mandag den 23. september 2013

Tid til mørkning




Jævndøgn. Metrologen tog den alvorlige mine på. Endelig var han i fjernsynet, hans tid var kommet. Og heldig var han som havde fået en lille sensation at præsentere. En vejrmæssig en af slagsne. Selvfølgelig. Efterårsjævndøgn. En milepæl mellem sommer og vinter, en slags usynlig grænse som passeres og så er det alvor. Det er den tid på året. Mørketid. Natten æder af dagen og den bliver aldrig mæt. Helt frem til sidst i december spiser den af de lyse timer og gør det uden at blinke.
Fra nu af går det bare ned af bakke. Ordene var metrologens. Hans blik hvilede et kort sekund på mit og alvoren stod malet i hans ansigt. Uden at tøve berettede han, at dagene nu bare bliver kortere og kortere og af tonen at dømme, er det ikke noget at se frem til. Kortere dage. Mere mørke.

Jeg blev faktisk lidt ærgerlig. For noget i mig kan godt lide denne tid på året. Ja, noget i mig protesterer i det hele taget, når vi har travlt med at dømme vind og vejr og gøre det til et problem. Glemmer vi, at vi selv er både vind og vejr, en del af det hele? At vi kan mærke, som dagene bliver kortere, at vi har brug for mere hvile, mere indetid og måske mere tid til os selv. Bare os. Og stilhed. Måske.
Jeg vil fejre denne dag, tænkte jeg og lavede mig en god kop te og blev siddende lidt i tusmørket, da jeg havde slukket for fjernsynet. Billedet af metrologen med de dystre ord om mørkets kommen dansede forbi og rundt i stuerne. Så forduftede de.  Og mærkeligt nok føltes det ikke som en sorg, det føltes faktisk helt naturligt. Og jeg kunne mærke en lille træthed, en lyst til at følge med mørket ind i andre landskaber og udforske dem. Fra et sted i mig selv, et sted, som har trang og brug for at være lidt mere afdæmpet, nu, hvor lyset synker i horisonten.

Jeg løftede min tekop og skålede med mig selv og mørket. Kom bare, sagde en stemme i mig, det er ikke farligt. Og så huskede jeg på noget, jeg før har skrevet om. Før i tiden, i det vi kalder gamle dage, havde man en helt anden livsrytme. Man fulgtes med årstiderne. Og når denne tid på året kom, overgav man sig til det, der var og levede i overensstemmelse med den langsommere rytme.
I går dukkede der i øvrigt et nyhedsbrev op i min indbakke. Det var fra Doreen, som er naturvejleder og mindfulness instruktør. Jeg kender Doreen fra et iværksætterkursus, jeg deltog i tidligere på året. I nyhedsbrevet skriver Doreen om jævndøgn og om at blive ven med mørket. Og om dengang, hvor man holdt mørkning sammen.

Når skumringen kom og dagslyset sagde farvel, sad man stille og lod sig fragte ind i mørket. Man lod simpelthen mørket indhylle sig, inden man tændte lyset og gik i gang med det, der hørte aftenen til. Det var tid til eftertanke, kontemplation eller måske bare en stund i stilhed. En slags tusmørkemeditation. Da jeg blev mindet om mørkning, besluttede jeg mig prompte for at indføre det i min egen dagligdag. Det en smuk og helt naturlig lille ceremoni. En slags hyldest til overgangen, mørket og de steder i os selv, hvor vi måske tøver med at komme. En forståelse af, at alting har sin tid og at vi mennesker også har vores. En tid til lys og en tid til mørke.
Besøg Doreen og Mind4Nature her, hvis du har lyst til at lære mere om naturen, mindfulness og i det hele taget.  Måske har du også fået lyst til at holde mørkning? Jeg kan i øvrigt anbefale at slukke al elektroniske udstyr, når man virkelig skal holde aften. Ja. Simpelthen slukke mobilen helt og måske endda for fjernsyn og radio. Sidde stille ved lampens skær og læse eller bare være. Nyde at krop og sind helt naturligt falder til ro og bliver klar til nattens kommen. Det giver en bedre og mere rolig søvn. Og det har også andre gode bivirkninger.
Da jeg vandrede over markerne med hundene i morges, hørte vi lyden af gæs i det fjerne. Snart fløj de over vores hoveder med deres mægtige vingeslag og karakteristiske lyd. Et øjebliks skønhedsberuselse kom over mig. Efterår. Jævndøgn. De ved det, fuglene, nu flyver de mod syd. Følges med hinanden og årstiden som det naturligste på jorden. Og i himlen.

Tekst og billede, Lene Megan, september 2013

2 kommentarer:

  1. Hej!
    Første gang forbi din blog. Bliver nok ikke sidste. Du skriver varmt og levende, og jeg genkender dine følelser...
    Tak for det lille indblik!
    Kh Maria

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Maria
      Tusind tak for dine ord og dit besøg. Du skal være hjertelig velkommen igen! :)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.