onsdag den 30. oktober 2013

Et særligt sted


Og natten mødte dagen i en sanselig himmeltango. På et særligt sted.
Måske bor jeg et helt særligt sted? Og det gør jeg jo rent fysisk. Efter vi flyttede ud i huset for enden af markvejen er en del af min helt gamle drøm gået i opfyldelse. Det var noget, jeg så for mig allerede da jeg var en lille pige. En dag ville jeg bo på landet med mand og hunde og så ville jeg skrive. Jeg var forfatter. Det var drømmen i al sin enkelhed. Der var ikke noget, der umiddelbart stod i vejen, det var ren drømmeenergi og noget, jeg troede fuldt og fast på. For jeg så det jo.
Nu, mange hundrede år senere, husker jeg det klare billede og det går op for, at den lille pige havde ret. Det, hun så, var ikke bare en tilfældig drøm, som man jo også kan have som barn. Nej, hun var helt klarsynet og vidste godt, hvad der boede i hjerte og sjæl. Et simpelt liv. En overgivelse til naturen, det kreative, skaberkraften og glæden ved bare at være sig selv. Gøre det, der føltes godt og naturligt og følge hjertet uden at tvivle. Selvfølgelig, sådan gør man da bare, tænkte hun og smilede, mens hun lod fingrene danse på skrivemaskinens magiske bogstaver. Lyden af historier, der fortalte sig selv. Lykke.
Der er løbet meget vand under broen siden dengang. Og jeg skal ikke komme ind på alle forhindringerne og endda de tidspunkter, hvor drømmen var fuldstændig glemt. For nu sidder jeg her jo. I huset på landet sammen med mand og hunde og jeg skriver af hjertets lyst. Eller gør jeg? Pludselig er det som om det at skrive og bare gøre det er forbundet med så mange følelser og historier om mig selv og mit liv, at det faktisk kan være lidt af en overvindelse at gå helt ind. Jeg er ikke længere en lille pige, jeg er faktisk en kvinde, som nærmer sig en vis alder og som med forundring og en smule vemod må se tilbage og opdage, at det har taget noget nær et halvt liv at nå hertil.
Drømme går i opfyldelse. Men det tager tid. Nogle gange lang tid. Og så er det måske ikke helt så ukompliceret, som man bare vidste det var, dengang man var en lille pige fuld af eventyr og fortællerglæde. Eller er det?
Nu er det jo sådan, at jeg tror der er en mening med alting. Dette er min rejse og alt det, jeg har oplevet og opdaget, mærket på min egen krop, følt og været igennem, det er med til at skabe de ord, der kommer vrimlende i dag. Og det gør de faktisk, ordene, når jeg slipper min modstand og alle mine forestillinger om, hvordan det bør være, helt ideelt. Magien kommer, når jeg overgiver mig. Så kigger den lille pige frem fra dybet og smiler underfundigt. Når jeg ser på hende smelter mit hjerte. Kærlighed, det sted, hun kommer fra, er fuld af kærlighed. Men jeg har begravet hende i årelange bunker af alt muligt, jeg ikke længere kan bruge til ret meget andet end at forme de ord og historier, der nu er ved at være temmelig utålmodige og bare vil skrives.
Min meditationspraksis har lært mig noget om disciplin. Den har lært mig at blive siddende, selvom jeg fyldes af både utålmodighed, rastløshed og til tider bliver overdynget af tanker fra et sind, der er ivrigt for at fortælle mig, at jeg er fuld af løgn og at det ikke nytter noget at følge hjertet. Måske er det ikke lige ordene, men der er mange stemmer, som pludselig står i kø for at få ordlyd. Det er selvfølgelig min egen stemme, men jeg kan pludselig høre ekko fra min mor, far, lærere, mennesker jeg mødte, alle sammen stemmer, der sagde, at jeg skulle gøre noget andet end det, jeg egentlig havde lyst til. De taler om fornuft, de taler om at tjene penge, de taler om samvittighed, ja der er ingen grænser for, hvad de kan finde på at sige for at narre mig. Jeg betragter, jeg registrerer tanker, følelser, jeg er med det, der kommer og jeg bliver siddende, men der er tidspunkter, hvor det er oprigtigt svært. Det er som om sindet på et tidspunkt virkelig beslutter sig for at gøre oprør, måske fordi det mærker, at jeg har fået kontakt med noget dybere i mig selv og nu faktisk kan se, at jeg på ingen måde behøver at lade mig forføre og tro på mine tanker. Mine egne tanker.
Tro endelig ikke på alt det, du tænker …
Så står jeg op en morgen og mærker trætheden. Flere lag er skrællet af. Jeg har gået gennem mangfoldige landskaber, besteget små bjerge, krydset floder, broer og rislende vandløb og jeg troede, jeg var på vej mod et slags mål, der ville få alting til at lyse klart og det hele til at falde på plads.  Jeg kigger ud i horisonten, kaffekoppen i hånden, Oktober ved min side, vi sukker, mens vi betragter himlen og ser natten møde morgenen i en sanselig himmeltango. Synet er så smukt, at jeg næsten får tårer i øjnene. Og jeg indser, at jeg i virkeligheden ønsker mig et ganske enkelt liv, hvor jeg ikke er identificeret med alle de roller, jeg har besluttet mig for at tage bolig i. Nu, hvor jeg har løsrevet mig fra koordinator rollen, vil jeg være coach, jeg har uddannet mig til mindfulness instruktør, jeg er medlem af forfatternetværket.  Jeg har deltaget på et prosakursus, jeg har taget to gode moduler af en diplomuddannelse i ledelse, kommunikation og mindfulness, jeg fik en fin eksamen …
Men har det ændret noget?
Oktober ser på mig og smiler, ryster på hovedet, hun ved det godt, hun venter bare på at jeg selv skal indse det. Det, jeg kan og skal, er ikke noget jeg kan gå ud og erhverve i det ydre. Det er noget, jeg er født med. En slags mærkelig gave, der handler om at gå helt ind i naturen og eventyret og gøre noget med det, man møder. Det er som om jeg altid har været gjort af historier og fortællinger, forskellen er bare, at jeg nu ved, at jeg faktisk kan vælge at fortælle de gode historier, skrive og sige dem højt, i stedet for at lade min tanker fortælle mig de lidt mere triste historier om, hvad der er muligt eller ej.

Jeg er jo et meget ærligt menneske. Så hvorfor dog fortælle løgnehistorier?
Hvornår er jeg glad? Sådan for alvor glad og sprudlende? Hvornår føler jeg, at jeg virkelig står i min egen kraft og glæde og bare kan blive ved, fordi det er både spændende, udfordrende, muntert, sørgeligt, sanseligt, dejligt, skønt og forunderligt? Når jeg skriver. Og, må jeg med et saligt suk erkende, det er faktisk ikke helt lige meget, hvor jeg skriver fra.
For der findes et sted, hvor der sidder en lille pige og venter. Et sted fuld af kærlig magi og ord, der aldrig slipper op. Et sted gjort af noget, jeg slet ikke kan forestille mig i tankerne og som jeg ikke på forhånd kan planlægge. Jeg skriver udenom sindet, der findes en hemmelig bagvej og en dør med en nøgle, som sindet aldrig kan få fingrene i.

Nu har jeg indset det. Pigen havde ret. Huset på landet, manden, hundene, naturen og fortællingerne. Men noget er kommet til. Livsvisdom. Noget sker der jo, når man har levet i snart 50 år og har været igennem både det ene og det andet. ’Kom til sagen, synger pigen, nu skal vi samarbejde’,  og jeg får kuldegysning, for jeg har stor lyst til at samarbejde med hende, verdens vidunderligste lille pige med gjort af eventyr og skriveglæde.’ Kom’, siger hun og rækker hånden ud, ’slip nu de sidste hæmninger og overgiv dig fuldstændig til det, der gør dig glad, giver energi og som du jo godt ved, du er temmelig god til. Lad os gå videre, lad os øve os og lege, lad os følge glæden og det eventyr, som er tilgængeligt for alle og enhver, når de lærer, hvordan man kommer ind bag sindet og får åbnet den knirkende dør til det, der også kaldes det magiske rum.’

Oktober ser sig omkring, hun står midt på gulvet i mit arbejdsrum, skriveværkstedet, hun kigger på bøgerne, de farverige malerier, certifikatet, ordene, kortene, farverne … Så nikker hun og smiler varmt til mig med en helt særlig oktober glød.

’Du har dit ydre magiske rum, du har dit indre magiske rum … hvad venter du på?’

Og natten mødte dagen i en sanselig himmeltango. På et særligt sted.
 
 
Billede og tekst, Lene Megan, oktober 2013


4 kommentarer:

  1. I don't understand the text, but all your pictures are so beautiful!

    SvarSlet
  2. "Det, jeg kan og skal, er ikke noget jeg kan gå ud og erhverve i det ydre. Det er noget, jeg er født med. En slags mærkelig gave, der handler om at gå helt ind i naturen og eventyret og gøre noget med det, man møder." Hvor er det skønt, når andre kan formulere det man går og fornemmer. Tror bare jeg henviser til dig, når alle de "velmenende" stemmer dukker op, både udenfor og indeni. ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Smiler. Og du må gerne henvise til mig! ;)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.