tirsdag den 10. september 2013

Om flyvende datoer og stilhed




’Lykken bor i øjeblikket. Den vågner med lyset og danser sin morgendans. Og det ser nogenlunde sådan her ud’ … Hun laver piruetter og hvirvler rundt på gulvet.  Så snubler hun i min yogamåtte, foran skrivebordet og falder ligeså lang hun er. 30 dage. Alle dagene ligger nu hulter til bulter på gulvet i mit skriveværksted. September er spredt for alle vinde. Latteren buldrer som vinden derude, hun rejser sig og vifter med nummer 10.
Jeg falder i staver, mens jeg tænker på, hvad der dog ville ske, hvis alle dagene fløj ud af vinduet og blev båret med af vinden. Hvor ville de flyve hen? Og ville September forsvinde med dem eller er hun mere end sine dage? Spørgsmålene gør mig ør, men jeg er også lidt træt i dag. Og det gør det ikke bedre, at September er i det hjørne. Siddende på min meditationspude med dag nummer 10 i hånden. Hun studerer den nøje som havde hun fundet en sjælden skat.

’Jamen, det har jeg skam også’, udbryder hun, tankelæser som hun jo er. ’Alle dage er små skatte. Hvert eneste øjeblik rummer en gave, hvis man blot tør tage imod. Og de fleste har ikke tid, nej jeg ved det godt.’ Hun sukker højlydt. ’Mennesker har altid så travlt. Men hvad nu hvis alle dagene fløj ud af vinduet og blev taget af vinden? Borte med blæsten i en helt ny udgave. Hvad nu hvis viserne blev revet af urene og alle de digitale cifre holdt op med at lyse? Hvis den tikkende lyd af travlhed blev helt stille?’
Jeg ryster på hovedet, hvor skulle jeg dog vide det fra? Jeg har nok at gøre med at rumme min egen stilhed. Den kostbare rubin, jeg forsigtigt bærer med mig, den har det med at blive borte. Jeg må hele tiden vende tilbage og finde den igen. Sætte mig og trække vejret dybt, inderligt og puste ud igen. Give slip. Beslutte mig for, at jeg vil finde tilbage til stilheden. Det sted i mig, hvor alting ender og begynder. Og hvor jeg slet ikke behøver at anstrenge mig for at opnå noget. Det kommer simpelthen svævende gennem stille toner. Når jeg er stille og giver slip.

’Giv slip, ja selvfølgelig’. Hun kaster datoen op i luften og vi betragter den, mens den kunstfærdigt svæver gennem rummet, inden den lander blandt de andre datoer. September. Hvem er hun uden sine dage? Og hvem er jeg uden mine tanker og følelser? Jeg spørger bare.
Jeg falder i staver, mens jeg tænker på, hvad der findes bag det hele. Hvem er det, der skriver dette? For det er hverken mine tanker eller mine følelser. Det er noget andet, noget dybere og intuitivt. Der er noget, som vil fortælles og det kan ikke fortænkes på forhånd. Det kan blot mærkes som en stille hvisken.

Hvis jeg er stille nok. Og giver slip.

Tekst og billede, Lene, Megan og September 2013

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.