fredag den 2. august 2013

Te med valmuerne


 
Prustende kommer hun ind af døren med morgenen lige i hælene. Jeg er på vej ned af bagtrappen i samme sekund, som hun braser gennem døren, helt rød i ansigtet og med de gyldne lokker i vild uorden. Krøllerne klistrer til panden og hun ler højt, idet hun forsøger at puste dem væk. Det mislykkes, hvilket får hende til at bryde sammen af latter. Jeg står helt stille midt på trappen, men i samme sekund rammer efterdønningerne af glædens umiddelbarhed mine celler og det rumler i min mave. Et smil, jeg ikke kendte til, bevæger mine læber og i to spring er jeg nede af trappen. Vi omfavner hinanden, mens vi ler højt så tårerne triller. ’August, for pokker’, skraldgriner jeg og indsnuser hendes velkendte kornmodne duft, du er forsinket!’
Så ler vi endnu mere. Hundene kommer stormende og deltager i vores latterfest, inden de suser ud i haven og indtager det dugvåde græs. Disen danser i horisonten, solen er gemt bag et silketyndt lag af fugt. Men lyset er fuld af løfter om en helt fantastisk smuk og varm augustdag.

’Hvad skete der’, spørger jeg hende og tager imod hendes rygsæk, som jeg stiller lidt til side. ’Du plejer da ikke sådan at komme for sent!’
Hun ryster på hovedet. ’Næh, men jeg faldt i staver. Mens jeg var på vej hertil af usynlige stier på dagen, som endnu ikke var min, mødte jeg en flok valmuer i en grøftekant. Det var aften og de var på vej i seng, men da de så mig, livede de pludselig op. En af dem kaldte på mig og påstod, at de faktisk ikke var spor trætte, valmuerne. De havde fået fornyet sommerenergi, noget med lyset og luften og de sprøde aftener med duft af korn, blomster og bål. Og så bød de mig på aftente, en helt særlig bryg gjort af sommerdug og liljekonval. Og du kender jo mig, jeg blev nysgerrig, den smag kunne jeg ikke helt forestille mig, men det lød jo fristende. Og valmuerne … ‘ Hun ser intenst på mig og ved, at jeg vil forstå. ’Valmuerne var simpelthen så søde og snaksaglige på den stille måde.

Så jeg satte mig i grøftekanten og drak af teen. Den smagte skønt. Jeg holdt om koppen og det var som om vi smeltede sammen. Dampen, duften, følelsen af den varme keramik i mine håndflader, den måde, koppen var formet på. Jeg kunne fornemme den person, som havde lavet koppen, for det var nemlig sådan en, der er gjort i ler og drejet på en bænk. Brændt i en gammel ovn et sted i en hemmelig lade og efterfølgende malet i en skøn dybblå farve. Farven mindede mig om himlen. Og kunstneren havde malet en stor solsikke midt på koppen.
Hun sukker og går ind i køkkenet. Jeg følger efter, helt opslugt af hendes historie. Siger ingenting, venter bare på at hun skal trække vejret og finde den næste sætnings begyndelse. Det varer lidt og jeg mister koncentrationen. Sætter vand over og laver kaffe. Nu begynder kaffeduften at brede sig i køkkenet, vores øjne mødes og jeg behøver ikke at høre mere. Jeg kender allerede resten af historien. Og jeg kan godt forstå, at hun kom for sent.

’Jeg er glad for at du kom’, siger jeg bare, skænker kaffe i et krus og hælder et skvæt mælk i. Hun tager imod og uden ord beslutter vi os for at sidde udenfor og spise morgenmad. Jeg ser på hende og smiler uvilkårligt. Mit hjerte er fuldt af latter, valmuer og dugvåde historier. Historier om morgener, der er fulde hverdagsmagi og August, der kom en dag for sent, fordi hun drak te med valmuerne og faldt i staver.
Tekst og foto, Lene Megan, august 2013

6 kommentarer:

  1. Du ha det smukkeste, magiske sprog .. tak for det !

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak Helen, ha' en fortryllende weekend! :)

      Slet
  2. Det var en nydelig introduksjon av August.
    Jeg håper hun kommer flere ganger og forteller sine historier, med sin egen lyst og glede.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Sylvia, det er jeg sikker på hun gør! ;) Stay tuned!

      Slet
  3. Lene, dine historier om årstiderne giver mig simpelthen gåsehud!! Ihh, hvor er de skønne, tænk, hvis du kunne få en tegner til at illustrere dem, jeg kunne godt tænke mig at se de 12 smukke årstid kvinder, men måske er det også ok blot at forestille sig dem så levende for sit indre blik... Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Charlotte og det er en hyggelig ide, jeg fik pludselig associationer med de gamle "Puk bøger" og de tegninger, der var i dem. Kan du huske det? ;)

      I hvert fald vil jeg spørge dem, årstidskvinderne, de 12, om de har lyst til at være med i en slags bog! Det har jeg længe tænkt på! ;)

      Knus til dig.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.