lørdag den 13. juli 2013

Og så en morgen ...



Og så en morgen er alting nyt. Igen. Persiennerne blafrer i brisen. Jeg bliver liggende og ser lyset smyge sig gennem sprækkerne. En skygge danser på gulvet, jeg følger den dovent og lukker øjnene igen.
Trækker vejret dybt, helt ned i maven,
mærker kroppen og brisen,
lyset og disen
selv gennem lukkede øjne.
Og ganske rigtigt, da jeg endelig i langsomt tempo bevæger mig ud af sengen og lader persiennerne glide op, ser jeg at morgenen er svøbt i blid dis. Dette er en gave, det mærker jeg. Som en del af noget større er jeg er min egen morgen, svøbt i silkeblød dis, en kåbe af velvære. Måske er jeg i grunden ikke så anderledes end landskabet derude? Vinden i træerne, fuglene, der synger og solen, der uden hastværk gør sig klar til at bryde igennem det næsten usynlige spind af dugfrisk dag.

Bare fødder mod gulvets kølige overflade, jeg går ud i badeværelset, bevæger mig langsomt omkring. Møder hundene og deres umiddelbare glæde, en naturlig energi og taknemmelighed over en ny morgen. Døren, der åbnes ud til haven, hundene springer ud og tager imod. Jeg betragter dem og kan ikke lade være med at smile. Jeg lærer meget af mine hunde. Om livet. Glæden. Og det nærvær, der kan være så svært for os mennesker, men som jeg efterhånden sætter stor pris på. Jeg værdsætter det højere end så meget andet, nærværet. Glæden. Det umiddelbare lys og liv, der strømmer fra et sted i mig selv.
Denne morgen er alting nyt. Igen. Kaffen løber gennem maskinen og udfører sine kafferitualer, brummer, dufter og frister. Hundene kommer ind igen, danser omkring mig, ved, at det er tid til morgenost og i det hele taget. Forventningsfulde betragter de mig med øjne fulde af tillid og noget, jeg vil driste mig til at kalde kærlighed.

Jeg er heldig. Det mærker jeg. Og solen bryder gennem skydækket som det naturligste, den har helt sin egen rytme og tålmodighed. Det hele hænger sammen og jeg er en del af noget større. Kaffen har aldrig smagt så godt, er den også ny? Vi spiser morgenmad udenfor. Nyder. Taler kun lidt.
Jeg trækker vejret dybt og føler mig mere levende end nogensinde før.

1 kommentar:

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.