lørdag den 6. juli 2013

Solregn



Ofte ser vi kun overfladen. Vi ser, hvad der sker i verdenen omkring os, men vi kender ikke den dybere sammenhæng. Vi ser naturen, men vi ser ikke gennem skabelsens skønhed på skaberen.
- Anselm Grün-

Jeg ser på mennesker. Går rundt i en by, hvor jeg ikke bor og betragter. Observerer. Jeg er holdt op med at dømme, jeg kigger ikke længere efter fejl og svagheder, øjet er nyt.  Jeg ser historien, noget bevæger mig, får mig til at skælve. En slags følelse af kærlighed kravler forsigtigt ind i mit hjerte, det er en ny følelse i sådan en situation. Det er vel bare en tilfældig by?
Skikkelser. De unge og de gamle. Mennesker, som bevæger sig frem eller tilbage, jeg ved det ikke, for hvad er retning overhovedet? Skridt. Jeg ser ansigter, øjne, jeg fanger blikke, men som fisk man får i nettet og ikke ønsker at spise, sætter jeg dem fri igen. Blikke. Øjne.

Jeg hengiver mig til glæden ved bare at kigge. Betragte. Forsøger at lade være med at sætte ord på. Det er en svær øvelse for mig. Til sidst nøjes jeg bare med at udelukke adjektiverne. Det hele er bare. Mand, kvinde, barn, hund, klapvogn, indkøbspose, husfacade, brosten. En dump lyd fortæller mig, at jeg er observerende fra et andet sted, er jeg mon gået ned af et trin eller måske op? For hvad er retning overhovedet? Skridt.
Følelsen fra før, den brusende kærlighed der som vand baner sig vej, skyller ind over mig igen. Kærlighed til de mennesker, som forsøger at gøre deres bedste. Som tror, formoder og skynder sig i håb om, at lykken venter rundt om næste gadehjørne. Som længes efter en chance. Et frikvarter.

Selv er jeg holdt op med at være på vej. Jeg er bare. Lige her. I en by, hvor jeg ikke bor og hvor mit blik er nyt. Hvor hjertet skælver ved tanken om alle de skæbner, de mennesker og de sjæle, som forsøger at gøre deres bedste. Men som snubler. Udfordres.
En kvinde går langsomt forbi. Vores blikke mødes, der er noget over hende, et glimt af noget, en slags genkendelse, en underlig form for deja-vu. Dig kender jeg, det ved jeg, noget i mig siger, at det er sådan. Kvinden smiler, det smitter og jeg overvældes igen af den berusende kærlighedsfølelse. Omsorg. Ømhed.

Du er som du skal være, hvisker hun til mig og jeg nikker til svar. Øjnene er fulde af tårer, jeg forsøger at blinke dem væk men mærker, at det ikke er muligt. Øjnene vil græde. Men smilet om mine læber bliver siddende. Følelsen af lykke er stor. Solregn, tænker jeg og spejder efter kvinden, som ikke længere er at se, jeg har fået en gave af solregn.

Billedet er lånt hos Jessie Lilac. Thank you so much, Jessie!

2 kommentarer:

  1. Et nydelig bilde og deilige ord.
    Kos deg videre i weekenden, Lene. Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak kære Sylvia. Håber du nyder weekenden og at I også har fået fint sommervejr. Knus :)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.