søndag den 30. juni 2013

På en ø


 
Er det Öland, jeg savner eller den kvinde, jeg mødte i mig selv dér?
Spørgsmålet kom sejlende som et skib på åbent hav. Jeg havde skrevet gårsdagens indlæg om Öland og lidt om den længsel efter ny inspiration og andre slags landskaber, der dukker op fra tid til anden. For mig sker det ofte, når jeg bevæger mig udenfor mine egne græsgange og tager på ferie eller udflugt. Væk fra vante gange og hverdagen. Det dukkede op sidste år på Kreta. Og det kom igen på Öland.

Måske er det den helt specielle stemning, der er på øer? En stemning, man ikke finder andre steder, tæt ved havet og tidevandet. Det er som en hengemt åre åbner sig i mig, når jeg står tæt ved havet og fylder lungerne med havluft. Når jeg ser skibene, bølgerne, horisonten og mærker saltet på min hud. Men hvad er det egentlig for en længsel?
Er det Öland, jeg savner eller den kvinde, jeg mødte i mig selv dér?

Der er noget med øer. Og der sker noget med mig, når jeg besøger dem. Det er som noget vækker en slumrende følelse i mig og inspirationen bliver helt ren og klar. Det er som at puste glas og skabe noget vidunderligt ud af en varm masse af ingenting. De mennesker, man møder, de ord, man overhører, forskellige sprog og accenter, dufte fra lokale butikker, bagerier, røgerier, kaffe, chokolade og isdesserter. Det er alt sammen med til at tænde en ild. Men mest af alt er det havet og naturen, som gør noget ved mig. De ture, hvor jeg færdes udenfor hovedfærdselsåren og for et stund bliver et med landskabet, højder og dybder. Hvor jeg lader mig opfylde af en særlig stemning, der kommer fra kontakten med havet og noget langt større. Og på visse tidspunkter mærker jeg, at stedet findes i mig selv. Men jeg må opsøge det. Jeg må aktivt bevæge mig derhen, hvor det findes.
Når jeg står på strandbredden og spejder ud over havet, trækker vejret dybt og skuldrene sænker sig, så sker der noget. Jeg åbner mig ubevidst for et møde med det sted i mig selv, hvor havet møder land og horisonten er uendelig. Jeg fortæller inspirationen at jeg er klar til at tage imod og som et skib lægger den til i min indre havn. Vugger blidt og lytter til bølgerne, som slår ind mod molen.

Det ydre og det indre. Det hele flyder sammen og for en stund er jeg lykkelig. På en ø.
Igen legede jeg med tanken om at blive og finde arbejde for sommeren. På en café. En lille gårdbutik. Et simpelt sted med kost og logi og tid til eftertanke. Lytte til havet og til brudstykker af samtaler fra folk, der kommer og går. Tappe af inspirationens kilde og bare være som øen, besøgt af turister og tidevand. Blive inspireret, opfange, skabe og bare være

Er det Öland, jeg savner eller den kvinde, jeg mødte i mig selv dér? Og kan jeg finde det sted, besøge det og tappe af inspirationen selv efter, at jeg har forladt øen og er vendt tilbage til hverdagen? Kan jeg finde kvinden igen og kan jeg beholde den følelse af, at alting er som det skal være?
Det lykkedes mig i øvrigt at finde to af Johan Theorins bøger, krimier, der foregår på Öland. Biblioteket havde dem og de stod og ventede på mig. Jeg skal lige læse de sidste kapitaler af den bog, jeg er i gang med, så skal jeg igen besøge Öland gennem en andens ord. Det glæder jeg mig til.

Billedet er lånt på www.travelblogging.de .

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.