lørdag den 27. juli 2013

Josie min ven



Josie og Tobias, to gode venner
Det er en fornøjelse at gå morgentur med gamle Josie. I sindigt tempo går vi af sted og nyder hvert eneste øjeblik i fulde drag. Jeg lader mig inspirere af hende, den måde, hun stopper op på og indsnuser luften. Får øje på fugle, mærker dufte og sanser i det hele taget omgivelserne på en meget nærværende måde. Jeg imiterer hende og mærker roen sænke sig. Nydelsen. Nærværet. Alt smelter sammen, alt er perfekt.

Og så er jeg i øvrigt rørt over, at hun stadig er hos os, snart 14 år gammel, og stadig kan lære mig så meget om at være til på den gode måde. Tak Josie!
Sådan lyder min Facebook opdatering her til morgen. Jeg måtte bare skrive noget. Give udtryk for min taknemmelighed over, at min gamle gule hund stadigvæk går tur med mig på sin helt særlige måde. Vel går det meget langsommere, vel er man snart 14 år og har diverse aldersskavanker, men det betyder ikke, at man ikke lever livet i fulde drag. Som man nu kan i den alder. Nej da! Og det er en anden slags sindig måde, en fuldstændig nærværende og intens måde. Hver eneste tur er en evighed, en perlerække af små vidunderlige øjeblikke, hvor jeg konstant opfyldes af taknemmelighed over at have min gamle pige endnu. Og selvom jeg ved, at det aldersmæssigt synger på sidste vers, så er det vers dog det smukkeste, jeg i mit liv har hørt. Og jeg lytter. Jeg lytter så nærværende som jeg formår og drikker hvert eneste øjeblik af stille lykke.

Hun lærer mig om livet. Hun lærer mig om glæden ved at være til stede lige nu. Og jeg er dybt rørt over, at hun trods sine skavanker virker så glad. Halen logrer som altid, øjnene stråler og møder mine. Fulde af kærlighed, fulde af indforståethed. Og jeg tager mig selv i at græde lidt over, at det snart må være forbi, for om mindre end en måned bliver tøsepigen 14 år og der er altså grænser. Tror jeg. Tårer i øjnene, men de er gjort en særlig slags lykke.
For ligegyldigt hvor lang tid vi har tilbage, så er det underordnet. Livet er nu og Josie er her. Med en fuglefjer i munden, som hun samler op på vejen, går vi med langsomme skridt ud i morgenen og lader dagen komme os i møde.

Mon hun ved, hvor højt jeg elsker hende? Jeg tror det.
 
Lene Megan, Juli 2013

8 kommentarer:

  1. ♥ Jeg tror bestemt også hun ved det - det har vores dejlige hunde en fantastisk sans for. Jeg bliver helt rørt over dit indlæg og fælder en lile tåre. Hvor er det smukt! Nyd din dejlige Josie og jeres skønne gåture sammen - knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Anette, det er et følsomt foretagende at blive fortrolig med en hund (eller et andet dyr). Et smukt venskab. Jeg glæder mig over hver dag, som Josie og jeg har sammen. Hun er noget helt specielt! :)

      Som Kenzo jo er det for dig! Knus tilbage.

      Slet
  2. Jeg bliver, som Anette, dybt rørt over dit indlæg, Lene. Det er en smuk kærlighedserklæring til din elskede Josie. Du udtrykker så fint kærligheden til din aldrende hund. Jeg genkender dine følelser og tanker. Man er lykkelig over at have sin bedste ven i så mange år. Kærligheden bliver stærkere og stærkere - og indforståetheden. Derfor er det endnu mere smertefuldt, når vi ikke har dem længere.
    Jeg er stadig ikke kommet mig over tabet af min Rufus.

    Jeg kan sagtens se jer for mig - dig og Josie. Josie med en fuglefjer i munden gå ud i morgenen :-)

    Josie ved, hvor højt du elsker hende.

    Mange klem og tanker til jer fra mig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Lone, ja det er noget helt specielt med en så gammel hund. Min gamle hund Molly blev "kun" 10,5 og jeg nåede aldrig helt at få sådanne stunder med hende, som jeg har med Josie nu. Det er kærlighed til bristepunktet! Og ja, du kender jo alt til det.

      Jeg tror egentlig ikke at vi nogensinde kommer os over tabet af mødet med venskab, kærlighed og en smuk sjæl, for det forandrer os for altid. Heldigvis. Jeg savner stadig Molly, hun var (også) den skønneste!

      Klem til dig og Teddy :)

      Slet
  3. Så smukt skrevet. Jeg blev rørt og tænker jo med det samme på, når vores Karla på et tidspunkt ikke skal være en del af vores familie mere. Puh ha. For de er jo unikke og særlige, og der er ingen andre, som tager deres plads. Hun ser så frisk og årvågen ud, din Josie.
    Knus :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har helt ret, de er et familiemedlem og det på deres helt egen måde. Jeg er sikker på, at I har det på samme måde med Karla, håber hun har MANGE gode år tilbage hos jer! :)

      Knus

      Slet
  4. For et herlig innlegg! Det er tydelig at du er veldig glad i søte Josie og det er jeg helt sikker på at hun vet!

    Nyt tiden med henne :).
    Klem Einy

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Einy, ja hundene er jo familiemedlemmer, det ved I også alt om! :)

      Og jeg nyder hver eneste dag.

      Klem tilbage.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.