fredag den 6. september 2013

Æbler, blommer og en rygsæk


 
’Jeg vil lige skrive et indlæg og ønske god weekend’, siger jeg til September, som nikker, mens hun anretter æbler og blommer i skålen. Danske æbler og blommer. For sådan er det med hver eneste måned, de er fulde af gode gaver, hvis man blot giver sig tid til at se og mærke efter. Hvis man åbner sine øjne, sanser og tør tage imod. Jeg kan dufte æblerne, det tidlige efterårs aroma. Jeg får lyst til at tage et i hånden og indsnuse duften, inden jeg forsigtigt sætter tænderne i æblet og tager den første bid. En knasende fornemmelse, sprød sødme og en snert af syrlighed. Vidunderligt. En unik balance, en slags naturlig alkymi. Men først må jeg vist hellere tømme hjertet for de ord, der vil skrives denne eftermiddag. September nikker igen. Vi er temmelige enige i dag, det ligger ligesom i luften.
Det har været en spændende uge. De første egentlige skridt mod en selvstændig karriere, en glidende overgang og et strejf af forunderlig lykke. Frihed krydret med ansvar. Jeg har flere gange måtte knibe mig selv i armen, for selvom jeg egentlig ikke havde troet det, er jeg faktisk ret vild med ideen. Nu. Og jo, jeg har masser af tanker om både det ene eller andet, men dem lader jeg være. Betragter dem som skyerne, der svæver over himlen. Jeg går et spadestik dybere og mærker noget andet. Først nu er det rigtig begyndt at gå op for mig, hvad det vil sige at følge hjertet. Og hvilke veje, man nok er nødt til at færdes på for rigtig at kunne mærke efter.

Det har taget sin tid. Og selvom man skal huske at rejse let, må man endelig ikke glemme at pakke en stor portion tålmodighed ned i rygsækken. Det går ikke så hurtigt, som man måske tror. For man skal ud i alle kringelkroge, prøve og mærke efter. Man tager fejl, man farer vild og man forfærdes. Man møder frygten og ser sig selv i øjnene for allerførste gang. Og når det er sagt og skrevet, så er jeg jo på ingen måde færdig med den rejse. Jeg er blot nået til et sted, hvor jeg krydser endnu en bro. Og mens jeg går der på broen i den milde efterårsvind, mærker jeg en anderledes fornemmelse i maven. En fornemmelse, som breder sig til hele kroppen og som former læberne i et slags smil.
Jeg sagtner farten. Går langsomt over broen og nyder udsigten. Vandet under mig og himlen over mig. Et skridt af gangen. Trods den alder, der står på min dåbsattest, føler jeg mig forunderlig ny igen. Som om livet først skal til at begynde nu. Igen.
 
Jeg standser helt op og sikrer mig, at jeg har tilstrækkelige mængder med tålmodighed, tillid, accept og nysgerrighed i rygsækken. Forbavselsen er stor, da jeg opdager, at alle depoter er helt fulde. Der er mere, hvor det kommer fra, synger en svale, mens den sejler forbi og forsvinder i horisonten. Så går jeg videre. Over broen, mod weekend og nye stationer på min vej. Ad kringlede veje, gennem buskads, krat, efterår og andre årstider.

Jeg mærker at September har stukket sin arm under min. Lad os følges lidt, siger hun og jeg nikker. Naturligvis.
 
Billede og ord, Lene Megan, september 2013

4 kommentarer:

  1. Bare ved å se på bildet av eplene i fatet, kan jeg kjenne duften av dem. Høstduft, klam, syrlig men sødmefull.........og høsten er tid for å bake eplekaker, og servere med iskrem.
    God helg, Lene.

    SvarSlet
    Svar
    1. Efteråret er fuld af den slags gaver. Det er bare med at nyde! :)
      Håber du har en dejlig weekend.

      Slet
  2. Det lyder spændende med de ændringer der er sket i dit liv :) Ønsker dig alt muligt held og lykke med det. God weekend :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, ja det er spændende tider! :) God søndag til dig og dine.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.