at se sig til hverken højre eller venstre. Det gælder bare om at holde sig i sadlen. Og kan man få hesten til at løbe lidt stærkere, gør det heller ikke noget. Det bliver først svært at holde fast, når hesten går i trav eller måske helt standser op. Stejler. Hvad så? Så flyver man gennem luften og videre, fordi farten er så overdreven og unaturlig, at det simpelthen ikke går at stoppe op. Måske rammer man et træ og slår hul i hovedet. Ender i en dynge våde blade og mærker jorden under sig. Og det er en frygtindgydende følelse.
Der er ingenting galt med galop. Men ingen heste kan løbe i al evighed og ingen mennesker kan holde til et tempo, der er både unaturligt og usundt. Vi pisker en stemning op og hvis vi mærker en snert af ondskab, pisker vi måske også hesten. Men på et tidspunkt stopper det hele. Måske med et brag og en ulykke, måske på en mere stille måde. En slags opvågnen. En chance for at vælge sig et andet perspektiv og en lidt anden rytme.
Jeg har opdaget noget. Og det har jeg blandt andet gjort, fordi jeg det seneste år har indført en meditationspraksis, hvor jeg sidder helt stille på puden eller i stolen og fokuserer på mit åndedræt. Så betragter jeg de tanker, som kommer og går, jeg registrerer dem, accepterer og vender fokus tilbage til åndedrættet. Følelserne får samme kærlige behandling. Jeg mærker dem, hilser dem velkommen, accepterer og så fokuserer jeg igen på åndedrættet. I starten opleves stilheden som en kærkommen rasteplads af ro. Sådan har det været for mig, det har gjort uendelig godt at finde det sted i mig selv, hvor der er helt stille. Roligt. Det sted, hvor alting ender og alting begynder. Senere er jeg begyndt at arbejde bevidst med mig selv i forhold til de tanker og følelser, der hele tiden kommer forbi. Og det handler ikke om at bearbejde dem og gøre dem til noget, de ikke er. Hvert eneste forsøg på at komme dem til livs gør dem kun stærkere og mere insisterende. Intensiveringen kan være som en kugleregn. Nej, det handler om accept og om at betragte, det der er. Uden at dømme og fordømme. Bare se.
Og hvad har hun så opdaget? Vidste du at tålmodighed er et af de gode principper i mindfulness? Det gjorde jeg ikke, men det gør jeg nu og dér har jeg virkelig været på prøve. Men nu skal jeg nok komme til pointen. For nu, hvor jeg til dels er blevet selvstændig, har jeg opdaget at der faktisk ikke er andre end mig selv, der insisterer på at køre tingene i et vist tempo. Der er ingen som siger, at nu skal jeg gøre dette og hint i en rasende fart.  Jo, jeg kan sætte mig deadlines og mål, det har jeg skam også gjort, men når jeg har for travlt, er det let at miste fokus. Så ender jeg ofte helt ude på kanten og på et hængende hår. Foran mig gaber et store hul af manglende glæde.
Så nu har jeg truffet et valg. Hvad hvis jeg sætter farten ned? For jeg gjort en himmelsk dejlig opdagelse. Hvis jeg tør blive i de øjeblikke, der udfolder sig og bevidst vælge at være i nuet, hvor svært det end kan være, så sker der noget. Så møder jeg mig selv et andet sted, hvor fokus er langt mere hjerteligt. Og skarpt. Det kan måske lyde usandsynligt, men tro mig på mit ord. Jeg bliver simpelthen mere effektiv. Effektiv i langsomheden? Ja, den er god nok. Det er faktisk helt sandt. Jeg oplever både flow, fokus og glæde ved at gøre og være, når jeg lader tingene ske i deres helt eget tempo. Det er som om det hæsblæsende tempo fra før er en slags modstand i sig selv. Som at vende en magnet i den forkerte retning og frastøde alt det, man egentlig gerne ville tiltrække.
Måske har du oplevet det samme? En dag, hvor du besluttede dig for at slippe tøjlerne for en stund og lade hesten gå. Hvor du satte dig og på sin vis havde givet op. Så kunne det også være lige meget. Men så pludselig kom alt det til dig, som du i lang tid havde forsøgt at fange et sted derude? Glæden. Kreativiteten. De gode ideer, dem, der kommer fra hjerte og lyst. Sand magi.

I dag er alting dæmpet. Lyset, morgenen og stemningen i skriveværkstedet. Livets naturlige langsomhed kommer svævende som en smuk og sjælden fugl og sætter sig på mit skrivebord. Den kigger på mig med sit intense falkeblik og pludselig ser jeg noget i dens øjne. Mig selv. Smilende, skrivende og skabende. Arbejdende fra et sted, hvor alting har sin tid og hvor det, der skal komme, bare kommer. Som den majestætiske fugl, der hviler i sig selv og sin ro.

Tekst og billede, Lene Megan, oktober 2013

2 kommentarer:

  1. Så deilig at du skriver om dette, Lene.
    Alle vil være effektive, og andre forventer også at du er det. På veien glemmer vi å puste, og da gjør vi ingen god jobb.
    Den siste uken har jeg levd i nuet og riktig tatt til meg det jeg opplever der og da. Det er som om det bobler inni meg, og je føler meg glad og levende.
    Turn til Vestlandet gav meg også ny energi. Bare det å stå og se på et stille vann, der naturens fjell speilet seg, og det plutselig hoppet en fisk, og laget ringer i vannet. Det var mindfullness for meg.
    Dessverre må jeg bruke dagen i dag til å være effektiv, siden leiligheten bærer preg av at jeg har hygge den siste uken.........hmpfr..

    SvarSlet
    Svar
    1. Men måske kan du være effektiv på den langsomme måde? :)

      Og endnu engang tak for dine altid gode ord, de beriger, varmer og glæder.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.