onsdag den 25. september 2013

Du er værdig




Det var vist det, jeg gjorde for et par år siden. Besluttede mig for at der findes en anden vej. Jeg var kommet til et vejkryds og jeg vidste ikke, hvilken vej jeg skulle gå. Jeg blev stående lidt og mærkede efter og svaret kom. Jeg ville følge mit hjerte.
Flere år og mange tusind ord senere. Her står jeg nu med fødderne solidt plantet i nuet, men jeg vælger bevidst at vende mig om og se lidt tilbage. Jeg ser en kvinde ved et vejkryds. Jeg ser forvirringen malet i hendes ansigt, men samtidig kan jeg se på hendes kropsholdning og det, hun udstråler, at hun har truffet en slags beslutning. Hun begynder at gå. Langsomt og søgende. Og hun holder noget dyrbart i hånden, som hun først for nyligt har forstået er en af hendes kernestyrker. Nysgerrighed. Hun ønsker at vide om hjertet har ret, når det synger sange om en anderledes måde at leve livet på. En anden måde at være i livet på. Hun ønsker at mærke det helt tæt på, livet, og ikke som noget, hun stræber efter et sted ude i fremtiden.

Hvem er jeg? Det var det allerførste spørgsmål hun stillede sig selv og det gjorde hun som ganske lille. Selv nu giver formuleringen hendes kuldegysning. Måske fordi hun med spørgsmålet bliver fragtet helt tilbage til sin barndom og igen møder den lille pige med nysgerrighed og livslyst intakt. Hun ser et blik der stråler af eventyr og mod på at udforske. Pigen står i en åben dør, hvor lyset strømmer ud. En dør, der siden skal lukkes og boltres fast med syvtommersøm og en kæmpemæssig hængelås, hvor en rusten nøgle drejes. En nøgle, som forsvinder. Nogen kaster den bort. Hun husker ikke hvem og det er også ligegyldigt. Faktum er, at hun ikke længere står i døren. Hun er nu ude på den anden side, i verden, og dér hun lærer efterhånden, at der ikke findes eventyr.
På et tidspunkt holder hun op med at stille spørgsmålet. Hvem er jeg? Det gør for ondt, det er for stort og hun kender ikke svaret. Spørgsmålet giver genlyd og som et ekko fylder det universet. Det bliver for meget for pigen, som vokser op og tilpasser sig. Hun går vejen, den, der præsenterer sig, når hun lytter til de formanende stemmer fra dem, der ved bedre. På et tidspunkt taber hun muligvis også værdigheden, men det opdager hun slet ikke. Lidt forstenet er man vel altid?

Da jeg læste i bogen af Jon Kabat-Zinn kom jeg til et afsnit om værdighed og den unge pige dukkede op igen. Dér stod hun og ventede spørgende. Jeg smilede til hende og gav hende et kram. Så rakte jeg hende det, jeg pludselig havde fundet. Værdigheden. Den tabte værdighed. Og smilet på hendes læber sagde alt. Tak. Ansigtet slappede af, skuldrene sænkede sig og resten af kroppen rettede sig ubesværet ind.

Hvilket minder mig om meditation. Når vi sætter os for at meditere, taler stillingen til os. For hvis vi fortæller os selv at vi er værdige, sker det næsten automatisk. Vi vokser ligesom. Vi retter ryggen, hoved og hals og vi sidder stolte som konger og dronninger. I meditation.

Måske har vi blot fra tid til anden brug for en lille påmindelse om, at vi allerede besidder værdighed, har gjort os fortjent, er værdifulde. Undertiden kan vi ikke mærke det på grund af sårene og arrene fra fortiden eller på grund af usikkerhed over for fremtiden. Det er tvivlsomt om vi helt af os selv er kommet til at føle os uværdige. Vi fik hjælp til at føle os uværdige. Vi lærte det på tusind måder, da vi var små og vi lærte lektien godt. (Jon Kabat-Zinn).
Måske har du også lyst til at forsøge? Prøv at sidde med værdighed i et minut.  Og læg mærke til hvordan du har det. Prøv at stå med værdighed. Hvor er skuldrene? Hvordan holder du rygsøjlen og hovedet og hvad vil det sige at gå med værdighed? Hvordan føles det at bade i værdighed?

Konklusionen? Jo nu skal der høre, der findes en anden vej. En værdig vej. For du er værdig!

Tekst Lene Megan, september 2013
 
Tak til Jon Kabat-Zinn og Steve Jobs for inspiration. Og tak til den lille pige, som vidste alt om hvad hjertet begærer. 

7 kommentarer:

  1. Så gode ord. Verdighet. Ja, vi er verdige. Og hvorfor er det så vanskelig å si disse ordene til oss selv? Ved å velge hjerteveien og ta seg selv på alvor, tar man også sin egen verdighet på alvor.

    Gode ord på en onsdags morgen. Takk, Lene.

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak. Du har ret, når man vælger hjertevejen, finder man sin værdighed et sted på den! :)

      Slet
  2. Tænker så tit på musik, når jeg læser dine tekster. ´Pärlor av glas´af Lisa Ekdahl, denne gang. Det med at gå vores veje, at være kraftfulde kvinder. Skrøbelige. Og medsøstre. Om at være her fra den vilde nordiske natur. Som forener os.
    Lykke til på din vej, Megan.
    Fra Laila

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for dine ord, Laila. Sjovt nok har jeg det lidt som at "lave musik" når jeg skriver. Nogle gange :) Jeg vil høre sangen du nævner. Tak for det.

      Og lykke til på din vej :)

      Slet
  3. Tænker så tit på musik, når jeg læser dine tekster. ´Pärlor av glas´af Lisa Ekdahl, denne gang. Det med at gå vores veje, at være kraftfulde kvinder. Skrøbelige. Og medsøstre. Om at være her fra den vilde nordiske natur. Som forener os.
    Lykke til på din vej, Megan.
    Fra Laila

    SvarSlet
  4. Hov, noget er galt med min computer. Den sender mange gange. Undskylder for det. Musiknummeret hedder: ´Där ser du själv hur högt du når´. Pärlor av glas er navnet på cd´en. Fra Laila

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt i orden! Og tak for titlen, vil straks høre den!

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.