tirsdag den 18. juni 2013

Nuet og nærværet




En kølig brise siver ind gennem det åbne vindue og kærtegner min kind. Ved min side står kaffen, varm, nylavet og med mælkeskum. Det er en fin morgen, en af dem, man har lyst til at gribe og holde fast på. Men hemmeligheden ligger i at give slip. Øjeblik for øjeblik at tage imod de små gaver, dagen bringer, mærke dem og lade dem gå igen.
Det er en øvelse. Men jeg kan mærke, at jeg efterhånden bliver bedre til det, selvom jeg skal tænke over det og minde mig selv om det. Nyde og lade gå. Give og tage imod. Det er en særlig rytme, en slags dans, som bølger der slår mod stranden. Solstrejf rammer vandoverfladen og skaber sølvtråde af særlig karakter.

Nuet og nærværet. Jeg inviterer dem indenfor. Byder på kaffe. Sætter mig i stolen overfor dem og ser dem dybt i øjnene. Lytter.
Der findes en lykke, som kommer indefra. Et lys, der strømmer fra dig. Intet er smukt uden et vidne. Du er vidnet. Men det kræver, at du åbner dig og lukker op for alt det, du rummer. Du har adgang til en kilde af glæde og tilfredshed og du kan vælge at lade den strømme. Vokse. Det handler om din holdning og dine tanker. En beslutning om, at ydre omstændigheder ikke skal bestemme, hvordan du har det. Det handler om at åbne sig og se. Træde ud i livet en sommermorgen og lade sig indhylle i duggen. Mærke køligheden under fodsålerne og høre fuglene.

Jeg ved ikke med dig, men jeg har truffet en beslutning. Jeg vil være min egen lykke. Jeg har forsøgt på mange andre måder, men det virker ikke. Andres erfaringer, måder at gøre tingene på, gode ord og sætninger. Jeg kan læse dem, men jeg må skrive min egne. Jeg må gå min egen vej og opdage, at det hele afhænger af mig.
Vælger jeg at tage imod denne morgen? Vælger jeg at åbne vinduet og lade brisen strømme ind? Vælger jeg en god dag og det til trods for ydre omstændigheder, der kan vippe min båd. Jeg sejler og det er jeg taknemmelig for. Måske er rejsen anderledes end jeg havde forestillet mig, men hvad nu hvis det blot er fordi, at min forestillingsevne er begrænset? Der er så meget mere end mine tanker kan begribe.

Begribe. Gribe. Dagen. Livet. Nu.
Det er en smuk sommermorgen. En kølig brise strømmer gennem vinduet og mine næse opfanger en duft. Skyggerne læner sig dovent i vindueskarmen, genspejling af stuen i haven og omvendt. Det hele flyder sammen i et forunderligt mønster. Og her sidder jeg med morgenkaffe og åbent vindue.

Jeg ejer mit øjeblik. Så slipper jeg det. Som en fugl spreder det sine vinger. Flyver ud gennem vinduet. I samme sekund flyver et nyt øjeblik gennem vinduet. Det lander lydløst på min skulder.

4 kommentarer:

  1. Hvor smukt, søde Lene. Både billedet og det, du skriver. Jeg forstår, hvad du mener... knus

    SvarSlet
  2. Så deilige ord i dag.
    Du har så rett, Lene.
    Jeg nyter hver Solrike dag, siden jeg ikke skal ha feie i sommer. Jeg har bestemt meg for at jeg skal nyte sommeren, selv om jeg skal jobbe.
    Gjør din dag til det du selv vil ha ut av den.
    Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Og det er jo den bedste måde, en beslutning om at nyde det, som er og det som kommer. At gøre øjeblikkene gode. Det er et valg! :)

      Knus og god aften

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.