søndag den 22. september 2013

Thoreau og en gul hund


Tiden er som det vandløb jeg fisker i. Jeg drikker af den, men mens jeg drikker, ser jeg sandbunden og opdager, hvor lavvandet der er. Vandløbets overfladiske strøm glider forbi, men evigheden står tilbage. Jeg ønsker at drikke dybere, fiske i himlen hvis brønd er overstrøet med stjernes småsten.
- Thoreau – Walden -
Det er efterår nu. Farverne har lagt sig til rette og træerne ændrer karakter. Bladene falmer og falder til jorden, når vinden rusker. Løvfald. Jeg gik gennem eftermiddagen, rundt om søen, og så det ske. Som om jeg blev fragtet ind i et øjeblik af fuld opmærksomhed. Jeg husker på åndedrættet nu, den mulighed jeg har for at forbinde mig. Med min krop, sjæl og med det, der er omkring mig. Rodfæstet som træerne, jeg passerede langs med søen. Åndedrættet. Livet.
Nu tales og skrives der om efterår og mørket, der dukker op. Dagene bliver kortere og trætheden melder sig. Vi tænder lys og koger suppe. Og glæder os over de dage, hvor sommeren et kort øjeblik kommer tilbage og kysser os farvel. Solstrejf. Blidt og alligevel en anelse hårdere. Tørre læber og et udvisket minde. Det næste skridt og den er forbi. Sommeren. Vi tager afsked med det sted i os selv, hvor vi har lært at hvile og hvor vi til dels tør være. Med det, der er. Så byder livet på nye årstider og andre indre landskaber.
Jeg mødte mig selv i efteråret dér ved søen. Forstod at jeg blot skal tage det næste skridt for at være på vej, men aldrig længere end det nu, hvor livet bor. Det betager mig og rører mig dybt. Det er en del af min uddannelse, men det er også et dybere valg. En lyst til at lære at leve og være med det, der er, fordi det i virkeligheden er det, jeg altid har søgt og længtes efter. Det er en befrielse at opdage, at der i grunden ikke findes andet. For i den erkendelse findes alt.
Landskabet er præget af livets udfoldelse og alt det, det mødte på sin vej. Stormene. Tørken. De mægtige regnskyl og månens vej gennem sin cyklus. Tidevandet. Glæder og sorger, kærlighed og had. Modsætninger og kontraster, der på forunderlig vis komplementerer hinanden og tegner de fine linjer i det, der kaldes et liv. Så kort. Og dog så intens som en evighed, hvis vi kan lære at være fuldt til stede ,når nuets øjeblikke folder sig ud.
Hunden, jeg fulgtes med, er 14 år. Og hun havde fart på i går, det var faktisk hendes ide, at vi skulle tage på tur. Bedst som jeg sad i lænestolen med min bog, indstillet på at lade mig opsluge af ord og sætninger, gjorde hun opmærksom på sig selv og den længsel, jeg så malet i hendes blik. Og jeg forstod, at jeg skulle lytte til hende og rejse mig fra lænestolen. Vi kørte i skoven, vi vandrede langs søen og jeg talte med hende, selvom hun ikke kan høre noget mere. Det betyder ikke noget, vi har for længst lært at kommunikere uden ord. Som hvalp lærte hun mig alt om signaler og kropssprog, fordi hun er signalfølsom og havde udfordringer med mennesker, som ikke kendte til dette hemmelige sprog. Så jeg lærte det. For at kunne tale med hende og for at vise andre, hvordan man skulle gøre, hvis man ville være ven med min gule skønhed. Vi så solen danse over søen, vi så de dybe kølige skygger og betragtede skyerne, som sejlede over himlen. Hun spiste grønne blade af en busk og jeg så på løvfald. Farvestrålende blade i græsset, gule, røde og brune.
Det næste skridt og den var forbi. Sommeren. Vi forlod skoven og parken via en låge og gik gennem efteråret ud til bilen. Købte æbler. Kørte hjem.
Hunden, jeg fulgtes med, er 14 år. Og hun er en sand læremester på min rejse ind i mindfulness og det, der ligger bag. Noget af det, som også Thoreau skrev om i 1845. Den højeste kunst er at påvirke dagens kvalitet, sagde han og det er blevet mit motto.
For der findes kun i dag. Vi har kun lige nu.
Tekst Lene Megan, September 2013
 
Billedet er lånt hos Susan Cohan Gardens

2 kommentarer:

  1. Dejligt at høre om jeres kommunikation :) Det lyder som en skøn tur i skoven i havde - dig og dine gule sol Josie ;) rigtig god søndag til jer. knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak, håber I havde en dejlig søndag! :) Knus.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.