onsdag den 31. juli 2013

Det smukkeste sted af alle


 
Jeg drømmer om at besøge et helt specielt sted.
Igen og igen.
Tage tilbage og være dér, hvor jeg føler mig allermest hjemme.
Alligevel er jeg dér sjældent.
Jeg er ikke råd, tid eller lejlighed til at tage dertil.
Dette sted, det smukkeste af alle.

Med sorg i hjertet vandrer jeg langs stranden.
Ser øjeblikke passere i et tempo så langsomt,
at jeg ikke formår at følge med.
Det er som om jeg bevæger mig i anden rytme,
ude af takt, ude af balance.
Solen synger, en måge svæver lydløst over mit hoved.
Køligt sand fuld af fugt,
mine fødder synker
lidt i for hvert skridt.

 
Mens jeg drømmer om at rejse til det sted.
Lette fra stranden og folde vingerne ud.
Svæve fra kysten og ud over havet, slippe det
der tynger og som holder fast. I sandet.
Muslingeskaller, tang og småsten minder mig om
at det er muligt. Alt er muligt.
Tankesover, vrider mig i søvnløs drøm,
mens jeg vandrer langs stranden.
Solen forsvinder
og dagen går ned.

 
Tiden holder mig fanget, de intervaller med hvilke
Vi har delt døgnet op.
De er som små bure af lidelse, fængsler,
og jeg løber fra det ene til det andet.
Gennem gange af håbløshed, jeg når aldrig frem.
For tiden trækker mig tilbage til udgangspunktet.
Tiden, stranden, månen står op.
Jeg sætter mig på en sten i strandkanten
Og stirrer ud i havets mørke.
Alt er muligt. Et ekko.
Havet sender bølger mod land, en rislende lyd
forplanter sig fra mine ben og op gennem kroppen.
Hvis jeg fryser, nu hvor duggen falder og havet er sort
Mærker jeg det ikke.
Jeg lukker øjnene og lytter.
Til den stilhed, der pludselig omfavner mig.
Havet hvisker, kærtegner, forfører.
I lydløs forbavselse og uden postyr
mærker jeg at jeg er ankommet.

Tiden ophører, tilbage er kun en øm blødhed.
Nuet er uendeligt blidt og dog som en klippe.
Al frygt og angst forsvinder med ophævelsen af tid.
Går i opløsning og skyller i havet med sandet.
En stille glæde opstår, en slags lykke,
et ubeskriveligt plateau af velvære.
Hun er ankommet til det smukkeste sted af alle.
Til ingenting. Alting.
Nuet.
 
Tekst og billede, Lene Megan, juli 2013

4 kommentarer:

  1. Hvor smukt og følelsesfuldt! Lige præcis det sted har jeg også lyst til at være - og jeg tror, at jeg er på rette vej... :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Mia og dejligt at høre, at du er på rette vej. Det gælder om at øve sig, tænker jeg. Igen og igen. En livslang træning! ;)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.