mandag den 24. juni 2013

Rummet uden svar




Hjertet træffer forunderlige valg. Valg, som måske ikke umiddelbart giver mening for den sunde fornuft. Prioriteringer bliver anderledes og set indenfor de gamle rammers vægge, giver valgene ikke så meget mening. De skræmmer måske endda. For det hænder, at man siger ja til noget, man ikke helt forstår.
Hos Ord i Landskap nikkede jeg genkendende til afsnittet om valg, vi træffer, simpelthen fordi der er noget subtilt, vi bare tror på. Noget, der giver genklang i hjertet, men som på ingen måde kan forklares ud fra sund fornuft. Nærmest tværtimod. Og når vi først giver plads til stilhed og gode pauser i vores liv og virkelig begynder at lytte, så er det som om de gamle vægge knager og brager. Langsomt brydes de ned. Usynlige grænser viskes bort og vi begynder at glide i en anden retning. Hjertets vej.
Det hænder, at vi når til frygtindgydende steder i os selv. Tomrum, en slags venteværelser, hvor vi blot må sidde og være. Lytte til stilheden og til hjertets spæde sang. Den gode Kristin Flood kalder det Rummet uden Svar:

Rummet uden svar er et forunderligt sted. Det er et sted, som ikke har nogen beskrivelse, men det er heller ikke tomt. Det er et sted, en plads, en tilstand uden svar. Vi leder efter retningsvisere, men finder ikke andet end vores egen jeg-ved-ikke-følelse. Ingenting og alt kan ske. Det er truende og skummelt. Men fordi vi er kommet et stykke vej på vores færd og har trænet os selv til at tåle både ubehag og mange af vores indre sabotørs trusler, kan vi klare at udforske dette underlige territorium.
Der er noget, mit hjerte har lært mig og som jeg er ved at absorbere og acceptere. Det er i orden ikke altid at vide. Faktisk er det nødvendigt. For når man færdes på hjertets vej, så er der mange ubekendte faktorer. Og det kan jo være skræmmende i sig selv, fordi vi altid har lært, at vi skal vide besked og have svar på rede hånd. Men mit hjerte beder mig om at tåle ikke at vide. Nu ved du, at du ikke ved, hvisker det og så kan jeg tygge lidt på den, mens jeg stille sidder i rummet. Jeg har ingen svar, ingen umiddelbare løsninger, men samtidig er jeg heller ikke fastlås på noget bestemt. Jeg er åben og afventende. Og det er en station på rejsen, en station, som dukker op med jævne mellemrum. Rummet uden svar.

Måske er det nødvendigt at fare vild? Ja, for sådan føles det. Bedst som man troede, at man var på rette vej, opdager man, at man befinder sig en dyb mørk skov omsluttet af høje træer og et køligt mørke. Du er faret vild i din egen tålmodighed, hvisker mit hjerte, når jeg fortvivlet sætter mig på en træstub og mærker en tåre finde vej fra øjenkrog til kind. Jeg ryster på hovedet, det kan man da ikke, men skoven som omgiver mig er ægte nok og rummet uden svar er et sted i mig selv. Her skal du sidde lidt, hører jeg stemmen sige og så bliver der helt stille.
Kan man miste sig selv i sin utålmodighed? Kan man have for travlt med at finde svar på de spørgsmål, man har stillet og kan man faktisk miste svarene på vejen, fordi man haster af sted?

Måske er vi for fokuserede på at få svar. For som Kristin Flood skriver det så fint i sin bog, så ved vi i grunden utrolig lidt. Vi forsøger blot at give indtryk af, at vi ved besked. Vi bryster os med parat viden og svarene falder som kugler fra et maskingevær, hvis vi skulle blive spurgt. Men hjertet accepterer ikke den slags svar. De falder blot til jorden. Hjertet lærer os, at det faktisk er helt i orden at færdes i uvishedens rum uden at skynde sig videre. Og det kan være utrolig befriende at erkende, at man ikke ved besked. Endnu. At man er åben og modtagelig og glæder sig til vejen videre uden helt at vide, hvad der kommer til at ske.
Accept. I det øjeblik jeg accepterer, at jeg ikke ved, giver jeg slip på kontrollen og på mit behov for at styre alting. Jeg åbner en dør og går ind i det ukendte. Rummet uden svar. Jeg åbner mig for øjeblikkets magi.

Når jeg først accepterer, at jeg er i rummet og at jeg ikke ved, så sker der noget. Noget i mig åbner sig. Jeg er ikke længere på vej videre, jeg har tøjlet min tålmodighed og tændt et fint bål, som jeg kan varme mig ved. Jeg lytter til den knitrende ild og jeg stirrer ind i flammerens inferno af rød, gul og orange.

Jeg opsluges af øjeblikket. Jeg er lykkeligt uvidende for en stund.

3 kommentarer:

  1. Vakre ord om et sted det kan være vanskelig å være. Gode ord om aksept, om å tåle å ikke vite. Gleder meg til våre brev. :) Klem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak min ven. Jeg glæder mig også! :) Klem.

      Slet
  2. Smukt og poetisk - om et velkendt rum. Tomrummet og rummet uden svar. Tak for stor inspiration til at tænke i nye retninger i forbindelse med mine egne skriverier:). Et rum jeg endnu ikke har skrevet om - men som er så indlysende at gå i dybden med. janne

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.