mandag den 21. oktober 2013

Forhindringer og budskaber




Det sker i disse dage. Jeg føler mig på forunderlig vis strandet på egen rejse. Bedst som jeg tror, at jeg har alle svarene og nu kender vejen videre, opløses det hele og jeg ser, at det var et slags fatamorgana. Og bedst som jeg tror, at jeg har lært noget vigtigt og gjort mig en erkendelse, der forevigt vil forandre mit liv, opdager jeg, at jeg er faldet i egen fælde.
Samtidig har jeg en sær fornemmelse af, at livet vil fortælle mig noget. At der er et budskab i min situation og følelsen af at være strandet. Det eneste, jeg kan gøre, er at stille spørgsmålet og vente på svaret. Hvad er budskabet?

Strandet. Budskab. Spørgsmål. Tjek.
Og så går jeg en tur, for jeg var nødt til at blive bevæget. Så meget har jeg lært. Ud i efteråret, regn og rusk. Hunden går med, hun er min ledsager og fortrolige. Hun ved noget, jeg ikke gør og derfor lader jeg mig inspirere. Snuser lidt til de våde blade, vi går igennem. Standser op, når hun gør og betragter horisonten og de mægtige skyer, der sejler over himlen og lyset, der pludselig bryder igennem og bader landskabet i et sælsomt brusebad af magi. Jeg glemmer min følelse et sted i de våde blade og går videre. Skridt for skridt ud af vejen, gennem pytter og nedfalden frugt.

Efter et stykke tid føler jeg mig lidt lettere. For det er ikke bare følelsen, der er forsvundet, det er nogle af de heftige tanker fra et sind, der gerne vil det hele på den halve tid. Utålmodighed, kald det bare det. Eller frygt. Simpelthen. Men tankerne falder ligesom fra en efter en. Da jeg gik ud, troede jeg, at jeg skulle danse med dæmoner, men nu opdager jeg, at vejen fører mig til helt andre dansegulve.

Vi når ned til Bankerne. En lille skov, som egentlig bare er et buskads og en række træer. På begge sider løber der små kilder af vand, hvis man går tæt nok på, kan man høre dem risle. Men jeg når slet ikke til nydelsen af rislende vand, jeg fortaber mig i andre detaljer. Lyset mellem træerne, de våde blades forunderlige mosaik og duften af forrådnelse og forfald. Noget fanger mig med sin hvisken. Jeg hører lyden af småt vand, en fin melodi af dråber, der glider fra grene og træer og rammer jordbunden. Og jeg ser slåen. Blåsorte bær af jordisk skønhed så fine og enkle, at jeg helt mister pusten. Det er et syn for guder, ikke dæmoner. Og budskabet står mig klart.
Midt i bankerne får jeg samling på mig selv. Jeg er gået ind i en anden slags verden og er kommet ud på den anden side. Det samme er hunden, hun har fundet en magisk fjer og ser både stolt og vigtigt ud. Jeg opdager at jeg smiler. Og hun nikker til mig, jeg ser det tydeligt, vi er begge forandrede og langt mere samlede, mens vi trasker ud af markvejen og videre tilbage mod det sted, hvorfra vi kom.

Det sker i disse dage. Bedst som jeg tror, at jeg befinder mig i et slags tomrum, får jeg dråber af magi og erkendelser foræret. For der findes ingen forhindringer, der ikke har et budskab. Og først når man har fået budskabet, opdager man, at der faktisk slet ikke findes forhindringer.
Alt er et spørgsmål om læring. Op at turde stoppe op, så man kan vågne op. Igen og igen.
 
Tekst og billede, Lene Megan, oktober 2013
og en særlig tak til Keeva hund, som fulgtes med mig og endnu engang var til inspiration og glæde.

6 kommentarer:

  1. Det er det man minst tror, som inspirerer.
    Slåper, jeg tror vi kaller det kriker i Norge. Eller tar jeg feil? Mine besteforeldre hadde et kriketre i hagen, og noen ganger var de virkelig sure. Men når de var kommet til det riktige stadiet, smakte de sødt og sødmefullt.
    For å få inspirasjon, går du noen ganger på biblioteket? Eller ser på kunst? Jeg blir veldig kreativ av å se på andres kunst, og får lyst til med en gang, å lage noe selv. Noen ganger er det borte når jeg kommer hjem.
    Det verste er når jeg har en ide, men jeg skal bare gjøre en masse ting ferdig først, husarbeid, ærend, kjøre og bringe.......så er kreativiteten borte når jeg endelig har tid.

    SvarSlet
    Svar
    1. Slåen hedder de på dansk. Sure, ja, men kan anvendes til blandt andet snaps (hvis man kan lide det, jeg kan ikke! ;)). Bærerne skal faktisk have frost for at kunne anvendes. Slåper på norsk?

      Ja, jeg går ofte på biblioteket, ser på kunst, jeg læser meget og mest af alt bliver jeg inspireret af ord og naturen. Men inspirationen kommer på de mærkeligste tidspunkter og ofte, når jeg giver slip.

      Når man møder kreativitetens krævende favn, da må man straks hengive sig. Smiler. Eller fordamper øjeblikket. Efter husarbejde, ærinder og den slags, så er den sjældent tilbage. Skab tid, rum og mulighed for at overgive dig, ville jeg måske sige. Men jeg er først selv ved at lære det! ;)

      Slet
  2. Tingenes tilstand, budskapet, ble åpenbart for deg da du følte deg helt tom, skriver du. Og kanskje er det slik for de fleste av oss, at når vi føler oss minst mottakelig, minst oppmerksom og lite tilstedeværende, er vårt sinn mest åpent og vårt hjerte mest mottakelig - i forhold til nettopp slikt som kan oppstå i slike øyeblikk du her beskriver.... I alle fall, Lene, din metakognisjon er et viktig aspekt i-og ved det du skriver og formidler til meg som leser bloggen din - alltid. Og det synes jeg er svært lærerikt og givende.

    Takk for at du deler. Jeg tror du er/blir en veldig god coach.

    Ha en fin ny uke.
    Stor klem fra meg til deg

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for dine fine ord og betragtninger, Janna. Det er altid en gave at få en kommentar fra dig! :) Håber din uge bliver fin. Klem.

      Slet
  3. Gåture er altid godt, for det klarer hjernen og giver perspektiv. Hvor var det godt skrevet, Lene. Jeg følte næsten, at jeg var med dig og Keeva hund på tur.... :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Gåture er undervurderede. De er simpelthen geniale! ;)
      Og tak Mia.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.