onsdag den 2. oktober 2013

Gløder, glæder og tålmodighed




Der er en dyd, som bliver ved med at dukke op på hjertevejen. En kvalitet, som synes vigtigere end mange af de andre tilsammen. Tålmodigheden. For uden tålmodighed kan man ikke følge hjertet. Det er simpelthen umuligt, fordi alt det, hjertet virkelig begærer sjældent er noget, der kan købes kontant og lige på det tidspunkt, hvor behovet eller lysten dukker op. Hjertets lyst er af en anden slags. Det er noget, der modnes, ofte i det skjulte. Det er subtilt og skrøbeligt som et frø, man forsigtigt lægger i jorden. Det skal først spire og vokse sig stærkere. Og når frøet ligger der i den mørke muld kan man ikke længere se det. Man kan ikke bare pille ved det og det er heller ikke muligt at tjekke, om frøet rører på sig. Så ødelægger man hele processen. Man kan blot vande, gøde og sende kærlige tanker til den lille spire under jorden. Og væbne sig med tillid og tålmodighed.
’Du må stole på, at alting har sin tid’, siger Oktober, for hun er skam ankommet. Iført den skønneste kåbe af gyldne efterårsfarver gør hun sin entre og stiller kaffen på mit bord. I samme sekund hun går igennem døren, ved hun hvad jeg tænker på og skriver om. Refleksionen bliver et fælles anliggende. Et rum, vi begge går ind i, en usynlig dør der lukkes bag os. Så er vi klar til en stille stund sammen, inden vi tager fat på dagens opgaver.

Og også dette er nyt for mig, den tid og det rum, jeg skaber til mig selv og det, jeg brænder for. Jeg må til stadighed fortælle mig selv, at det er en hjertesag. Det kræver plads, det kræver tid og det kræver stilhed. Jeg tænder mit skrivelys og flammen blafrer fra sin plads i vindueskarmen. Lyset minder mig om at holde liv i gløderne.
’Og glæderne’, samtygger Oktober, mens hun slubrer kaffe og kigger på flammen.

’Hvad ved du om at følge hjertet?’. Stemmen er min, ordene snubler over hinanden, jeg synes de lyder lidt skarpe i den tidlige morgenstund. Jeg fortryder dem i samme sekund. Sådan ville jeg ikke have sagt det. Men nu står de dér. Ordene. Og Oktober har både hørt og læst dem. Jeg kaster et stjålent blik på hende og forventer, at hun skal blive en smule vred eller fornærmet, men hun smiler bare sødt til mig og lægger hånden på brystet, så den ligesom holder om hjertet. Et kærtegn, et løfte.
’Tja, svarer hun, stadig med smilet om munden. ’Det ved jeg faktisk en del om. For man kan nemlig ikke være måned, hvis man ikke følger sit hjerte. Det er simpelthen årets kompas. Der findes ikke andre måleredskaber i vores univers end lige netop det. Hjertet. Og det har hverken visere, tal eller elektroniske symboler, der fortæller om vind, vejr eller vej. Det er noget helt andet, der leder os.

’Du må huske på, siger hun, at jeg kun er på scenen i 31 dage om året. Og så er jeg endda heldig, for jeg har en dag mere end halvdelen af de andre måneder. Bortset fra lille Februar’. Tanken om veninden, der ikke altid er helt sikker på, hvor mange dage hun har, får hende til at smile. Et af den slags smil, der breder sig som ringe i vandet og får øjnene til at ligne solbeskinnede skovsøer. Som rejser videre ud i hele kroppen og efterlader en følelse af varme og kærlighed. Hverken mere eller mindre. Og jeg kan mærke det, det smitter, smilet, fornemmelsen, også jeg sidder og stråler lidt ved tanken om den gode Februar, som slet ikke er spor trist eller fornærmet over, at hun ikke har helt samme antal dage til rådighed som de andre måneder. Hun er da ligeglad, for livet leves i ikke i længden. Næh, det handler i virkeligheden om bredden og dybden, men det er en helt anden snak.
’Og nu vil du sikkert gerne vide, hvor jeg er, når jeg ikke besøger min måneds dage?’. Hun ser på mig og ryster på hovedet. Det har jeg vist spurgt om før, nysgerrig som jeg er, men svaret er udeblevet. Det er en hemmelighed, som månederne bærer på og jeg har lært, hvornår jeg skal holde inde. Give slip på trangen til at ville vide alt og kende alle svarene. For måske er det slet ikke meningen, at jeg skal vide alt. Jeg får lige nøjagtigt den visdom og de svar, jeg skal bruge. Når tid er.
Men Oktober ved noget om at følge hjertet. Hele vejen gennem året og gennem de andre måneder uden at forstyrre og gøre væsen af sig.

’Vi er som frøet i jorden’, siger hun bare og drikker mere kaffe, mens flammen blafrer. ’Vi følger hjertet og dens tavse sangs flod. Går langs flodbredden, bader i tålmodighedens vande og lader os fortrylle af livets vandfald. Et skridt af gangen, gennem årstiderne, til vi en dag når til vores egen måned. Så er det tid, så spirer frøet og blomster springer ud. Og det er i overført betydning, når vi taler vintermåneder, siger hun og laver en passende grimasse’. Vi ler lidt sammen.
’Tålmodighed er virkelig en dyd, ikke?’ Spørgsmålet er mit, jeg må bare være helt sikker. For min egen tålmodighed bliver bestandigt sat på prøve på hjertevejens snoede stier.

Hun nikker, sender mig et kys og går ud af døren. Den tomme kaffekop står tilbage på hjørnet af mit skrivebord. Jeg ville gerne have talt mere med hende, der er så mange ting, jeg gerne vil vide og forsikres om. Men jeg må vende mig mod andre kyster, når det handler om at finde lige netop, jeg søger og længes efter.

Inspireret af Oktober lægger jeg højre hånd på mit hjerte, lukker øjnene og lytter...

Tekst og billede, Lene Megan, oktober 2013

6 kommentarer:

  1. Den site dagen i oktober er min favoritt, for da ble sønnen min født!
    Og det er i scorpionens tegn. Det mektigste tegnet av alle, der har fargene rødt og sort i seg.
    Jeg var veldig opptatt av stjernetegn i flere år, og noen ganger kan jeg gette riktig på mennesker jeg møter. Det er morro.
    Her har høsten kommet med sine mange farger og den kaldere årstid. Det r vanskelig å kle seg i denne årstiden, synes jeg. En kald morgen, kan bli til en solrik varm dag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det mægtigste tegn af alle? :) Det synes jeg jo skytten er, som jeg er født i. Smiler. Jeg har også været (er egentlig stadig) astrologi-interesseret og har det på samme måde som dig med "gætterier". Men ofte er det jo ascendanten, vi først får øje på.

      Og ja, efteråret er en smuk tid. En kold morgen er stået op. Må du få en god dag. :)

      Slet
    2. Du har ret, Lene . Skytten er det sterkeste tegnet. Men scorpionen er også det sterkeste tegnet seksuelt . Jeg kjenner begge som typer, og det stemmer ganske bra.
      Så morro at du også intrs deg for astrologi.

      Slet
    3. Det var nu en slags spøg, Sylvia. Jeg ved ikke om og hvorfor Skytten er det stærkeste tegn, selvom Jupiter jo er den store planet og repræsenterer ekspansion :) Jep, så kan vi jo tale lidt astrologi også ... herlig.

      Slet
  2. Tålmodighet er virkelig en dyd, Lene, men ikke en som kommer lett, eller er lett tilgjengelig. Men finner vi den, er det en dyd som demonstrerer at vi forstår og aksepterer det faktum at noen ganger vil ikke ting bli avslørt før tiden er der...

    Rart at du igjen skriver om noe som jeg også har syslet med i tankene i det siste; jeg har skrevet et innleg om nettopp tålmodighet :-)

    Ha en fin helg.
    Klem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for dine ord, kære Janna. Nu blev jeg jo nysgerrig på dit indlæg om tålmodighed, er det et, der kommer på bloggen eller har været der? Vil gerne læse! :)
      Klem og god weekend til dig også

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.