mandag den 5. august 2013

August og komfortzonen




Jeg kan ikke tvinge hende frem. Hun kommer når tid er. Og det er der i grunden noget dejligt ved. Det giver en særlig slags ro, når man accepterer at alting har sin tid og hviler i det. Jeg er træt af at forsøge at få tingene til at ske. Det er som om, at jo mere jeg anstrenger mig, desto mindre sker der. Det eneste, jeg opnår, er en rastløs uro i mig selv og en dyb fortvivlelse over mine egne manglende evner.
Men August. Hun er dumpet lige ned, hvor hun hører til og det til rette tid. Nå ja, hun kom lidt for sent, fordi hun faldt i staver, men det er dog den bedste undskyldning, jeg har hørt længe. For det er sundt at falde i staver.

’Det er nemlig sundt’, synger hun og nærmest svæver ind i mit kontor, hvor det nu er min tur til at falde i staver. Jeg kigger ud af vinduet, betragter en fugl, der svæver mellem trækronerne, spekulerer på, om det er en musvåge, mens jeg beundrer dens lette vingeslag. Bag fuglen kan jeg skimte himlen. Solen er forsvundet og det er blevet en smule diset. Midt i disen sidder jeg, mens staver falder fra mig eller jeg falder i dem.  Forvirret, er det ordet? Skal jeg vælge det ene eller det andet, gå til højre eller venstre, hvad ville være en klog beslutning lige nu? Skal jeg følge fornuften eller hjertet og taler de to overhovedet nogensinde samme sprog?
’Måske er forvirringen opstået, fordi du bevæger dig udenfor din såkaldte komfortzone, siger hun og fniser som en kåd skolepige. Det morer hende åbenbart, udtrykket, komfortzone, hun siger det igen og bryder sammen i latter. Jeg prøver at være alvorlig, men må trække på smilebåndet. Man skal kunne le af sig selv. Det er sundt at sætte sig ned og skraldgrine over det faktum, at man farer vild i sit eget lysende landskab og ikke kan se skoven for bar’ træer. Det er da komisk. Og hvis den dybe flod, jeg nu står midt i, er udenfor min komfortzone, så er jeg glad for det. Jeg siger tak for hjertemod og humoristisk sans.

’Det er et gammelt udtryk’, fortsætter August. Hun har tæmmet sin latter og ser næsten alvorligt på mig
’Komfortzone?’ Jeg ryster på hovedet. ’Næh August, det er da et ord, der bliver brugt hyppigt i disse dage, faktisk kaster coaches, terapeuter og andet godtfolk det i grams. Man skal ud, hvor man ikke kan bunde, man skal kaste los og sejle helt derud, hvor kysten er usynlig og man virkelig mærker hjertet slå. Så er man ligesom ude af hjemmets fire vægge og den velkendte tryghed. Ude af sin komfortzone.

’At falde i staver, mente jeg’. Nu er det hendes tur til at ryste på hovedet. Så siger hun, at hun ikke rigtig ved, hvad hun skal synes om komfortzonen, men hun vil tænke lidt over til i morgen. Men at falde i staver. Det kan hun lide. Både udtrykket og selve gerningen. Gerningen, der er sit eget paradoks, fordi det handler om ikke at gøre noget. Man skal bare være. Og udtrykket er gammelt. Oprindeligt tænkte man på en slags tønde, som lidt efter lidt faldt fra hinanden, fordi den tørrede ud. Den var tom og så faldt træstykkerne fra hinanden.
Tønden faldt simpelthen i staver, fordi den tørrede ud og gik tom.

Vi ser på hinanden og i samme sekund sker det. Latteren ruller. Som vandet i floden og skyggerne, der boltrer sig i lyset, klukker vi som to gamle høns og ler, så tårerne triller. Latteren gør godt. Sammen ruller vi ud af komfortzonen og triller ned i flodvandet. Og findes der et bedre sted at være på en lummervarm augustdag? En kølig flod, fri for tordenfluer og ude af komfortzonen?
Vi ler og lader os falde i staver. Ned i vandet, gennem lys og skygge, flydende på floden gennem gode øjeblikke.

’Hvad nu hvis komfortzonen slet ikke er så komfortabel endda?’ August ser på mig, hendes hår er vådt og hun svinger med arme og ben for at holde kursen i flodens viltre vand. Latteren runger gennem formiddagen.
Jeg ryster på hovedet. Jeg ved det ikke. Hvad nu hvis det slet ikke er så trygt at være dér, hvor man plejer at være, fordi man en dag pludselig opdager, at man slet ikke er dér alligevel? Dér, hvor man plejede at være tryg, er der ingen tryghed mere.

Trygheden skal nu findes et helt andet sted, et nyt sted, et hemmeligt sted. Nede af floden, gennem lys og skygge, usikkerhed og store sten, hvor man kan finde sig en rasteplads og lidt hvile.
’Og falde i staver’, fniser August. Eller i søvn!

Billede, tekst og latter, Lene Megan, August 2013

4 kommentarer:

  1. Det ER nemlig så sundt at falde i staver - og ligesom du kan jeg heller ikke tvinge noget frem. Det kommer til gengæld som en lind strøm, når jeg sidder og ser på et blad... eller når jeg ligger og "tænker", som min far altid sagde, når han tog sig en lur... ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Og er det ikke skønt? Hvis vi skal tale skulle og burde her, burde vi nok tage den lidt mere med ro og lade ting og ideer komme til os, i stedet for at styrte ud for at lede efter dem?

      Det er jo næsten magisk ... når man giver slip, får man fat. Tja.

      Slet
  2. Jeg skal vist øve mig på at falde i staver :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg vil også gerne blive bedre til det! ;)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.