tirsdag den 24. september 2013

Aften ved bålet




Som skrevet, så gjort. Jeg holdt mørkning.
Faktisk satte jeg mig på gulvet med min pude og mediterede. Mens mørket sænkede sig omkring mig, sad jeg på puden og havde fokus på åndedrættet. Men selv med lukkede øjne kunne jeg fornemme at dagen sagde farvel. Det var som at sidde på en sten mellem to floder, der mødtes og slog sig sammen. Jeg kunne fornemme det i hele kroppen og jeg blev forbavset over dens sensitivitet.  Jeg var ét med overgangen og lysets møde med mørket. Jeg var tusmørket og månen, der rejste sig mellem skyerne og gled til himmels. Fuglen, der puslede i krattet for at lette og flyve op gennem bladene med et sus. Jeg var mit eget vingeslag. Tiden stod stille i timen mellem dag og nat. Og i grunden drejede det sig vist slet ikke om en time, men det gjorde forunderligt godt at være til stede. Virkelig til stede.

Siden tændte jeg stearinlys og lidt af det elektriske. Lige nok til at jeg kunne se bogen og ordene. Teen dampede på bordet og spredte en behagelig duft ud i stuen. Den ene hund slog sig ned på tæppet og fandt hvile. Sukkede dybt og overgav sig til søvnen, dog med det ene øje rettet mod mig, doven og alligevel årvågen. Har hun mon tænkt sig bare at blive siddende dér?
Og det havde hun.

Jeg læser i Jon Kabat-Zinns bog ’Lige meget hvor du går hen, er du der’. På en måde er det en del af min uddannelse, men uddannelsen er en del af noget større og noget mere gennemgribende. Jeg træffer nogle valg, jeg ikke ville have drømt om for bare et år siden. Valg, som træffes fra et andet og mere stille sted.
JKZ skriver blandt andet om dengang vi sad omkring bålet, når aftenen kom. Vi sad ved ilden for at holde varmen og stirrede ind i flammer og gløder med kulden og mørket i ryggen. Ilden var vores trøst, vores kilde til varme, lys og en slags beskyttelse. Men det betød også, at vi faktisk slappede af ved dagens afslutning. Måske sad vi og fortalte historier eller talte om dagen, der var gået. Eller også var vi stille, tavse, mens vi stirrede ind i flammerne og deres omskiftelige verden, et magisk glødende landskab. Ilden var beroligende, rekreativ, meditativ og helt nødvendig for at overleve.

Ilden og dens verden er forsvundet fra vores hverdag. Og med ilden næsten enhver lejlighed til at være stille. Nu bruges ilden blot til at skabe en særlig stemning, måske fordi vi dybt et sted i os selv kan huske, hvordan det var engang? Når aftenen kommer, tænder vi blot for lyset, når det naturlige lys udenfor forsvinder. Vi fortsætter med vores gøremål og tager travlheden med ind i aftenen. Vi standser ikke vores aktiviteter, vi glemmer simpelthen at geare ned. JKZ beskriver aftenens kommen som et naturligt tidspunkt at skifte gear og skrue ned. Give slip på dagen og dens aktiviteter og slå sig til ro. Med stilheden foran bålet. Bålet findes måske ikke, men stilheden? Hvor blev den af?
I stedet ser vi fjernsyn, underkaster os et bombardement af lyde af billeder som udgår fra andre sind end vores eget. Vi bliver fyldt op af trivialiteter og information og betragter andre menneskers eventyr, begejstring og begær. Sådan skriver JKZ i sin bog, men jeg nikkede, da jeg læste ordene og jeg fik det faktisk fysisk dårligt. Og traf endnu en beslutning af dem, der kommer fra stilhedens land.

Heldigvis har vi jo et valg. Vi kan beslutte os for at det skal være anderledes. Vi kan skifte gear og vi kan holde mørkning. Vi kan lade fjernsynet være slukket og hvis vi er rigtig modige, kan vi slukke mobilen og andet elektronisk udstyr. Vi kan sidde i lænestolen med bog eller strikketøj eller vi kan stirre ind i stearinlysets flamme. Vi kan beslutte os for en stille time, hvor vi afdæmpet taler med hinanden og trækker det gode fra dagen, perlerne, på en fin snor. Og så kan vi vælge at give slip på resten. Vi kan danse med mørket, men vi kan også blot lade det kærtegne os og lulle os til ro. Eller vi kan meditere og sidde med åndedrættet og opdage, at genskinnet af vores eget sinds dans minder lidt om gløder, gnister og flammer, som JKZ så poetisk beskriver det.
Som skrevet, så gjort. Jeg holdt mørkning.
Tekst og billede, Lene Megan, september 2013

8 kommentarer:

  1. Ja, kor er stilla blitt av... Det er lydar og bilete over alt - og aldri stille! Vi burde nok skru av skjermane og lydane mykje oftare. Eg trur ikkje menneskekroppen - eller hjernen - har godt av så lite fred og ro. Eit godt tips; å halde mørkning! Kan hende eg skal prøve det ein kveld. Viss eg får tid...

    SvarSlet
  2. Og jeg tror at du har ret i at menneskekrop, sind og sjæl har vældig godt af fred og ro. Det gør godt at holde mørkning!

    Hvis man får tid ... smil. Selvom tid er noget man giver og noget, der kommer ;)

    SvarSlet
  3. Svar
    1. Du er velkommen. Lad mig gerne vide, hvordan det virker på dig/jer at holde mørkning! :)

      Slet
    2. Ja det skal jeg gøre... Det er dog en udfordring at min mand er gift med tv'et... :-)

      Slet
    3. En udfordring, ikke en undskyldning! ;) Jeg kender det godt, men er heldigvis selv beriget med en dør, der kan lukkes! Og i øvrigt kunne man jo også holde mørkning udendørs. Eller køkkenet. Find selv på flere! :))

      Slet
  4. Mmmm.. det er tid til mørkning. Smukke ord Lene. I går aftes var jeg med min familie ude og spise på en restaurant med en smuk udsigt over Roskilde by. Vi sad der og så solen gå ned og mørket komme frem. Så hvordan landskabet forandrede sig med lyset. Det var en særlig dejlig oplevelse, og vores døtre nød det. Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder som en fin aften. At lade sig fortrylle af en solnedgang er en gave og at kunne gøre det sammen, stille sammen, det er næsten endnu større.

      Og jeg skal i øvrigt huske at holde mørkning fremover, lade det blive en vane ...

      Knus

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.