lørdag den 17. august 2013

Om sur mælk, tabte tråde og stilhed



Der findes et sted, hvor jeg altid søger hen, når jeg har brug for svar, der ikke bare kommer prompte. Svar, som egentlig slet ikke er svar i ordets egentlige forstand. De er mere en slags accept af …

Mens jeg sidder her og reflekterer og langt om længe drikker dagens første kop kaffe, ændrer lyset sig og kaster en svag solstråle gennem vinduerne. Måske er det en tilsnigelse at kalde det for en solstråle, men det er absolut et optimistisk lysglimt på en ellers regnvåd dag. En dag, som startede med sur landmand og mælk ditto. Landmanden, kæresten min, blev afbrudt i høsten som ellers var så godt i gang og mælken? Den burde slet ikke være sur. Den havde sin plads i køleskabet, den var kold og den havde ikke overskredet sidste salgsdato. Men det var den, så min morgenkaffe blev en kop te i stedet for. Overraskende god, den grønne te med jasmin, men den var ikke kaffe.
’Hvorfor elsker du mig ikke? spurgte den grønne te i sin jasminduftende morgenkåbe.

’Fordi du ikke er kaffe’, svarede jeg og rystede trist på hovedet.
Og sådan kan man blive overrumplet af ordene og taget med på eventyr. Gennem regn, sur mælk og landmænd ditto til en kop velduftende te, der viser sig at kunne tale. Jeg smiler, for egentlig var tanken at jeg ville reflektere over min fine blogveninde Lill-Karins indlæg om stilhed og sårbarhed, noget som også optager mig meget.

Nu er det næsten for sent at komme tilbage? For der er noget højtidligt over stilheden, noget ædelt og sårbart, som det er svært at sætte ord på. Og stilheden spørger mig ikke, hvorfor jeg ikke elsker den. Den spørger slet ikke om noget. Den er bare. Stille. Og den er nem at overse og gå forbi på travle dage og i det hele taget. Den gør ikke meget væsen af sig. Den venter bare tålmodigt og kun når jeg stopper op og virkelig lytter, kan jeg høre dens smukke stemme. En melodi uden lyd, en tekst uden ord. Og alligevel er den det blideste kærtegn af noget subtilt vidunderligt og ganske eventyrligt uforklarligt.
Bliver man sårbar, når man søger stilheden? Nu kommer August ind af døren, hun har været ude og gå tur og er våd i både hår og ansigt. Det drypper på gulvet og jeg ser irriteret op fra mine ord, der nu igen afbrydes. Jeg mister tråden, den falder til jorden og bliver usynlig i sit fald. Febrilsk leder jeg efter den, mens August hovedrystende ser til.

’Jeg kommer fordi den interesserer mig, stilheden’, siger hun, August og lader sig ikke distrahere af mit forsøg på at finde den famøse tråd, der binder ord og tanker sammen. Tanker om stilheden, sårbarheden, et emne så fint og finurligt, hvor blev det af?
’Hvad er det ved da ved stilheden, du finder interessant?’ spørger jeg hende.

Så smiler hun bare. Tager sig til håret, som om hun først nu opdager, at det er vådt. Ryster på hovedet, vender sig om og forsvinder ud af døren igen. Jeg kan høre hendes trin over gangen og døren til badeværelset, da hun åbner den. Sandsynligvis vil hun finde sig et håndklæde og tørre sit smukke hår.
Og mig? Jeg har tabt tråden. Men kaffen er god og lyset danser gennem trækronerne i en yndefuld vals. Eftermiddagen strækker sig dovent, læner sig mod mig og uden ord foreslår den, at vi tager en tur i skoven. Skoven, hvor stilheden bor. For der er steder, man kan søge hen, når man ønsker at lytte. Steder, hvor man kan finde tabte tråde og hvor fortabte sjæle finder ud af, at de på ingen måde er faret vild. Tværtimod.

Der er et sted, hvor jeg altid søger hen, når jeg har brug for svar, der ikke bare kommer prompte. Svar, som egentlig slet ikke er svar i ordets egentlige forstand. De er mere en slags accept af …
 
Billede og tekst, Lene Megan, august 2013
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.