tirsdag den 23. juli 2013

Tidevandet




Jeg har været ved vandet. Tæt på vandet, havet, fjorden. Og jeg havde svært ved at forlade det sted igen, hvor jeg blot skulle gå en lille tur for at befinde mig på strandbredden. Havet healer mig. Hver gang. Der findes intet andet sted, hvor jeg i den grad føler mig hjemme.
Det blev til mange ture. Til bens. Både med og uden hundene. Dage og aftener med fødderne i vandkanten, lyden af måger og bølgeskvulp. Der findes et sted længere nede af stranden, hvor turister og badegæster sjældent kommer. Men jeg kender vejen derned, den går gennem udkanten af skoven. Måske er badevandet ikke helt så medgørligt fra det sted på stranden, men udsigten og stilheden er langt mere givende. Flere dage var jeg alene, når jeg gik den vej. Der var bare hunden og jeg.

Jeg søgte derned. Til havet. For det kaldte på mig. Kom, så skal du høre en hemmelighed. En hemmelighed, du allerede kender, men som du glemmer.
Med rolige skridt i sommervarmen traskede vi ned af skovstien, hunden og jeg, og lyttede til den sagte kalden. Bølgerne, mågerne, vinden i sivene. ’Jeg trænger til at høre min egen sagte stemme igen’, sagde jeg forsigtigt til havet og det svarede mig. Nynnede. Jeg tog skoene af og gik derud. Stod bare og var. Lod mig blæse igennem, lod bølgerne skvulpe over mine bare fødder, jeg kunne mærke sandbunden gynge og vugge, de små sten rullede forbi og en ensom muslingeskal stødte på grund. Af havet er du kommet, skvulpede stemmen og jeg nikkede. Hunden stod et par meter fra mig og stirrede på en fugl. Eller noget andet i horisonten. Måske talte hun også med havet? Måske fik vi samme svar?

På vej tilbage af den skyggefulde skovsti følte jeg mig roligere igen. Den sagte stemme summede lidt, der kom små vers, poesi og visdomsord af den slags, der dukker op, når jeg har gjort mig erkendelser. Jeg må skrive det ned, tænkte jeg, men blev ved med at gå. Det skal man gøre. Nogle gange. Blive ved med at gå, for det, man skal huske, det vil man huske.
Det kommer igen. Som havet. Tidevandet. Bølgerne, der skvulper ind over strandkanten og støder muslingeskaller og sten op på land. Sandet, der ændrer sig kontinuerligt, den stille musik og glæden ved bare at være. Ved havet.

Det kommer igen. Tidevandet. Namaste.
 
Lene Megan, juli 2013

6 kommentarer:

  1. Sikke et skønt billede. Sommeren er da skøn herhjemme i år. Godt jeg først skal ud at rejse senere. Hvordan klarer hundene varmen? Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Anette, ja vi havde meget skønne stunder ved vandet. Solnedgangen var helt fantastisk. Hundene tager varmen pænt og de lange ture er enten morgen eller aften.

      Knus.

      Slet
  2. Sikke dog et skønt billede. Man bliver rolig bare af at se på det.

    SvarSlet
  3. Et helt fantastisk bilde, Lene.
    Detter godt å sitte ved havet, og kjenne roen. Jeg gjør det ofte når jeg er i sommerhus i Danmark.
    Dagen i dag startet med en begravelse , og den endte med en lang gåtur på landet, med hund, hest og datteren. Jeg fikk låne hunden, som var på gården.

    SvarSlet
    Svar
    1. Havet kan nemlig noget med ro og med at give tid. Jeg glæder mig til næste tur derud! :)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.