tirsdag den 20. august 2013

Snart er det fuldmåne




The moving moon went up the sky. And nowhere did abide.
Softly she was going up. And a star or two beside.  
-Samuel Taylor Coleridge -
Snart er det fuldmåne. Min kære veninde, som tyvstjæler af nattesøvnen, dukkede op på nattehimlen i går. Hun kastede sit sølvagtige lys gennem vinduerne, som stadig står åbne og sørger for, at soveværelset bades i frisk luft. Men luften er anderledes nu. Den dufter af dug og høstet korn. Den har en vis tyngde, som en god vin, der har fået lov at ældes. Nu strømmer den gennem de åbne vinduer sammen med månelyset. Jeg drikker forsigtigt af en gode nattevin og ved instinktivt, at det er sommerens sidste sang.

Og vist bliver man en smule melankolsk. Det rammer med en dump lyd. Pludselig opdager man de tunge skygger, der lister rundt langs huset og ser, at haven har fået et anderledes skær. Aftensolen forsvinder brat bag træerne og straks er luften kølig og fugtig. Jeg vander planterne og håber, at de vil strække deres farverige herlighed langt ind i efteråret. Jeg nyder dem, farverne og de utallige små blomster i krukkerne. Og slyngrosen, som har skænket mig mange fine blomster i løbet af de sidste par uger. Nu er der kun visne knopper tilbage.

Snart er det fuldmåne. Jeg stiller mig forsigtigt i vinduet, inden jeg overgiver mig til natten. Hun lyser op, månen, men jeg kan se stjernerne bag hende, strøet ud over himlen som små kostbare perler. En sang strømmer mig møde, helt sagte. Jeg har hørt den før, utallige gange, men jeg har igen glemt det meste af teksten. Efterårets sang.
Billede og tekst, Lene Megan, august 2013

 

3 kommentarer:

  1. Jeg elsker høsten, jeg. Nå kommer alle de grønne trærne til å male seg i de flotteste farger. Det dufter varm skog og luften er crisp om morgenen.
    Vi er heldige her nord, som har de fire årstider, som vi kan kjenne på kroppen, for de er så forskjellige.
    Tenk deg de som har en årstid hele året, avbrutt av monsuner, der det kan regne i tre mnd.
    Jeg har kjent på meg lenge, at fullmånen er i sving. I forrige uke hadde jeg en hel natt der det var umulig å sovne. Jeg stod opp, drakk peppermynte- te, som deg avslappet. Et ble jeg, men jeg sovnet ikke. Det er så merkelig. Men vi tåler noen netter uten søvn, det går fint.
    Ha en deilig dag, Lene. Knus.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Sylvia. Tusind tak for dine ord. Ja, fuldmåne, nu har hun spist af min nattesøvn i to år. Jeg er vældig påvirkelig! ;)
      Jeg nyder det smukke syn, jeg fascineres og jeg mærker noget magisk og større end mig ... men sover godt, det gør jeg altså ikke!
      Håber du får en fin dag. Knus.

      Slet
    2. Der skulle stå 2 dage, altså nætter! :D

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.