mandag den 28. oktober 2013

Der stod jeg dybt i efteråret




Jeg mærker en historie et sted på vejen, gemt i de våde blade, dansende på broen i blæsten …
Der stod jeg dybt i efteråret. Vi var kørt til Gavnø, men vi var kommet en postgang for sent. Parken var lukket for sæsonen, det vil sige, den åbner snart for julemarked, men det spiller ingen rolle. For der stod vi og kiggede på en lukket låge. Jeg smilede lidt. Det mindede mig i påfaldende grad om mit eget liv lige nu. Enten er jeg kommet en postgang for sent eller også er jeg lidt for tidligt på den. Tanken var morsom, jeg smilede lidt og vendte mig så om. Fik øje på et smukt gammelt hus på en lille bakke og et stengærde rundt om haven. Under mig knitrede bladene, vinden hylede i træerne og de sidste kastanjer lå som små brune ædelstene mellem blade og vandpytter.

Vi kørte tilbage over broen og parkerede i skovbrynet for at gå tur med hundene. Det var begyndt at regne, men ikke nok til at forhindre os i at forlade bilen og gå ud i vejret. Selv var jeg draget, det var som om jeg kiggede ind i et stort spejl og så mig selv. Jeg måtte lidt tilbage, ud på broen og mærke vinden hive i mig. De våde blade fulgte mig, susede hen over broen og lagde sig til rette kun for at blive blæst op igen.
Fra broen lod jeg blikket følge kystlinjen og bevæge sig helt ud i horisonten. Et øjeblik. Jeg lod det hvile lidt i den disede intethed. Skyerne bevægede sig hurtigt hen over himlen og tegnede himmelmønstre. Vandet skvulpede under broen og bevægede sig frem uden tøven. Naturen har sit eget flow. Sin helt egen måde at være med forandringerne. Træerne græder ikke, når de sidste blade falder for efterårsstormen. De står bare værdigt i sårbarhedens muld og lader nøgenheden tegne forunderlige mønstre mod vinterhimlen. Ikke mere tilbage, ikke flere masker, illusioner og ønsker om, at det skal være anderledes end det er … befriende!

Jeg var et træ på en bro og blev stående. Så kom den tilbage. Hjertesangen.
Egentlig vil jeg bare skrive, sang hjertet, fortælle historier. Egentlig vil jeg bare gå på eventyr i underbevidsthedens land og udforske det, jeg møder. Gøre noget med det, lade det tegne mærkværdige mønstre som andre maler billeder. Egentlig vil jeg bare åbne et slags galleri og en lille café, hvor jeg kan møde mennesker og være mig selv midt i den årstid, det nu er. Tage imod de historier, der kommer og lade de ord danse, der nu vil.

Efteråret purrede op i mit hår og jeg følte mig lykkelig. Og lykken var lunefuld, den varede kun få minutter, men det var nok. Længslen brændte som et indre bål, sukket var ægte og sandheden fortalt.

Kan man have et ordgalleri? Tanken opstod og plantede et slags frø i mig. Har jeg virkelig lyst til at åbne en slags café og et hjertevarmt galleri, hvor man leger med ord eller er det bare en historie om en kvinde, der venter på at blive skrevet?

Tekst og billede, Lene Megan, oktober 2013

8 kommentarer:

  1. Du har en unik evne til å skape magi med dine ord, Lene … Jeg liker også ord, den måten man kan sette små symbol for lyder uten noen egen betydning sammen til magiske uttrykk. Men du eier i sannhet et ordgalleri… og du evner instinktivt å sette navn på det du tenker, å bruke de riktige ordene… I det gamle Østen var dette et viktige og dominerende prinsipp: å kjenne navnet på en ting var det samme som å ha kunnskap om tingen. Da vil jo det bety at du er meget kunnskapsrik, Lene!

    Som sagt, jeg liker også ord. Som mørk og forførende sjokolade kan jeg nyte dem. Og som sjokolade kan de i høyeste grad skape avhengighet - både ordene og bildene vi forbinder med dem. Ord har en kruttsterk påvirkningskraft – provoserende dersom de misoppfattes og gledelige dersom de mottas eller gis riktig. Ja, det kan til og med føles truende dersom ordene glimrer med sitt fravær. Eller behagelig, dersom man er sammen med den rette ...

    Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for dine ord, søde Janna, akkurat i dag trængte jeg dem. Måske var det mit ego, for mit hjerte ved det jo allerede! ;)

      Men ord er fantastiske og det, du skriver er jo så sandt, ord har en fantastisk kraft, de kan heale, skabe glæde, genklang og ligesom du, kan jeg nyde dem som mørk chokolade eller et godt glas rødvin. Og en dag ville jeg utrolig gerne nyde dem med dig + rødvinen og chokoladen! :)

      Klem.

      Slet
  2. Hej Megan!:) Jeg synes, du er efterårstræerne. Og skyerne. Og himmelmønstrene, når de bliver tegnet. Og vandet. Måske er svarene endnu mere inde end ude? Sender inspiration. Hende her, den så fine storyteller, kom forbi tæt ved Roskilde for et par år siden. Det er virkelig ikke hver dag, det sker. Men jeg kunne desværre ikke høre hende - fortælle dejlige historier. Måske kender du hende allerede? Måske er det slet ikke dig!? Men i hvert fald og uanset - gode, livgivende tanker til dig på din vej, fra Laila: http://www.healingstory.com/

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Laila. Tusind tak, for jeg tror du har ret. Når jeg skriver, så bliver jeg træerne, skyerne og himmelmønstrene. Og jeg tror faktisk, at det er en af de søde hemmeligheder ved at skrive og være historiefortæller. Tusind tak for link til healingstory.com, den vil jeg kigge nærmere på og jo, det er faktisk noget af den slags, jeg også "kigger på" i forhold til den vej, jeg går ... og skriver mig frem til! :)

      Tak for inspiration og gode ord.

      Slet
  3. Kære Megan. Tak fordi du forstår. Og fordi du tog i mod min inspiration. Jeg kender faktisk ikke Nancy Mellon fra healingstory. com så godt, men én historiefortæller jeg kender, er meget inspireret af hende. En anden, som bor i Danmark, hvor himmel møder hav, er fine Brita Haugen: http://www.britahaugen.dk/
    Hende har jeg selv gået hos, særlig på hendes jungianske drømmekursus på Vestjyllands Højskole. Det var fantastisk - og svært. VH er i det hele taget et varmt, varmt sted for fortællere og har været det siden tidernes morgen.
    Men - jeg har det ambivalent med at sende den her inspiration til dig, fordi, når jeg læser dine fine historier - og også generelt - så sprudler mine syn og idéer fra en stor magisk værktøjskasse! Og tråde fra musik, naturen, fortid og fremtid, alt muligt blandes og skaber nye synteser. Jeg må sætte mig hårdt på den kasse eller skrive selv. For jeg ved, det kan være svært at give andre inspiration eller råde. Mennesker finder selv deres veje. Og dét er det smukke. Livet taler til dem. Og kun nogle gange taler det gennem os - til hinanden.
    Kære Megan - jeg ønsker dig gode vinde på din vej i dag. Fra Laila.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Laila. Og jeg har selv en stor magisk værktøjskasse, som jeg bruger og som inspirerer mig. Naturen, musikken, mit liv og min visdom. Uddannelser, viden, men mest af alt noget subtilt og næsten udefinerbart. Men jeg bliver bestemt også inspireret af kommentarer og andres ord. Så det er fint og dejligt, når vi kan dele og give videre og inspirere hinanden. Tak for det! :)

      Og god vind til dig på din vej i dag. :) Har du mon selv en blog eller steder, du skriver?

      Slet
  4. Hov. Teksten forsvandt. Prøver igen: Nej, det har jeg ikke. Sådan er livet ikke for mig lige nu.
    Og selv tak, Megan.Tror på det udefinerbare. Bliver jo så berørt af din verden. Det føles lidt som at sidde i en korngul mark. En sensommermorgen. Med en kop rygende sort kaffe. Når tågen langsomt letter. Det er dér, livet begynder...
    Igen, tak:) Alt for nu. Laila

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Laila, det glæder mig. Skønt at du giver mig den slags kommentarer. Det udefinerbare er ... udefinerbart. Og vidunderligt! :)
      God aften til dig. Og selv tak.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.