onsdag den 18. september 2013

Flitsbuesvar




Vi prøver os frem. September forsøger at tale med vejret, men de har ikke samme sprog. Påstår hun. Jeg er holdt op med at forsøge. Jeg accepterer det, som det er. Vejret. Selvom såningen trækker ud og det dermed også påvirker vores planer om en tur til Sverige næste weekend. Vi ved ikke. Endnu.
Og det her med ikke at vide. Det synes at være et tema i mit liv lige nu. Jeg holder vejret, men kommer så i tanke om, at jeg jo øver mig på at lade min vejrtrækning være en trofast allieret. Den er min forbindelse til selve livet. Det liv, hvor benene er solidt plantet på jorden og hvor jeg virkelig mærker efter. Det liv, hvor jeg tør gå lidt længere og hvor hjertet er trygt i forhold til den venten, der nødvendigvis må være. For ting tager tid.

De mange løse ender. De utallige puslespilsbrikker, der ligger spredt ud på gulvet. Utålmodigheden, der danser i morgendisen, men som jeg blot betragter og lader være. Jeg handler ikke længere på den. For det handler nemlig sjældent om bare at handle.
’Tør du stole på den naturlige rytme?’ September opgiver sit forehavende og kommer ind fra altanen. Smækker døren efter sig og griber efter kaffen. Den smager hende, det kan jeg se, den måde hun drikker langsomt på og kniber øjnene lidt i for at intensivere smagsindtrykket, nydelsen står malet i hendes ansigt. Men hun har ikke glemt sit spørgsmål, nu stiller hun koppen fra sig og ser på mig. Afventende. Tålmodig. Hun forstår, at nogle svar kræver eftertanke. De skal ikke bare skydes ud i æteren som en kugle fra et maskingevær. De er nærmere en slags pil spændt i en flitsbue. Den helt rigtige modstand, trækket, langsomheden. De kræver præcision. For de svar kommer fra et helt andet sted end den øverste etage.

Jeg nikker. Så smiler jeg. Flitsbuesvar. Jeg kan godt lide ordet. Tager det i munden og lader det smelte langsomt på tungen. Mærker efter, hvordan føles det i kroppen, hvad sker der lige nu? Smilet vokser, jo den er god nok, det føles godt. Flitsbuesvaret. Jeg sigter med anstændig ro og slipper så pilen.
’Ja’, hører jeg mig selv sige, ’jeg stoler på at livet vil mig det godt. Jeg ved, at ting tager tid og at der findes en naturlig rytme for alting. En rytme, som er langsommere end vi mennesker er trygge ved. En rytme, som kræver, at vi væbner os med tålmodighed og lader Universet gøre sit. Spørgsmål sendes ud, men svarene udebliver. Eller gør de? Måske dukker svaret op flere dage eller uger efter, vi stillede spørgsmål, men på det tidspunkt har vi for længst mistet tålmodigheden og opgivet at vente, så vi hører ikke, når det kommer. Svaret. Sagte dukker det op som en fisk fra dybet og søger mod overfladen og lyset. Det bobler. Det er ofte blot en antydning og det kræver, at man lytter og mærker efter.

September nikker. ’Godt så! Det betyder i så fald, at vi ikke har mere travlt, end vi selv vælger at have det. I dag. Og at tålmodighed og tid også er et valg. For når vi standser lidt op og mærker efter, forstår vi, at vi overser mange tegn og signaler fra et smukt sted i os selv, fordi vi har så travlt med at handle og gøre. Det kan være direkte ubehageligt at læne sig ind i stilheden og mærke … ingenting. Men ingenting er alting!’ Hendes blik søger mit. Jeg nikker.

Puslespilsbrikker strøet over gulvet som perlesukker. Røde tråde viklet ind i hinanden og ingen kluddermor til at rede dem igen. Spørgsmål, der stilles og som vækker dyb refleksion. Og som kræver flitsbuesvar.
 
Billedet af jagtgudinden Diana har jeg lånt på Wikipedia. Teksten er min. Og Septembers. 2013.

3 kommentarer:

  1. Kære Megan. Tak. Havde sådan brug for lige dine ord i dag. Det om rytmen. Følger din blog tit. Ønsker dig det allerbedste på din vej!:)
    Laila.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Laila. Det er jeg glad for at høre. Dejligt at du lægger en besked. Du er altid meget velkommen til at give dit besyv med, kommentarer inspirerer ofte til nye funderinger og skriverier. Så tak for det. Ønsker dig en dejlig dag! :)

      Slet
  2. Tusinde tak endnu engang for dine ord. Og tak i lige måde - hav en en dejlig dag, dig og september!:) Laila

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.