fredag den 9. august 2013

Følger du glæden?




Det gik op for mig i går, hvor langt jeg egentlig er kommet. Jeg er nået derhen, hvor der ikke findes en vej tilbage. Jeg har lukket døre, mens andre er smækket i for snuden af mig. Ikke på den måde, ikke her, sådan skal det ikke være. En kærlig stemme fuld af bestemthed har ledt mig af snørklede stier. Omveje. Fortvivlet har jeg råbt ud i natten, når jeg vågnede badet i sved og for alvor følte mig fortabt. Du siger, at du er min GPS, men jeg forstår bare ikke … hvorfor denne lange vej? Hvorfor skal vi dvæle ved dette landskab, hvorfor mørket, de snævre og nærmest ufremkommelige stier, hvorfor skal vi vandre i skyggen og mærke frygten helt under huden? Kunne vi ikke bare gå ud i solen og følge med strømmen?
Stemmen har aldrig tøvet. Hver eneste gang jeg satte mig i stilhed og lyttede, gav den mig samme svar. Du har valgt at følge mig, dit hjerte, og så må du stole på mig. Hele vejen. For vejen, du har sagt ja til, er på ingen måder en motorvej. Der er ingen overhalingsbane og ingen smutveje. Ethvert forsøg på at stikke af og stikke hovedet i busken, forlænger kun din frustration. Tro mig, tro på mig. Vid, at vi er på rette vej, selvom du ikke kan se det lige nu.

Hver eneste gang er jeg faldet til ro og har opdaget, at stemmen har haft ret. Jamen, jeg er jo i solen! Alle mine protester er forstummet. Og når så sætter mig i stilhed og mærker efter, har en rislende kilde af lykke bruset i mit blod. Jeg aner ikke, hvor jeg er på vej hen og jeg forstår ikke altid de snoede veje og alle de skyggefulde forhindringer, men jeg stoler på stemmen. Hver eneste gang jeg er kommet lidt videre, har jeg nemlig opdaget, at den havde ret. Og når jeg samtidig tænker på, hvad jeg har lært og erfaret, ved jeg, at det var meningen. Jeg havde brug for den lærdom, jeg havde brug for at føle, som jeg gjorde. Jeg var nødt til at opleve, blod, sved og tårer, at jeg ikke altid kan stole på mine tanker. Faktisk ret sjældent. Og det er et chok, en pinefuld erkendelse. Mine tanker taler med to tunger. Eller tre. De taler i munden på hinanden og de kører i ring. Men den anden stemme, den stille, den rolige og den vedholdende, den giver sig ikke til at diskutere. Den venter bare tålmodigt. På mig.
August bor på gæsteværelset og det er hendes niende dag. Det er fredag og solen boltrer sig på himlen bag træerne. En brise får bladene til at rasle og en duft af modent korn og høst når mine næsebor. Jeg sidder i den tidlige morgen og ser på en fin bunke noter. Gode ord. Notater. Visdom og lærdom. Ideer til tiltag. Og skriverier.

Der er et spørgsmål, som bliver ved med at dukke op. Det kommer, når jeg er på afveje. Det stikker hovedet op af brøndens mørke vand, når jeg fortvivler over det, jeg er i færd med eller ikke gør.
Følger du glæden? Lytter du til stemmen? Har du tillid? Tålmodighed. Tillader du dig selv bare at være? Med det, der er, i tiltro til, at det næste, der kommer, bliver endnu bedre. Øjeblikke. Små dryp. Duft af dug og lykke. Morgener med solskin gennem persiennerne og dage med regn. Stjerneskud og lysende planeter. Valmuer i grøftekanten.

Følger du glæden?
Tekst og billede, Lene Megan, august 2013

2 kommentarer:

  1. Kære Megan, tak for din kommentar i Hulen :-). Her er dejligt hos dig - og ja, jeg prøver at følge glæden. Håber din gæst i gæsteværelset arter sig...

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak, hyggeligt at du også kiggede forbi her. Jeg lægger dig til min blogliste, så jeg kan følge lidt med hos dig! ;)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.