fredag den 20. september 2013

Det dæmrer nu




Husker du at gøre status for ugen som gik? Husker du at samle de gode øjeblikke som perler på en snor? Eller måske på små sedler, som du lægger i dit helt eget lykkeglas?
September og jeg har lavet en aftale. Hver fredag inden fyraften og weekend minder vi hinanden om de guldstunder, vi har haft i den forgangne uge. Sammen og hver for sig. Vi trækker det frem, som gjorde os godt og hvor vi satte god energi ind på kontoen.  Så sidder vi og betragter de små øjeblikke og opdager, at de slet ikke er så små endda.

Lykken er en dans mellem linjerne. Den er regnbuen, når solen kigger frem efter endnu en byge. Den er de fine tråde i edderkoppespindet, som træder frem i morgendisen. Malet mod solen som uendelige tråde af glæde. Lette at glemme og overse, men så … Når man standser op og bare er. Giver sig tid. Indstiller blikket og trækker vejret dybt. Så dæmrer det. For den findes overalt, lykken.  Subtil og fin som sommerfuglevinger, sårbar og dog stærk.
Den ydre verden er et spejl, der viser dig dit eget indre landskab. Det, du ser af skønhed og fine ting, kan du kun se, fordi du rummer det selv.  Og glæden bor i virkeligheden et fint sted indeni dig. Ja, det er sandt. Den glæde, der kan synes så flygtig og skrøbelig i sin sårbarhed, er altid til stede. Den færdes med dig, hvor end du går og står. Den venter blot på, at du skal åbne døren og komme ind. Glæden. Og den er slet ikke afhængig af, hvad andre siger og gør. Eller af vejret.

Det kan være svært at fatte og forstå. At vi hver især er vores egen kærlighed og vores egen glæde. Vi har alt det, vi skal bruge og rummer alt det, vi leder efter. Det dæmrer for mig i den tidlige morgen, når disen danser og dugger ligger tungt over mark og eng. Jeg forstår det, når jeg kigger op fra min hektiske tasten på bogstaverne og når jeg indser, at jeg selv vælger min musik. Og mine ord.
Vind, vejr og væren.
Jeg er min egen skaber og min egen lykkes smed.
La la la …


September synger, mens hun serverer kaffe og vi hiver sedlerne frem. Dem, hvor vi skrev de små glæder på. Vi betragter dem, mens de falder som sne over skrivebordet og lander uden lyd. Vi smiler og bliver kåde, kaster dem op i luften endnu engang, ser dem falde, mens det går op for os at vi faktisk spreder glæde. Sedler. Ord. En seddel falder ned i min kaffekop. Et kort øjeblik mærker jeg irritationen, men så bobler latteren og jeg fisker sedlen op.  Kaffen drypper ned på gulvet og skriver med dråber. To bogstaver, et ord.
Jeg indser, at de brunlige kaffedråber er svar på et spørgsmål, som jeg har stillet uden helt at få svar. Hvornår er jeg lykkelig?

Nu
Tekst, musik og foto, Lene Megan og September, 2013

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.