lørdag den 5. oktober 2013

Det, der står i vejen



Dagen er for længst stået op, vi har gået tur med hundene, jeg har lavet morgenmeditation og lidt yoga og været i bad. En helt perfekt start på en fin oktober lørdag og en weekend, som står i mindfulness tegn. Jeg skal nemlig lave afsluttende eksamensopgave på min uddannelse til mindfulness practitioner og instruktør. Næste lørdag går det løs, så er det sidste gang. Flere måneders intense rejse er overstået. Men i virkeligheden er den kun lige begyndt.

Jeg har vidst det længe. At der fandtes en anden vej og at jeg selv rummede alle svarene. Hvor svært kan det være? Jo det kan faktisk være en rigtig svær erkendelse at indrømme, at alting ender og begynder med mig selv. Og det handler ikke om egotrip og egoisme, skal jeg hilse at sige. Tværtimod. Det handler om at tage sig selv og sit hjerte alvorligt og finde kærligheden det eneste sted, hvor den findes. I sig selv. Først da er man i stand til virkelig at elske og give fra et sted, hvor der er endeløse ressourcer. Først da er man virkelig i stand til at se sine medmennesker som det, de egentlig er. Smukke og kærlige individer med deres egne udfordringer og deres helt egen vej.

Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt blev beskyldt for at være egocentreret. Det skete her på bloggen, en anonym læser var blevet provokeret af noget i sig selv og bad mig om at løfte blikket og se ud i stedet for at se ind. Det sårede mig på det tidspunkt, for det jeg var i færd med handlede jo i bund og grund om virkelig at kunne se ud. Hvad vedkommende ikke vidste, er, at det man ser derude, kun kan ses, fordi man bærer det i sig selv. Alting derude i virkeligheden er en afspejling af dit eget indre landskab. Så konstant at søge ud for at finde det, hjerte og sjæl længes efter er en rejse, der er dømt til fiasko. Man finder det aldrig. Man foranlediges til at tro det, man kaster al sin energi på noget udenfor sig selv og man overleverer sin personlige kraft til andre. Man mister simpelthen sig selv. Da jeg fik kommentaren, blev jeg ked af det og måtte gå lidt i tænkeboks, men heldigvis talte hjertet til mig med sin stille og kærlige stemme og jeg forstod, at jeg faktisk var på rette vej. Ligegyldigt hvad andre måtte finde på at mene og sige om det.
Når jeg skriver om mig selv og min rejse, er det fordi at det er det eneste, jeg virkelig kan forsøge at udtale mig om. Når jeg skriver om det, der rører sig og berører mig, så er det i håb om, at du kan finde noget at spejle dig i. Noget genkendeligt, subtilt og noget, som vækker genklang og længsel. Lyst til at udforske dit eget landskab og alt det smukke, du går og gemmer på. Mit håb er, at du må finde din egen lykke og din egen vej. Men kun ved at være åben, sårbar og ærlig omkring min egen vej, kan jeg virkelig give noget værdifuldt videre.

Så Megans rejse fortsætter. Forsætter ind i mørke huler, ad snoede veje og op af stolte bjerge. Hun ser morgenlyset danse i horisonten, når hun slår øjnene op og hun smiler underfundigt, når hun får øje på noget smukt derude. Noget, hun kun kan se, fordi hun bærer det i sig. Hun ved, nu, at når man følger hjertet så vælger man hele pakken. Det lyse og det mørke, det lette og det svære. Man møder hadet for at finde kærligheden og man kysser sorgen for at mærke glæden. Og omvendt.

Det handler Megans rejse om. Det handler mit liv om. Og det handler mine skriverier om, for sådan er det bare. Det er det, der er. Det er det, der kommer, når jeg åbner hjertet og træder ind i sårbarhedens landskab. Det er dér, styrken vokser og glæden danser. Mit i alt det svære findes det, der giver mig hjertemod. Og måske er det også sådan for dig?

Det, der står i vejen, er vejen.

Tekst og billede Lene Megan, oktober 2013

1 kommentar:

  1. Kære Lene
    Nogle gange bliver livet svært udfordrende (synes jeg) ofte den seneste tid, eller de seneste år for mit vedkommende. Sidder samme sted igen, gør de samme handlinger og forventer et andet resultat. De fleste områder fungere ganske godt i mit liv, men, det lille men er der. Mit tilbagevendende job "problem". Udfordrende og provokerende at indse det er den bare den forkerte hylde jeg atter er landet på. Igen!..
    Men søde Lene i din blog, dine ord og din rejse finder jeg håb, trøst og støtte. Finder en åbning i at når du kan finde din vej, så må det også lykkes for mig.
    Vil blot takke dig af hjertet for at Du findes, at jeg kan klikke ind, søge lidt i dine indlæg og læse mig op ad det sorte hul. Og finde håb og lys for enden af vejen.
    KH Tina.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.