torsdag den 8. august 2013

Alt er muligt




Drømme går i opfyldelse. Alt er muligt. Det har sin tid, det tager sin tid, men pludselig en dag … Mirakler sker ikke bare i løbet af natten eller med lynnedslag. De modnes og gør sig klar som så mange andre ting i livet. De er som os, mennesker, de må også tage et skridt af gangen. Gå vejen. Sætte en kurs og leve fra øjeblik til øjeblik. Tro på drømmen og vide, at de slår til. Mennesker og mirakler. Og så en dag når de frem. Et slags mål er nået. Miraklet sker.
Mens det endnu var vinter og sneen lå i tunge driver foran huset for enden af markvejen, blev jeg kontaktet af min fine blog/Twitter/Facebook veninde, som jeg har mødt i Cyberspace. Marianne Strand. Hun ville høre, om jeg havde lyst til at medvirke i en bog, der skulle udgives i Norge og som hun og Beate Heide var initiativtagere til. Jeg sagde naturligvis ja og det med stor glæde. Det er jo en af mine drømme. At skrive, inspirere og motivere. Og blive udgivet! Gisp og giraffer.

Teksten blev til midt i eksamensperioden, hvor jeg også arbejdede på mit essay, eksamensopgaven. Jeg havde kastet alt andet til side og koncentrerede mig om de ord, der skulle stå i min særdeles vigtige opgave, men da Marianne viftede med deadlinedatoen, vidste jeg bare, at uanset hvor mange eksaminer og andet, der stod for min dør, så skulle jeg skrive teksten til denne skønne bog. Men hvor skulle jeg dog få inspirationen fra? Jeg var midt i kommunikationsteorier og forsøgte at få mine egne mindfulness ideer flettet ind, så resultatet blev helt mit eget.
Inspirationen kom, da jeg bad om den. Jeg satte mig ned ved tastaturet og spurgte min skrivegudinde, hvad hun havde på hjerte omkring emnet motivation. Lad mig få del i din visdom, bad jeg og så skrev jeg. Ordene kom. En lille historie dukkede op og historien er mit bidrag til motivationsbogen.

Nu er bogen snart en realitet og det går pludselig op for mig, at jeg faktisk er på vej til at blive udgivet. Jeg er med i en bog, som har til hensigt at inspirere og motivere. Bogen hedder ”Alt er Mulig – en motivasjonsbok for grå dager". Og ja, den er på norsk med bidrag fra flere norske gæsteskribenter, men både Gitte Jørgensen og jeg har leveret et dansk bidrag, som bringes på originalsproget i bogen.

Jeg er spændt på resultatet. Jeg glæder mig. Forsiden er i øvrigt illustreret af den dygtige norske kunstner og inspirator Björg Thorhallsdottir, som nogen af jer måske kender.

Alt er muligt. Drømme går i opfyldelse. Så giv aldrig op. Tro på, at mirakler sker, når tid er, for det gør de. De sker i usædvanlige liv for helt ualmindelige mennesker. For ved du hvad? Ingen er almindelige. Vi er alle unikke, strålende, smukke og fulde af talent. Vi er bare gode til at skjule det for os selv. Vi sammenligner os med andre og bilder os selv ind, at de gør tingene meget bedre end os. Anderledes, mere rigtigt, de har noget, vi ikke har. Ja og nej. For vi har alle noget, som gør os unikke. Og mirakler sker.

Så gem mirakelfrøet i lommen, varm det, vand det og tro på det. Og så pludselig en dag …

Alt er muligt.

6 kommentarer:

  1. Tillykke Lene !
    Det er stort !

    SvarSlet
  2. Hvor er det spændende. Stort tillykke med udgivelsen :) Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, ja det er spændende og dejligt at få lov til at være i sådan et fint projekt! :)

      Knus tilbage.

      Slet
  3. Så fantastisk, Lene. Kjempespennende, og jeg skal selvfølgelig kjøpe boken!i Vi vet vel alle hva som skjer når vi nærmer oss utfordringer med et tankesett av muligheter og optimisme: uventede ideer og nye muligheter for vekst kommer til overflaten, mens kynisme og håpløshet blir feid til side. Gleder meg til å finne mer inspirasjon :-)

    Ha ei fantastisk helg.
    Stor klem fra meg i Nord-Norge til deg i Danmark.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mens kynisme og håbløshed fejes til side ... liker!

      Og tusind tak for dine altid gode ord, Janna, glad for at du findes deroppe i Nord-Norge! :) God klem og god weekend.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.