lørdag den 24. august 2013

Til min far ... og til livet



Det er den dejligste morgen i 100 år og jeg lever. Det gør min kære far desværre ikke, men i dag er det hans fødselsdag. Han ville være blevet 80 år. Jeg bliver lidt vemodig, men samtidig glad ved tanken om de sidste ord, han sagde til mig: Don’t worry, be happy. Og det er jeg ved at lære nu, skridt for skridt, bedre sent end aldrig.
Solen skinner, dagen er i gang, duggen ligger tungt og fordamper. Efteråret smyger sig i skyggerne blandt træerne i baghaven, men i forhaven er det stadig sommer. Vinden er lidt kølig, men solen varmer og himlen er optimistisk blå. Jeg giver mig god tid og går langsomt ind i dagen med alle sanser. Overvejer en kop kaffe, men bliver siddende og lader ordene komme.

Lad dem danse i morgenen, lad dem synge med vinden og lad livet komme.
Og kan man det? Kan man bare lade livet komme? August nikker, hun er med mig her i skrivestuen i dag. Hun har åbnet døren til altanen, men lukker den hurtigt igen, vinden er blæst op og tager fat i papir og bøger på skrivebordet.

’Hvordan gør du, August, du virker altid så afslappet. Glad. Som om du hviler i dig selv’? Jeg ser op fra tastaturet og betragter hendes skønhed. Noget, jeg ikke kan sætte fingrene på og som endda er svært at beskrive. Noget, der lyser fra hendes indre som et slags smil. Hun bevæger sig roligt fra minut til minut, fra time til time. Lever i hvert øjeblik og drikker langsomt af dagen. Hun er dagen.
’Hvordan gør jeg?’ Hun ryster hovedet og sender mig et af sine smittende smil. ’Det er faktisk ikke noget, jeg tænker over.’ Og så bliver hun pludselig overrumplet af en rullende latter, der kommer helt fra maveregionen som en bølge og tager hende med. Lyden vælter ud i rummet, en dæmning åbnes og jeg rammes også. Jeg forsøger at kontrollere latteren, prøver at få fodfæste, jeg er faktisk i et meget alvorligt og reflekterende hjørne, men jeg må overgive mig. Så ler vi, så tårerne triller. Triller som dråber, der fylder havet og vokser for hver eneste en. Vi ler og hun må sætte sig ned på gulvet for ikke at falde bagover. Selv sidder jeg på stolen, mens latteren fuldstændig får overtaget og tårerne opløser bogstaver og ord.

Jeg opdager, at jeg græder lidt samtidig. Jeg græder for min far og hans sidste ord, for alle kampene og alt det, vi var uenige om, men jeg husker allermest vores gode stunder, for dem er der heldigvis flest af. Bøgerne, som vi begge elskede. Historierne, han fortalte. Maden, vi sammen skabte i køkkenet, han var en dygtig kok. Den måde, han stod i sit værksted og fordybede sig over sit arbejde. Han lavede ting. Og sager. Han tegnede og byggede sommerhuset og ind i mellem tegnede han også meget andet, for han var vanvittig god til at tegne. Han var kreativitet i en hæmmet krop. Han slap den aldrig rigtig løs. Sådan hele vejen. Han lod nogle af sine drømme være i gyldne øjeblikke og siden voksede de i deres fængsler og blev til dage, måneder og år.
Nu er han væk. Og det græder jeg over, mens jeg ler og August smiler bag tårer og latter. Jeg ser på hende og ved, at jeg er kommet langt. Og at jeg har endnu længere at gå og meget at lære. Samtidig med at jeg overhovedet ikke skal nogen steder hen. Jeg er ankommet. Til nuet. Til en dag i august, som var min fars fødselsdag og hvor solen skinner over markerne, der snart er høstede. Til glæde og sorg i en sanselig tango. Til livet.

Don't worry, be happy.

Tekst og billede, Lene Megan, august 2013

10 kommentarer:

  1. Smukt søde Lene - og dejligt at du husker de gode stunder med din far. Det er bare så vigtigt, for dem er der faktisk mange af, når man sådan rigtig "kigger" godt efter :-)
    Dejligt at læse om dit livs rejse - elsker at følge med.
    God weekend, du skønne quinde :-)
    Knus Gitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for dine ord, kære Gitte og selv god weekend! :)
      Knus.

      Slet
  2. Hei Lene
    Min mor har fødselsdag på samme dag som din far hadde........det var i går.
    Her i vår familie har mange av oss fødselsdag på samme dag, eller bare noen dager fra hverandre. Vi er inne i et stim nå, der i starter med min mor.
    Det er fint at du har dine gode minner av din far. Heldigvis er det dem man kan leve videre med. Du har nok arvet din kreativitet fra ham.
    Så har August laget enda en deilig dag. Her skinner solen, og det blir en herlig dag. Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Sylvia. Ja, jeg har arvet kreativiteten fra ham og også glæden for ord, sprog og bøger. Vi havde meget til fælles! :)

      Den sidste uge med August i gæsteværelset, det ser ud til at blive en fin en! Knus.

      Slet
  3. Gode minner dør aldri. Det er så godt å ta dem fram, dvele ved dem, la dem få nytt liv igjen. Det høres ut som du hadde et veldig godt forhold til din far, og han gikk sikkert alt for tidlig bort... Livet er uforutsigbart. Det gjelder å leve mens man har det... August er snart på tampen, jeg liker sensommeren veldig godt. Men uansett,- nyt hver en dag, hver en årstid..
    Jeg ønsker deg en strålende søndag. Her skinner solen - og hagen utenfor skrivestua mi, begynner å ta ny form (stort prosjekt) Herlig!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for dine ord, kære ven. Ja, gode minder kan vi tage med os og på dage som min fars fødselsdagen forleden, popper de op. Så tænker jeg ekstra meget på ham! :)
      Dejligt at høre at du har gang i et nyt projekt, det har jeg også på mange måder. Fint at kunne følge hinandens rejse her og der. Klem.

      Slet
  4. Jeg tror vi altid vil savne dem vi mister.. Min far havde også fødselsdag i smukke August:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Og det er jo godt at savne! Selvfølgelig mangler de, de har jo gjort os til dem, vi har. Nogle siger, at vi selv har valgt vores forældre? :)

      Slet
  5. Min mors fødselsdag er i august. Man vender sig aldrig rigtigt til at ens forældre er borte, synes jeg. Men jeg nyder selv at mindes dem, og grine af de sjove ting med min familie og alene. Det kan ingen tage fra os.
    Kh
    Marianne

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Marianne, ja det er dejligt at mindes de gode stunder og varme sig ved dem. Også på de svære mærkedage, som altid bringer det hele frem i lyset igen. Jeg mindes de gode stunder med glæde og taknemmelighed. Du har det sikkert på samme måde.
      KH og god uge til dig :)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.