lørdag den 19. oktober 2013

Jeg har mødt efteråret




Jeg har mødt efteråret.
Hun danser i morgendisen som en fjerlet sommerfugl. Brygger te i tågen, tilsætter magi, en hemmelig opskrift af friskhed og glæde. Hen over engen, dansende, svævende, koppen i hånden, duftende og sansende. Forsigtigt bukker hun sig forsigtigt ned og samler noget op. Det ligner dråber, hun kommer dem i den store kop. En. To. Tre.

Dråber af øjeblikke. Godhed, kærlighed og mildhed. Hun trækker vejret dybt og drikker af væsken. Smilet breder sig over hendes ansigt og minder om en solopgang. Forbavset står jeg bag træet og betragter hende. Holder vejret og håber at hun ikke opdager mig. Jeg er vidne til en verden, der ikke findes, fordi jeg ikke vidste, at jeg troede på det. Men nu gør jeg.

Erkendelsen giver mig kuldegysning. Magien bor i mig selv. I troen. I visheden. Hun står foran mig, ganske tæt på, ude på engen i den sprøde morgendug. Dug, som har smagt den allerførste frost. Hun fortsætter med at drikke og smilet forankres i hele hendes krop. Hun holder om koppen som var den en hellig gral.
 
Jeg læner mig op af træet og sukker. I samme sekund vender hun sig om og ser direkte på mig. Jeg fanges af hendes blik og er ude af stand til at røre mig. Noget i mig vil flygte, jeg føler mig som en blind passager, der er blevet opdaget og nu skal betale bod. Skammen brænder i mig, jeg vil væk, men mine ben rører sig ikke ud af flækken. Jeg kan ikke. Flygte. Jeg må blive stående, mens hun derimod kommer nærmere. Stadig bærende på koppen, stadig med det forunderlige smil om læberne. Håret flagrer i vinden, det ligner kastanjer, varme, brune og jordiske. Nu står hun så tæt på, at jeg kan se at det faktisk er kastanjer. Små bitte kastanjer, de sødeste og mest skrøbelige jeg nogensinde har set. Målløs stirrer jeg på hende uden at se væk.
 
Hun rækker mig koppen og nikker anerkendende. Drik, siger hun uden ord, drik resten af min magiske efterårseliksir. Jeg tager imod, lader den store kop hvile i mine håndflader, fingrene fletter sig om keramikken, fulde af tillid er de, mine fingre, de tøver ikke.
 
En tår. Godhed. Den breder sig i hele kroppen og finder bolig i mit hjerte. Endnu en tår. Kærlighed. Og så den allersidste slurk. Mildhed. Forbavset står jeg med den tomme kop og spejler mig i hendes øjne. Dybe som en skovsø dækket af nedfaldne blade. Kærlige som lun sommervind. Jeg bliver ved med at se og pludselig kan jeg mærke det. Forstå. Og eftersom mit blik nu er mildt og hjertet fuld af godhed og kærlighed, er der ikke længere nogen tvivl.

Jeg har mødt efteråret.
 
Tekst og billede, Lene Megan, oktober 2013

2 kommentarer:

  1. Mmmm, hvor skønt og beskrivende... Kender dine følelser, men du sætter de helt rigtige ord på... En gen-opdagelse....
    Kh Maria

    SvarSlet
    Svar
    1. Dejligt at vide, at du genkender dig selv i beskrivelsen. Og tak for dine ord! :) Knus.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.