torsdag den 4. juli 2013

Til verdens bedste dig


 
I disse dage forsøger jeg at huske alt det gode, jeg har fået med mig på min vej. Alt det, jeg har lært og erfaret og som jeg lovede mig selv at huske på.
Kender du det? Man erfarer noget, det er en helt personlig oplevelse og i samme sekund ved man, at noget er sket. En lille forandring, et fragment, men betydningsfuldt og med til at forme vejen videre. For man er jo selv sin vej, skal man også lige huske på. Vær selv den forandring, du ønsker at se i verden, sagde Ghandi og det er jeg helt enig i. Man skal være før man kan blive.

Men den dér erfaring. Hvad skete der lige med den? Da den opstod, måske som et lynnedslag eller et stille suk i det indre, vidste man, at det var en gave fra havet. Et stykke rav. Eller en perle i en muslingeskal, den slags, man samler op, fordi den er så smuk udenpå og man tænker, at man bare vil røre den lidt. Betragte den fra håndfladens skål. Så opdager man, at den indeholder noget. En gave, en perle, så fin og perfekt dér midt i skallens hule. Og man ved instinktivt, at lige netop den perle er til en selv.
Jeg forsøger at skrive den slags erfaringer ned. Jeg skriver i min rejsejournal eller jeg noterer det på min liste over alt det gode, jeg skal huske på og varme mig ved, når vejen bliver ujævn og nætterne kolde. Tag listen frem når lokummet brænder, tænker jeg og er i den tanke min egen solstråle, fordi jeg ved, at jeg har fundet guld. Men så mister jeg det igen. Guldet. Eller perlen, som jeg troede var min. Jeg glemmer simpelthen, at jeg har både guld, perler og alverdens glæde til rådighed. At jeg er vejen og min egen lykkes smed.

Så støder jeg på grund og ligger og snøfter lidt. Slikker mine sår og rejser mig så, for et offer for ulykkelige omstændigheder, det er jeg altså ikke! Jeg er her for at lære. Men jeg forstår simpelthen ikke, at jeg kan glemme alt det gode og overse lyset, som skinner på selv de mørkeste nætter. Jeg ved jo, at det er dér. Lyset. Og jeg er skam også lært, at det kun findes, fordi der er mørke. Kontraster forskønner og gør uklare linjer skarpere. Har du også lagt mærke til det?
Jeg har fortalt mig selv, at det bare er sådan, det er. Jeg glemmer og så må jeg huske igen. Jeg tænker, at det nok bliver anderledes, når jeg husker, at jeg allerede ved det. Repeterer det, jeg allerede har lært en gang. Så kigger jeg på min liste og tilføjer måske noget. Det er sjældent jeg sletter noget igen. Faktisk bliver jeg ofte glædeligt forbavset over alt det gode, jeg har lært og erfaret og det gør ekstra godt at huske det igen. En erfaring i erfaringen.

Så i disse dage samler jeg op og husker. Generfarer. Og jeg tilføjer lidt til de gode lister og forsøger at knække koden i forhold til, at jeg kan være så pokkers glemsom. Jeg tilskriver det overgangsalderen og dens herligheder, men den er nok lidt for let. Nej, der er noget jeg skal lære. Sådan for alvor!
Og når jeg tænker på det, at jeg er her for at lære, så bliver jeg faktisk lidt glad i låget. Det er meningen med livet. Mit liv. Lære og give videre. Af det gode!

Smilet kan ikke holde sig tilbage. Når jeg kigger på listerne og samler op, ikke mindst på mine egne stumper, så får jeg fornyet styrke. Jeg forkaster nogle gamle tanker og gør plads til nye. For jeg ved jo, at jeg ikke er mine tanker, de er der bare. De kommer og går og jeg vælger til syvende og sidst selv, hvad jeg tror på og hvad jeg ikke gør.

Til verdens bedste Lene står der øverst på min liste. Og ja, det er nok Megan, der skriver den og det er jeg hende dybt taknemmelig for. ;)
Har du også en liste over gode ting at huske på? Til verdens bedste dig?

2 kommentarer:

  1. Kontraster sætter i relief... Tak for din hilsen og nyd livet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak og i lige måde! :)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.