torsdag den 25. juli 2013

At give slip på en solnedgang og opdage månen




De står på stranden, helt ude i vandkanten og bader i solens sidste stråler. Langsomt synker den mod havet, solen, baner en usynlig vej og forsvinder i bølgerne. Alt ånder fred. Lyset farver himlen rød, horisonten glimter i vandoverfladen, så sænker mørket sig i sindig ro. Et suk. Havet bukker, himlen nejer og menneskerne på stranden står åndeløse og spejler sig selv i skønheden.
Jeg ser dem samtidig med at jeg selv mærker forvandlingen. Betragter dem og rykker et skridt nærmere, for vi er sammen om denne oplevelse. Det er et slags teater, en forestilling så intens og rørende, at vi holder vejret endnu. Jeg blinker en tåre væk. Solnedgang. Tæppefald. En dag, der er forbi og en nat, der tager over. Stranden bag os, sandet, sivene og det genstridige græs, stien der fører tilbage til parkeringspladsen og sommerhusene. Vi tøver.

Bølgerne skvulper mod land, vinden blæser gennem sivene. En pludselig uro opstår og vi vågner. Det er aften nu. Duggen falder og havet vinker stille farvel, lader os gå. Porten tilbage til sommerhusområdet åbner sig og vi går tavse gennem det dugvåde græs. Nogle genser solnedgangen på deres mobilkameraer, men kan ikke rigtig genfinde den stemning, der opstod i det nu, hvor det sket. Det er passeret. Og jeg er ingen undtagelse, jeg har så svært ved at slippe grebet og vil holde fast i det øjeblik, hvor alt var perfekt. Den langsomhed, der passede min sjæl som en skræddersyet kjole. En silkekjole af sølv, guld og solnedgang. Nej, jeg ryster på hovedet, end ikke ord kan beskrive den følelse, den godgørende fornemmelse af samhørighed og dyb, inderlig fred.
Vi stod på stranden, helt ude i vandkanten og badede i solens sidste stråler. Nu trasker vi tavse hjemad med en anderledes slags ro i krop og sjæl. En ro, der skal nydes, men som forstyrres af trangen til at holde fast. For hvem har lyst til at give slip på det øjeblik, hvor lykken tager bolig i sjælen så dybt og inderligt, at det ikke kan blive mere perfekt?

Det er mørkt nu. Pludselig får jeg øje på månen over trætoppene og opdager, at den lyser hele sommerhusområdet op. Et magisk sølvlys svøber sig om mig og giver mig kuldegysning. Midt i sorgen over afskeden med solnedgangen og et møde med min egen sjæls skønhed, mærker jeg en klukkende latter af glæde og lettelse. Alting er jo som det skal være. Naturen. Dagen. Natten. Lyset. Mørket og mig. Skyggerne og katten, der smyger sig forbi mine ben og forsvinder ind i buskadset.
Tekst og billede, Lene Megan, juli 2013

2 kommentarer:

  1. For et fantastisk bilde du har tatt. Det fikk jeg lyst ti å male. Det ser faktisk ut som et maleri. Og disse varme orangerøde fargene, som speiler seg i det kalde blå......helt fantastisk.
    Da du sier ...en dag forbi...... Så kommer en sang i hodet mitt , den heter En natt forbi ( Jan Eggum) har du hørt på hans tekster, hans melankoli? Det må du bare lytte til , Lene.
    Og takk for den skjønne opplevelsen med solnedgang .

    SvarSlet
  2. Jeg har såmænd også "leget" lidt med billedet og synes selv, at det ligner et maleri. Men det er også et billede af et helt specielt øjeblik, hvor solen gik ned! :) Men du, du kan hjertens gerne male motivet, det vil jeg gerne se!

    Jeg vil søge efter Jan Eggum og den sang, du nævner. Tak for anbefalinger, det liker jeg godt. Der er mange fine norske sangere og sange!

    Klem.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.