lørdag den 21. september 2013

Min lade er brændt




Det er en beslutning. Et valg. Fra det øjeblik jeg slår øjnene op og mærker det første strejf af morgen. Disen, som jeg fornemmer gennem det åbne vindue. Den bløde friske septemberluft med en anelse skarphed. Sove videre eller lade sig fragte ind i dagen. Blive liggende lidt og mærke efter. Kroppen er stadig øm efter torsdagens yoga. Glæden er stadig intakt efter øvelserne, der viste os, hvor den bor. Glæden. En beslutning. Et valg. I dag er en god dag. Mærke efter, acceptere. Lytte til den første sang fra den nye dag.
Du er stadig på rejse, kan jeg læse. Sådan skrev en ven til mig efter hun havde læst min blog. Jeg tog ordene ind uden at synke. Smagte lidt på dem, lod dem bundfælde sig. Og jeg forstod, at det er sådan, det er. Jeg er stadig på rejse og det vil jeg altid være. Altid på vej men alligevel ankommet. Jeg har ingen steder at gå hen, for jeg er lige dér, hvor jeg skal være. Jeg har ikke noget at nå. Alt er perfekt i nuet og der findes i virkeligheden ikke andre steder, hvor vi har noget at gøre.

Men livet er en rejse, en træning i at suge det bedste ud af de øjeblikke, der præsenterer sig i ukendt rækkefølge. Måske er der en dybere mening med det hele, jeg begynder at tro det. Men det er jo også et valg, en beslutning om at tro på lige netop det. Majbritte Ulrikkeholm har sagt, at hun har valgt at tro på det, der giver mest eventyr til hendes liv. Og det samme har jeg. Jeg har valgt at resten af mit liv skal være en god rejse, hvor jeg lærer mens jeg lever. Hvor jeg forholder mig åben, nysgerrig og gør noget med det, jeg finder på min vej. Skriver ord. Laver historier. Og giver det bedste videre. Lader det strømme igennem mig som en brusende elv. Vandet. Viden. Visdom. Liv.
Hvad vælger du at tro på? Og har du opdaget, at det ofte bliver lige netop sådan, som vi tænker? Det er da foruroligende og befriende på samme tid. Man træffer et valg. Man går sin vej. Og livet giver en lige nøjagtigt de lektioner, man har brug for at det skal blive sandheden. Det man tror på.

Det er en beslutning. Et valg. Fra det øjeblik jeg vågner og langsomt åbner mine øjne til jeg igen lægger mig ned for at lade nattesøvnen overtage. Hvordan møder jeg verden? Hvad gør jeg med det, der præsenterer sig? Og kender jeg den dybere mening med det, jeg ønsker at opnå. Vi har travlt med at sætte os gode mål og forsøge at nå dem. Det er der ikke noget galt i, tværtimod, men hvis vi ikke forstår den bagvedliggende motivation og det dybere formål, så er målet blot endnu en milepæl. Et glas champagne og siden et tomt glas. Berusende bobler, der mister deres intensitet. En slags subtil skuffelse, fordi målet alligevel ikke helt var det, vi drømte om.
Jeg mærker månen. Jeg lytter til stjernerne og går min vej gennem morgendisen. Følges med fuglene og forstår, at livet kun findes i netop dette sekund. Og så det næste. Hvert skridt er en milepæl og hver dag er et mål i sig selv.


Eftersom min lade
er brændt ned
kan jeg nu se månen
(Zenbuddhistisk digt i haikuform)
 
Tekst og billede, Lene Megan, september 2013

4 kommentarer:

  1. Jeg har også kommet dithen. At jeg forstår at livet ikke handler om å komme i mål, å ende en plass. Det handler derimot om å være på reise, om å favne alt som kommer og ta de steg man må ta.
    Aksepterer man at man er på reise, at man skal lære noe hver dag, får man kanskje også en slags ro? Klarer vi å slutte å se for oss hvordan livet skal bli om tre år eller fem år, vil vi kanskje se det vakre i akkurat DENNE dagen?
    Det tror jeg.
    Og jeg har for lengst forstått at hvis jeg skulle ende et sted, ville det ikke ta lang tid før jeg lurte på hvor lengselen var blitt av. For den, har jeg akseptert, er en viktig del av meg.
    Takk for at du delte. Det er så godt å komme "inn" til deg. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for dine ord, kære ven. En fin konklusion på det, jeg også har erkendt. ;)

      Slet
  2. Det sies at det er ikke målet som er målet, men veien dit, som teller.
    Jeg snakket med en kunde i går, en kunstner, som fortalte meg at hun jobbet som proff kunstner i mange år, men som måtte stoppe da barn og familieliv krevde sitt. Senere ble hun syk.....hun ante ikke hvorfor. Helt til hun fant ut av at hun var syk fordi hun manglet noe. Ikke vitaminer, nei, men det å være kreativ.
    Nå lever hun av kunsten igjen, og er profesjonell med store utstillinger. Hun sier for henne er de etmeningsfyllt arbeid, noe hun bare MÅ gjøre.
    Og det minner om deg. Du bare gjør dette, fordi du må, fordi sjelen krever det. Så har du det godt med deg selv.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har ret, kære Sylvia. Det er faktisk sådan, det er. På et tidspunkt beskrev jeg det sådan, at vejen valgte mig. Og når jeg vælger den går alting op i en højere enhed! :)

      Og tak for historien om din kunde, kunstneren, som bare må udøve sin kunst for at føle sig hel og lykkelig.

      Det sjælen kræver, det sjælen vil ... dér findes lykken. Tror jeg.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.