søndag den 28. juli 2013

Cyklen


 
Cyklen på stranden. Solens stråler synker og kaster et helt særligt lys over bugten. Cyklen i modlys, jeg misser med øjnene og får øje på den. Ensom og forladt står den og venter på at nogen skal opdage den. Se på den med kærlige øjne og beslutte sig for at tage den med på tur. For en cykel er jo ingenting i sig selv. Den er bare en masse bøjede rør og metal. Plastik. Skruer. Jeg hører mig selv sukke og en bølge af tristhed skyller ind over mig. Stakkels cykel.
Jeg går nærmere. Helt tæt på ser jeg cyklen i et andet slags lys. Og jeg opdager en skjorte og et par sandaler, som er sat fast på bagagebæreren. En skjorte, der blafrer i aftenbrisen og et par klipklapper i herrestørrelse. De er vistnok blå, men solens lave stråler forvandler alle farver og gør dem næsten usynlige. Cyklen er altså ikke forladt, tænker jeg og trækker vejret dybt, den venter bare. En brise af lettelse pirrer op i mit hår og jeg stryger en hårtot væk fra øjnene. Betragter cyklen gennem solbrillernes glas. Her står en cykel og venter på sin ejermand. En mand, som er cyklet ned til stranden for at bade i aftensolen. Jeg spejder ud mod vandet for at få øje på ham, forventer ligesom at han må være et sted i lige linje ud fra cyklen, men jeg kan ikke se ham. Solen blænder mig, men jeg skuer et par vippende både i horisonten. Måske er han ude og fiske? Manden med cyklen.

Men hvorfor har han så smidt sin skjorte? En tanke prikker til mig og vil ikke lade mig hvile i fred. Jeg var ellers kommet for at se solnedgangen, trække vejret helt ned i maven og bare være. Lade skønheden overvælde mig, fylde mig og lade mit eget lys blande sig med solens. Det er ligesom lettere at være sin egen lanterne, hvis man bliver inspireret af landskabet udenfor. Og der er noget med havet, det har jeg skrevet om og tænkt på utallige gange. Det er mit sted. Det er dér, hvor jeg går hen, når skal jeg finde dyb ro og healing. Det sker bare. Der er ingen modstand og havet er altid gavmildt og gæstfrit. Ingen indvendinger. Ingen spørgsmål. Det tager bare imod. Mig. Men altså. Manden med cyklen. Han har forstyrret min fred, min indre ro er sat på spidsen. Jeg overvejer at gå et andet sted hen, stranden er jo lang og bred og der er masser af sandbanker, hvor jeg sidde for mig selv og sætte tanker i søen som små skibe. Lade dem flyde, lade havet taget dem. Give mig selv det, jeg drømmer allermest om. Indre ro. Sindsro.
Cyklen ser altså ensom ud! Selv med skjorte og sandaler på bagagebæreren, jeg kan ikke lide det. Måske er han gået ud i vandet for at tage sig selv af dage? Jeg smiler men det er et trist smil, bekymringen vælter op i mig. Og så begynder jeg at smage på ordene, tage sig selv af dage, hvad er dog det for et udtryk? Man tager sig selv af dage. Man fjerner dagene fra sit liv ved at … begå selvmord. Tanken er forfærdelig. En stakkels mand har i sin ensomme fortvivlelse besluttet sig for druknedøden på en smuk sommeraften. Skjorte, sandaler og cykel fik lov til at blive på land. Og nu står den dér, cyklen, og ser med et trist blik mod havet, hvor dens ejermand forsvandt. Aldrig mere ture rundt i sommerhusområdet. Hans store fødder mod pedalernes overflade, bevægelserne, de skabte sammen, rytmen og de snurrende hjul. Gennem regn og slud, nå ja, måske ikke slud, det kan jo være at manden er fra storbyen og blot bruger cyklen i weekender og sommerferier. Indtil nu.

Solnedgange. Aftener på stranden, sammen, en kølig pils i hånden, øjne rettet mod havet, en stille samtale, fortrolighed, lyden af bølger og muslinger i sandet. Det kølige sand, fugtigheden, de slidte shorts hvor et par lange, behårede og solbrændte ben stikker ud. Et liv. Et liv, som nu slukkes samtidig med at solen kaster sine sidste stråler over strand og cykel for at synke dybt i havets skød. Det er i grunden smukt, smukt og uendeligt sørgeligt. Mit hjerte sukker. Jeg kan mærke et strejf af poesi og jeg ser på cyklen med øjne fulde af kærlighed. Jeg føler mig forbundet med den nu, dens historie, som jeg på sælsom vis har suget til mig. Jeg lægger forsigtigt hånden på sadlen og lader den hvile der et øjeblik.
Duggen er faldet. Solen er gået ned. Og pludselig får jeg øje på ham i dagens sidste lys. Med lange skridt kommer han gående ind over den sidste revle i retning mod cyklen og mig. Han ligner en slags Gud, som han bevæger sig gennem lys og mørke. Jeg ved, det er ham og lettelse blandet med en følelse af forlegenhed pumper i mit blod. Jeg må væk, tænker jeg og fjerner uvilkårligt hånden fra sadlen, jeg aner jo ikke hvem han er. Men det er som om han har læst min historie. Pludselig står han foran mig og ryster sig som en våd hund, vanddråberne danser i luften og jeg mærker fugtigheden på min hud. Kølighed. Dryp. Dråber.

Forbavset ser jeg, at han ikke er gammel og vejrbidt. Han er faktisk ret ung. Yngre end jeg, jeg smiler og fjerner blikket. Og han har læst min historie. Jeg er sikker på det. Men ser han også min rødme, der passer så fint til himlens farve? Den sidste rødme inden natten.
Jeg siger noget til ham. Noget om en dejlig aften, lunt vand og smuk himmel. Han nikker og betragter mig intenst. Han er lyshåret, jo faktisk en smule vejrbidt på den unge måde. Solbrændt, veltrænet. Hvordan kommer den gamle cykel så ind i billedet?

Solen er gået ned. Jeg så det ikke. Jeg forpassede det øjeblik, opslugt af min egen historie, en sørgelige historie om selvmord og en ældre mand, der havde taget sig selv af dage. Jeg vil hjem og slå det udtryk op, tænker jeg og ærgrer mig lidt over, at min stille stund blev forstyrret. Af en cykel.
’Gade vide hvis cykel, det er?’  Han ser spørgende på mig, men venter ikke på svar. Bukker sig ned og tager en bylt op fra jorden, en plasticpose med håndklæde og tøj. Han tørrer sig langsomt med håndklædet og krænger en hvid T-shirt over hovedet. Siger hej og farvel og går med raske skridt mod parkeringspladsen.

En bil starter og lyden slår tusmørket i tusind stumper. Fragmenter af klirrende glas spredes i luften. Lyden skærer dybt i mit hjerte.

Tekst og billede, Lene Megan juli 2013

2 kommentarer:

  1. Ah Lene da, du må simpelthen love mig en fortsættelse!!For pokker som du kan fortælle, jeg står der jo selv, lige nu og spejder efter indehaveren af cyklen ;-) Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Smil Charlotte, fortsættelsen er op til læseren! ;)

      Håber du og dine nyder sommeren! Klem.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.