tirsdag den 30. juli 2013

At eje sin historie


I had to dig very deep and make the conscious choice to believe,
to believe in myself and the possibility of living a different life.
I now see how owning our story and loving ourselves through that process
is the bravest thing that we will ever do.
- Brené Brown -

At beslutte sig for at følge sit hjerte. Jeg havde ingen anelse om, hvad det egentlig betød, da jeg satte ud på min rejse for et par år siden. Jeg vidste bare, at tiden var kommet til at finde ud af, hvordan jeg kunne skabe mig et andet slags liv, så jeg ikke hele tiden stødte mit skib på grund og stirrede ind i et skær af tristhed. Tristhed, der tidligere havde resulteret i depression.
Jeg forlod et job, jeg var godt træt af. Jeg havde virkelig forsøgt at ændre tingene, jeg havde været aktiv, proaktiv, jeg havde taget andre under mine vinger og prøvede at få situationen til at ændre sig. Det faktum, at jeg var led og ked af at stå op hver morgen og tage på arbejde. Til sidst kunne jeg mærke at gejsten var væk og at jeg ikke længere magtede at hive mig selv op på et nogenlunde acceptabelt niveau. Jeg slugte den ene kamel efter den anden og led til sidst af alvorlige fordøjelsesproblemer. Og da jeg rendte ind i en periode af søvnløshed og kunne mærke tristheden lægge en dæmper på alt, der havde med livsglæde og lyst at gøre, slog jeg bremserne i.

Selvom jeg til det allersidste gjorde mit for, at tingene skulle blive anderledes, blev de det ikke. Jeg forstod, at jeg måtte blive anderledes, gøre noget anderledes og finde tilbage til glæden og lysten. Og da beslutningen var taget, var den en lettelse i sig selv. Jeg kunne ikke ændre situationen og jeg kunne på ingen måde acceptere, at det var blevet, som det var. Jeg måtte tage hånd om mig selv og min egen mentale sundhed og i det hele taget. Er livet ikke en gave, som skal pakkes ud og nydes? Det har jeg altid synes, men jeg er blevet slemt skuffet på min vej. Indtil det tidspunkt, hvor jeg forstod at jeg havde et valg. Jeg kunne faktisk forlade arbejdspladsen og gå en anden slags vej. For jeg troede – og tror skam stadig på – at man kan skabe sig det liv, man ønsker sig. Et skridt af gangen.
Og så ville jeg skrive. Efter jeg var startet på at blogge, efter Megan dukkede op og fyldte mig med ord, lyst og håb, kunne jeg mærke, hvor meget jeg havde savnet mig selv i mit rette element. Jeg elsker ord, jeg elsker at lege med ord, at være med ord og fortælle historier. Skrive og opdage. Og det var jo det, jeg havde gjort. Gennem ordene. Jeg havde genopdaget mig selv. Men jeg havde ingen anelse om, hvad det skulle resultere i. For ordene havde en lidt anden dagsorden end jeg. Det var sikkert meget godt, at jeg ikke anede, hvilken snoet og kringlet vej, jeg skulle komme ud på, da jeg tog beslutningen. Det ville sandsynligvis have skræmt mig.

For ordene har taget mig på pilgrimsrejse i mit eget landskab. Det handlede ikke længere bare om at skrive en historie. Det handlede om at skrive min historie. Og selvom jeg måske gik og troede noget andet, kunne jeg ikke bare skrive en lyserød og positiv fortælling. Noget i mig insisterede på at fortælle hele historien. Sandheden om du vil. Min sandhed. Og den rejse skulle også tage mig gennem landskaber, jeg helst havde været foruden. Den gang, nu ser jeg anderledes på det. For langsomt blev jeg konfronteret med bjerge, som jeg på ingen måde følte mig rustet og parat til at bestige. Bjerge så høje som himlen. Højere. Og dale så mørke og dybe, at jeg tidligere ville være gået en lang bue udenom. Alt for at undgå den slags kolde huller og de følelser, der befinder sig dér.
Men ordene havde besluttet sig. Og langsomt forstod jeg, at hvis jeg ville leve et fuldt liv og virkelig være den, jeg er og stå ved det, så måtte jeg besøge alle de steder. Senere lærte jeg også, at der ingen genveje findes. Man må igennem. Jeg må igennem. Hele vejen, op og ned, et skridt af gangen.

Og så er der pludselig gået et par år. Alting er forandret, jeg er forandret, men jeg er stadig på den samme rejse. Klogere og mere vis. Og alligevel lykkelig uvidende om så meget. Jeg stiller flere spørgsmål end før. Jeg er blevet mere nysgerrig men også mere afventede. Jeg har nemlig lært, at et helt hjerte må turde vente. Vente i stilhed, vente i mørke. Give tid. Og kærlighed. Ikke mindst kærlighed.
Jeg har fået noget at skrive om. Mere at skrive om. Og jeg har mødt de mest vidunderlige, modige og rørende mennesker, som jeg ikke ville have mødt, hvis jeg var blevet ved min læst. Selvom der er dage, hvor jeg næsten ønsker, at jeg havde gjort dette her anderledes. Denne pilgrimsrejse. Men gjort er gjort og jeg fortryder ingenting.

For jo mere mørke, jeg besøger i mit eget landskab, desto mere glæde kan jeg føle. Jeg forundres på ny, jeg falder i staver, jeg nyder og jeg lever med hele hjertet. Jeg har faktisk lært at trække vejret igen! Jeg har forstået, at min medfødte nysgerrighed er en gave. At mine ord er kommet for at blive skrevet og at ingen andre kan fortælle min historie på min måde. Min historie, som på mange måder er et kollektivt anliggende, fordi vi alle er i samme både. Dybest set. Og når jeg tvivler, tænker jeg  på de gæve mænd og kvinder, som har inspireret med deres modige beretninger om deres egen rejse … ikke mindst Sue Monk Kidd og Brené Brown, som står for citatet i toppen af indlægget.
At eje sin historie og elske sig selv gennem processen. Det er faktisk ret modigt at turde det!

Af ord er jeg kommet. Helt paradoksalt og i grunden ganske vidunderligt. Rejsen fortsætter. Og slutningen er på ingen måde skrevet endnu, jeg er spændt på vejen videre …

Jeg vil personligt bakke op om alle, der har et ønske om at tage ansvar for sin egen historie, fortælle den og give sig selv kærlig forståelse og omsorg, ikke mindst når man når til de kapitler, man allerhelst skrev ud af historien. For gemt bag de ord, på de sider, findes en nøgle til healing, man ikke troede var muligt at finde netop der.

Måske er mørket i virkeligheden den allerstørste gave, man kan give sig selv? For først når man har været dér, kan man virkelig se lyset …

8 kommentarer:

  1. Godt skrevet! Jeg tror jeg er på en sånn reise! Det føles fint! Inspirerende å lese bloggen din! Jeg har også fått et behov for å skrive. Og henter inspirasjon fra både blogger, litteratur og har oppdaget et norsk litteraturtidsskrift som heter bokvennen! Inspirerende! Fint at du setter ord på livet, og det høres ut som om du er på en vidunderlig reise!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for dine ord, Gro. Dejligt at læse at du er på 'samme slags rejse' og at du også har trang til og finder inspiration i og ved at skrive.

      Det er vigtigt at vi fortæller vores historier. Først og fremmest til os selv, så ærligt som muligt, men bestemt også til omverdenen i den form, vi nu bedst kan lide det. Og det gør godt at dele! :)

      Tak fordi du deler af dit.

      Slet
  2. Hvor inspirerende at læse. Det er jo bare så sandt, også i al sin enkelhed. Små skridt nogen gange, andre gange kræver det store skridt, som det du valgte. Men ansvar må vi alle tage.
    Rigtig god dag til dig.
    Knus :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Katrine, og ofte bliver de små skridt, vi tager hver dag, til store skridt med tiden. Det er måske en kliche, men vejen bliver virkelig til, mens vi går, nogle gange er det bare en helt anden vej end den, vi havde forestillet os. Men livet er godt. Det vil jeg vove at påstå! ;)

      Knus tilbage, ha' en fin dag.

      Slet
  3. Det er så godt å lese dine ord, Lene.
    Du er modig, du har tatt dit valg. Du har valgt å gi deg selv i gave. Du ville finne ut hvem du egentlig var.
    Du valgte å finne gleden igjen.
    Takk fordi du deler av deg selv. Knus.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din ord, kære Sylvia. Og selv tak! :)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.