mandag den 26. august 2013

Lære at være


 
Jeg er begyndt på et nyt kapitel i min rejse. Og som jeg sidder her i eftermiddagssolen, hvis stråler kaster gyldne tråde gennem vinduet og dekorerer min vindueskarm, mærker jeg en forunderlig synergi med det, der sker udenfor. Naturen, årstiderne, sommeren, der snart er forbi og efteråret, der kommer. De frø, jeg plantede, spirede i løbet af foråret og sommeren. Jeg registrerede dem uden at det helt gik op for mig, at det var mine blomster. Min chance. Men noget er sket og som solen, der bryder gennem morgendisen og langsomt får duggen til at fordampe, går det op for mig, at jeg er trådt over en usynlig tærskel.
Forsigtigt går jeg gennem græsset og ind i buskadset. Jeg ser mig forundret omkring og opdager, at årstiderne er ved at bytte plads. Noget i mig er modnet. En gren knirker under mine fødder, en fugl flyver bort. Lyden af vinger der letter, forplanter sig i mit mellemgulv. Jeg går ind og ud af stilheden og opdager, at jeg kan tage den med mig. Stilheden. At jeg har den i mig som en smuk gave, jeg blot skal pakke ud og nyde.

Dér i skoven, hvor jeg nu vandrer, ser jeg en lysning. En træstub drager mig, den har forbløffende lighed med en stol. Jeg følger lyset med lette skridt. Lyset, der er lavere nu og som bader i den kølige skygge blandt træerne. Jeg nyder min trøje, selvom jeg samtidig er varm et sted indenunder. Træstubben åbner sine vinger og jeg sætter mig. Den er forbavsende behagelig, stolen.

Et ægtepar går forbi ude på stien. Vi hilser og smiler til hinanden som om vi kender hinanden i forvejen. Gør vi mon det? Her er vi, i selvsamme skov, og lur mig om vi ikke er kommet for at lede efter det samme. Men jeg ved det jo ikke. Jeg ser blot de fine mennesker, der vandrer forbi og hilser, glæder mig over, at de findes. Så lukker jeg øjnene og mediterer. Søger bevidst stilheden i mig selv. Skoven og dens hjælpere assisterer mig. Et kor af fugle, et insekt tæt på. Jeg bliver opslugt af musikken og føler mig som en lydløs dronning på sin trone. Eller en slags gæst. Så indser jeg, at jeg ikke sidder på træstubben for at sætte ord og bliver helt stille. Igen. En blød form for velvære indhyller mig.
Jeg er begyndt på et nyt kapitel i min rejse. Og i torsdags startede jeg på en uddannelse som mindfulness practitioner og instruktør hos Mindfulness Akademiet i Næstved. Det er i første omgang noget, jeg gør helt for min egen skyld, men når det er sagt, er det på samme tid for alles skyld. Jeg har et dybtfølt ønske om at blive endnu mere nærværende og til stede i mit liv. I nuet. Med de skønne mennesker, jeg møder på min vej og i de historier, jeg er kommet for at fortælle. Jeg glæder mig til at dele.

Hvis jeg kan lære at være med ingenting.
Kan jeg være med alting
.
 
Billede og tekst, Lene Megan, august 2013

 

2 kommentarer:

  1. smukt - som altid at læse dine skriverier. Mindfulness har gjort mig godt....det vil også gøre dig godt. God dag og væren - lige her o gnu.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak. Og jeg glæder mig over at læse, at mindfulness også har gjort dig godt. Jeg glæder mig over nuet og til vejen videre! :)
      Ha' en fin sensommerdag.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.