onsdag den 9. oktober 2013

Hjertete




Og morgenen kom. Stille kom hun vandrende ind fra øst og trak det usynlige tæppe mellem nat og dag til side. Stak hovedet ud og så sig omkring. Kiggende mørket dybt i øjnene og lod det forstå, at det var tid til afsked. Det nikkede, mørket, ingen modstand, bare accept. Så trak det sig langsomt ind i sig selv, mens lyset bredte sig over himlen. Hun mærkede øjeblikket, overgangen, og blev stående et øjeblik. Forstod instinktivt at det var et helligt tidspunkt, et slags land af uendelighed og sølvdis. Hun smagte på dråberne og nikkede kærligt til duggen, der uvilkårligt måtte smile, for også den vil gerne elskes. Og der var kærlighed i det blik, det mærkede den duggen og den forstod, at den har sin tid og sin særlige plads i universet. Intet er tilfældigt og ingen er overflødig.
Morgenen var i godt humør. Det var hun i grunden altid, men denne dag var noget helt specielt. Det vidste hun fra det sekund, hun forsigtigt spejdede ud gennem tæppekanten og så mørket vente tålmodigt fra sin nattestol. Hun mærkede, hvordan den intense betragten smeltede noget hårdt i hendes bryst og hun følte en uendelig kærlighed til det, der var. Mørket. Og natten, der var nået til sin udkant og måtte vige for lyset. Men det var ingen svær overgivelse, det var noget naturligt og i grunden ganske smukt. Da mørket rejste sig fra nattestolen og lyset kom svævende, følte hun sig lykkeligere end nogensinde før. Det var det jo det guddommeligste teater.

Hvad er det med overgange, tænkte hun og smilede underfundigt til sig selv. Måske er det fordi jeg mærker mig selv i lige netop det sekund, det andet tager over. Jeg strækker mig, jeg når mine grænser, men samtidig forstår jeg at der ingen grænser er. Vi er gjort af det samme og lyset og mørket er en del af os alle. Og selvom jeg er morgen, har jeg stor forståelse for natten og dens vigtige arbejde. Jeg ved, at den hverken er ond eller skummel, den er bare lidt mørkere end dagen. En anden farve, et andet udtryk. Men hverken skidt, kanel eller spor uhyggelig. Med hjertet fuld af forunderlig kærlighed tænkte hun på natten i sin stol. Hun beundrede den måde, hvorpå natten med ro og værdighed blev siddende i alle de timer, der hørte dens domæne til. Og det var sågar en variabel størrelse, for der er skam forskel på sommer og vinter, men natten ved lige nøjagtigt, hvornår det er tid.

Og det gør jeg også. Morgenen strakte sig dovent og begav sig ud på sin rejse. På et tidspunkt mødte hun dagen, men de kunne aldrig helt blive enige om deres indbyrdes grænser. Der var en slags gråzone et sted der op af formiddagen og den benyttede de altid til at drikke te og udveksle erfaringer. Te, der var brygget af morgendug og stjernedrys fra nattens himmel. Te, der gjorde dem milde og glade. De kaldte den hjertete.  Og det er jo et sjovt ord, fordi man tror at der står noget helt andet. Men det gør der ikke. Der står hjertete og nu ved du også, hvad det er.

Tekst og billede, Lene Megan, oktober 2013

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.