onsdag den 12. juni 2013

Grøftekanten




Mens jeg gik tur med hundene i den tidlige morgen, fik jeg et slags klarsyn. Jeg så mine tanker som en balje fuld af indfiltrede fiskenet. Og i fiskenettene lå alle tankerne og kæftede op. Den ene talte højere end den anden og fælles for dem alle var, at de fortalte små løgnehistorier. Historier, som de har gentaget utallige gange og som jeg derfor har hørt til bevidstløshed. Historier, som jeg på et tidspunkt valgte at abonnere på. Og hvorfor, kan man spørge sig selv, vælger vi at tro på de historier, vores tanker fortæller os? Vi er ikke vores tanker. Vores tanker er blot mekaniske værktøjer, som løber løbsk, hvis de får for lang snor.
Der lå alle mine tanker i fiskenettet og sagde alt muligt, der havde potentiale til at ødelægge min morgen. Men pludselig så jeg, at jeg kunne tage baljen og stille den væk. Visualiseringen var så stærk, at jeg kom til at smile. Jeg udstødte en lille latter og den ene hund så på mig. Jeg tror faktisk den blinkede til mig.

Forestil dig, at alle dine negative og begrænsende tanker ligger i en balje. I indfiltrede fiskenet er de fanget og rodet sammen, men de taler alligevel højt og skingrende. Du ser baljen og du opdager, at du ikke er dine tanker. Du er faktisk separeret fra dem. De ligger dér i baljen og skriger, du står foran og ser forundret på dem. Er det virkelig dem, jeg lytter til og vælger at tro på? Og hvorfor gør jeg egentlig det, når de slet ikke har styr på sandheden? For dem gælder det blot om at sige det, de altid har gjort, så jeg gør det, jeg altid har gjort. Men nu har du et valg. Du kan tage baljen og stille den ned i grøften.
Og så kan du gå videre. Mærke lettelsen. Noget tungt fordufter og dagen er ny og fin. Mens du går, kan du mærke tankerne forstumme. Du kan ikke længere høre dem.  Nu har du gjort plads til nye og mere opløftende tanker. Du får øje på den smukke dag og alle træerne, der nikker godmorgen. Du ser en sommerfugl flyve forbi tæt ved dit ansigt, du mærker en brise i håret. Dine skridt er lettere nu, det er som om du har lagt en tung byrde fra dig. En rygsæk med gods, du ikke kan bruge til noget. En balje fuld af fiskenet og gamle ubrugelige tanker.

Da du kommer tilbage, kaster du et stjålent blik ned i grøften, hvor du stillede baljen fra dig. Du ser til din forbløffelse at den er væk. I stedet får du nu øje på en smuk hvid blomst, som er vokset op lige der, hvor baljen stod.

I grøftekanten.

4 kommentarer:

  1. Flotte positive tanker en tidlig morgen.
    Her er det meldtregn i dag, og jeg er strax på vei til jobb . Ha en fin dag, og heng de positive tanker i trærne, slik at du kan se dem og høre dem godt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg håber du havde en fin dag. Og de positive tanker hænger i træerne, ja, det er bare at plukke dem, når man går forbi! :)

      Slet
  2. Fantastisk beskrivelse af visualisering, som jeg vil prøve at bruge, når jeg næste gang lytter til mine negative tanker. Hjertelig tak for at dele <3

    Kram og gode tanker til dig her i timen med det blå lys

    SvarSlet
    Svar
    1. Det glæder mig, at du kunne bruge visualiseringen, Louise, jeg så det faktisk for mig igen i morges og det virker! :)

      Nyd din dag med sommerregn. Knus.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.