søndag den 18. august 2013

Den grønne stol og lyset


 
Efter gårsdagens indlæg om den sure mælk, talende te og stilheden, der er som en godgørende kilde af vidunderlig visdom, gik jeg i skoven.
For der findes et sted, hvor jeg altid søger hen, når jeg har brug for svar, der ikke bare kommer prompte. Svar, som egentlig slet ikke er svar i ordets egentlige forstand.

Måske skulle jeg hellere have formuleret det således, at der findes steder, hvor jeg altid søger hen, for der er faktisk flere steder, hvor jeg kan besøge stilheden. Skoven, havet og meditationspuden eller lænestolen, hvis jeg er i det hjørne. Stederne, jeg besøger, er nemlig blot genspejlinger af noget i mig selv. Noget, jeg har brug for at finde, men som jeg ikke altid formår at lokalisere, fordi jeg bevæger mig i et tempo, der er ude af takt med den rolige bølgende frekvens, hvormed stilheden bevæger sig. Og bevæger mig. Det hænder, at jeg har så travlt og er så ivrigt, at jeg kommer til at skræmme stilheden væk. Det sted i mig selv, som jeg længes sådan efter. Jeg skubber det simpelthen væk fra mig i min iver efter at gribe om det og fastholde det. Bliv, skriger jeg, men jo længere bevæger det sig bort.
I sin bog om det stille rum, beskriver Kristin Flood det således, at det ikke nytter at presse eller mase for at nå eller opnå stilhed, for hastværket flytter blot vores brik tre skridt tilbage. Vi må således lære at tæmme vores tålmodighed, hvis vi vil have et varigt venskab med stilheden. Stilheden i os selv.

Skoven er en sand inspiration. En læremester af de store. Majestætisk og uden at gøre megen stads af sig, er den altid tilgængelig og fuld af dyb og kærlig ro. Når jeg nærmer mig, i går af den lange allé med de store træer, kan jeg mærke det lydløse åndedrag og den regelmæssige, langsomme rytme med hvilken skovens liv bevæger sig. Jeg begynder at blive mere lydhør, jeg bliver opmærksom og bemærker, hvilke lyde jeg selv er med til at fremkalde. En gren knækker under mine sko. En sten ruller eller sparkes lidt foran mig på stien. Det bliver næsten højtidligt at gå ind i skoven og bevæge sig langs de store træer.
Og så sker det. Pludselig mærker jeg, at jeg er blevet roligere. Og lettere. For på min vej ind i skoven har jeg på magisk vis tabt nogle af de tanker, som tynger allermest. De er simpelthen forduftet. For hvert skridt, jeg tager, bliver jeg mere fokuseret på det sted, hvor der ingen lyde er. Det sted, der findes mellem to ord eller mellem linjerne, om du vil.

Eller mellem træerne. I går fandt Keeva og jeg den smukkeste stol, en træstub fuld af mos. Den grønne stol, kaldte jeg den uvilkårligt. Her skal vi sidde, sagde jeg uden ord og min hund forstod godt, at det var et helligt øjeblik. En slags meditation mellem træerne, et sted med både lys og skygge.
Vi sad et stykke tid i den grønne stol og jeg mærkede, at jeg var tilbage i mit stille rum. Min vejrtrækning var helt rolig, dyb, langsom og uden anstrengelse. Jeg åndede med skoven, jordbunden og sensommeren. Og min hund stod musestille og spejdede ud i intetheden. Engang i mellem så hun på mig, spørgende, men hun fik ikke noget svar. Og dog. For noget i hendes blik sagde mig, at hun godt forstod.

På vej tilbage gik vi lydløse gennem eftermiddagens lys. Jeg tog et par billeder, for det gør jeg gerne. Først senere opdagede jeg, at lyset og skoven havde budskab til mig. En gave. Et slags løfte om, at intet er almindeligt. Alting er et mirakel. 
Namaste.
Billede og tekst, Lene Megan, august 2013

2 kommentarer:

  1. Så deilig å spasere iskogen nå på høsten. Ja, sommeren er over. Men den glimter av og til medl litt sol og varmen fra solen. Men det resten som har overtatt nå. Med sin friske luft. Det kjenner man godt, når man går i skogen.
    Den sure melken kan komme av værskiftet.
    En venninne kom innom meg på jobb en dagdet regnet, og sa hun ville lage Pavlovakake til sin datters bursdag. Ikke i dag sa jeg. Er det fuktig i været, og spesiellt i tordenvær, vil ikke eggehviten bli stiv, og fløten vil skille seg.
    Tenk etter hvilke vær dere har hatt de siste dagene,så forstår du hvorfor melken var sur.
    Vi har bryllupsDAG i dag. Mannen var innom med mange buketter, for så å dra ut på jobb igjen. Ute er det sol, regn og blæst.......et skikkelig høstvær.
    God søndag, Lene

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg vil nu kalde det sensommer, men vi balancerer på grænsen til efterår. Det kan man mærke om morgenen, hvor duggen er tung og luften er anderledes.
      Kan den sure mælk komme af vejrskiftet? Hvor pudsigt, det vidste jeg ikke var muligt. Men sur var den, så du har sikkert ret! :)

      Ønsker dig en fin dag. Og god bryllupsdag i går. Kigger lige forbi dig og lægger en hilsen. ;)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.