lørdag den 14. september 2013

Kun den dag gryr




Jeg mærkede det, da jeg åbnede øjnene. Mine tanker var et andet sted, båret af den drøm, jeg havde haft og som fyldte hele min krop og mit sind. Og det var en god drøm, foranlediget af noget, som skete i går. Ganske uventet. Drømmen fulgte med mig ind i dagen, den tidlige morgen. Jeg kunne ikke længere se den, men jeg mærkede den stadig og tankerne tog over. Jeg begyndte at planlægge, forestille mig, reflektere og så … Tilbage til nuet sagde den stille stemme i mig. Tilbage til dette øjeblik. Det, der nu fylder så meget, skal du give slip på.
Og det gjorde jeg. Jeg lod det svæve ud i den tidlige morgen, mens jeg trak vejret dybt og bragte min opmærksomhed tilbage til nuets øjeblik. Jeg mærkede søvnens favntag og gled lidt tilbage. Stunden mellem nat og dag, de første tegn, den mælkehvide tåge og den skarpe morgenluft. Det åbne vindue, stilheden og noget derude, som ikke var helt så stille. For dagen var vågnet. En fugl gjorde væsen af sig, et insekt summede i vindueskarmen, kæresten rørte på sig ved siden af. Lydene tog til og stilheden forsvandt. Forsigtigt. Men så mærkede jeg noget nyt. Den forsvandt ikke ud, stilheden, den gled ligesom indad. Og uden ord lovede den mig, at den altid vil være tilgængelig og at jeg aldrig mere behøver at lede efter den andre steder end lige her. Inde i mig selv.

Det er en gave at opdage nuet. At forstå at vi aldrig kan være andre steder end dér, hvor vi er. Lige meget hvor du går hen, er du der, siger Jon Kabat-Zinn. Og det er sandt. Eller som Thoreau har så poetisk har sagt det: Kun den dag gryr, som vi vågner op til.
Og jeg er vågnet op til en smuk morgen. September svøbt i tågedis, mælkehvid uigennemsigtighed så sart at kun et kærligt øje kan få øje på den. En dag, der er åben og fuld af øjeblikke. Livet udfolder sig i en række af nuer og hvis jeg tager på tur med tankerne, hvad enten jeg fragtes tilbage eller bevæger mig i fremtiden, så går jeg glip af det. Livet.

Og hvem vil dog gå glip af livet? Det liv, der findes lige her. I dette øjeblik. Kaffen og mælkeskummet. Mine fingre mod tastaturet, en stille hvisken af noget særligt og så porøst, at et øjebliks uopmærksomhed kan få det til at briste. Jeg koncentrerer mig, drikker forsigtigt af kruset, følger dets linjer med læberne, smager, sanser og er. Lige her.
Kun den dag gryr, som vi vågner op til. Og jeg er vågen lige nu.

Tekst og billede, Lene Megan, september 2013

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.