onsdag den 7. august 2013

Vers, lyst og lykke




Sommeren synger på sidste vers. Efteråret nærmer sig med hastige skridt, jeg kan høre det rumle i horisonten …
’Stop! Uden at banke på kommer hun brasende ind af døren og stiller sig foran mig med hænderne i siden. Håret er i vild uorden, det ligner en halmballe, der er blæst omkuld i vinden og som nu lever sit eget liv. God og gylden protesterer hun højlydt, August, mens hun ryster på hovedet over det, jeg har skrevet.

’Hvor ved du dog fra, at sommeren synger på sidste vers’, spørger hun og stirrer på mig. Nysgerrig på en overlegen måde. Hun ved noget, jeg ikke gør. Det mærker jeg og nu bliver jeg udfordret. Jeg føler mig pludselig en smule mindre, mens jeg ser på de sætninger, jeg netop har skrevet. Helt intuitivt, tja, men alligevel ved jeg godt, hvor formuleringen kom fra. Det var noget, jeg læste i en statuslinje på Facebook. En linje, som skulle føre læseren videre til det faktum, at både sommer og ferie snart er slut, og at livets alvor nu igen banker på. Døre lukkes, sommerlyset slukkes. Dagene bliver kortere og humøret daler. Det er tid til at træne!
’Det ved jeg da heller ikke, søde August’, siger jeg og øser af min ærlighed. ’Det var bare noget jeg skrev. Noget, som jeg selv netop læste og som gjorde mig en smule fornærmet på dine og sommerens vegne. August, du er jo en sommermåned, solen skinner, det er varmt og godt. Hvorfor har vi så travlt med at fortælle os selv, at det er forbi, når vi er midt i det?

Så fortsætter jeg med at fortælle om det, jeg læste og om hvordan jeg ikke blev motiveret men en smule vred. Og vrede kan måske også være en slags motivation, men helt ærlig. Jeg bliver ikke motiveret af dommedag og dødstrusler, der har til hensigt at stikke sommeren en kniv i ryggen og dræbe al glæde og lyst.
’Sommeren synger på sidste vers. Ha! Hvis det er mig, man hentyder til, så er jeg altså først lige startet på min sang. Der er mange vers endnu. Flere end I aner’. Nu ler hun og latteren smitter som sædvanlig. Jeg trækker på smilebåndet.

’Det glæder mig, August, for jeg er slet ikke færdig med at nyde godt af dig endnu!’.
Hun nikker bare og ser på mig. Så smager hun på ordene, dem jeg skrev og fortalte hende om. Jeg kan se, at hun prøver at finde den gnistrende motivation i det faktum, at efteråret rumsterer i kulissen og at der rejser sig en snert af dårlig samvittighed over for mange lækre isvafler og de ekstra glas vin, der i al deres kølighed bliver nydt på varme sommerdage. Sommerdage, som vi er blevet forgyldt med i år.

’Nej, jeg bliver faktisk heller ikke motiveret’. Hun ryster på hovedet. ’Men søde ven, gider du ikke lade være med at bruge spalteplads på at skrive om, hvordan andres forsøg på motivation preller af på dig eller har den modsatte effekt? Vis mig i stedet, hvordan du vil motivere til træning.

Udfordrende. Kæk. Rap i replikken. Sådan er August. Men hendes lille udfordring kildrer min lyst til at forsøge. Jeg vender blikket indad og mærker efter. Hvad motiverer mig? Og hvordan giver jeg det videre på min helt egen måde?

Lyst. Det er noget med lyst. Lyst til at gøre det, glæde ved at gøre det …

Og nu får jeg pludselig stor lyst til frokost. Der er rejer, tomater, agurk og lidt godt brød i køleskabet.
Et køligt glas vand og en pause i skyggen.
Ro på rejsen, glæden, lykken.
 
Tekst og billede, Lene Megan, august 2013

2 kommentarer:

  1. En stille høstlig brusen....eller lidt mere fik du da der. Nej, vi har sommer endnu, husk på, når skolen begynder blir det dejligt vejr...mon ikke det står til troende?

    SvarSlet
    Svar
    1. Vejrmæssigt har det været en fantastisk sommer, hvis du spørger mig! :) Jeg er taknemmelig for hver eneste sommerdag og august er fuld af sådanne dage. Også i dag, hvor det småregner. Håber også at du nyder sommeren! :)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.