lørdag den 15. juni 2013

Et andet slags land


 
Jeg kan mærke vinden i mit hår. Siddende ved spisebordet med en kaskade af dagslys gennem de åbne vinduer, føler jeg mig levende og klar til dagen. Jeg er inspireret af gåturen med hundene. Jeg betragtede dem og så, hvordan de bare kaster sig ind i livet og er i nuet.
Som at stå på en klippeafsats
Helt langstrakt
Parat i hele kroppen
Et sekunds tøven
Afsæt, springe, flyve
Et sekunds stilhed
Susende, svævende i vinden
Gennem skyer af stilhed ind i et andet slags land
Hvad er det, de kan, som vi mennesker har så svært ved? spurgte jeg og svaret kom prompte. Det gør de ikke altid, svarene, nogle gange skal man vente, længe endda, men man skal aldrig holde op med at spørge. For svarene bor et sted i spørgsmålene og uden nysgerrighed og lyst til at udforske, får man det aldrig at vide.

En blomst, en duft, et græsstrå. Fordybet i nuet snuser de sig frem, læser hvert øjeblik som en nyhedssensation og lever i det. Jeg går uvilkårligt langsommere og prøver at fornemme lidt af alt det, de nyder så intenst. En mælkebøtte hilser forsigtigt, et sagte suk. En valmue knejser i vinden, vugger i en slags usynlig dans til en rytme, man kun kan fornemme hvis … man går langsommere. Det er som om jeg forstår, at jeg går glip af det meste, hvis jeg skynder mig. Hvis jeg altid tager på tur med tankerne og lader mig fragte fra fortid til fremtid. Nuet bliver blot en slags mellemstation. Et sted, man aldrig rigtig er.
Hvad vil det sige at være helt til stede? Spørgsmålet åbner sig som en blomst, dugvåd og frisk i den tidlige morgen. Og noget hører mig, for vinden blæser op og bærer dufte med sig, skyerne glider over himlen. Omslutter mig som i et kærtegn. Langsommere, siger den stille stemme dybt i mig, du ser det kun, hvis du sagtner farten så meget, at du næsten går i stå.

Lyt. Lyt til stilheden, læg mærke til den åbning, sprækken, hvor lyset siver ind.

Som at stå på en klippeafsats
Helt ude ved kanten
Mærke vinden og en intens sitren i hele kroppen
Et sekunds tøven, stilhed, afsæt
Svævende gennem luften som en fugl
Gennem skyer af stilhed ind i andet slags land


4 kommentarer:

  1. Det er noe som heter å skynde seg sakte. Det er noe i det.
    Dyr har heller ikke peil på tid, slik vi har det. Derfor lever de i nuet.
    Jeg glemmer aldri noe Vivian Høxbro (Strikkedame fra DK) sa på et kurs jeg var på.
    Hun sa vi måtte nyte det vi strikket på, ta oss tid, og virkelig kjenne etter den gleden det var å skape et plagg, istedetfor å hurtig strikke for å få det ferdig.
    Det var en vekkeri det hun sa. Og det kan også brukes til andre ting i livet.
    Weekenden er startet for meg. Men det blåser litt ute, så jeg sitter inne med døren åpen.
    Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Og så vigtigt! At nyde processen, at strikke lidt langsommere og virkelig mærke glæden ved at skabe noget i stedet for bare at skynde sig at blive færdig. Tænker, at det kan være en vældig mindfull oplevelse at strikke så! :)

      Håber din weekend var fint. Knus.

      Slet
  2. Er et lille kig forbi din blog. Tak for dine smukke tekster, Megan. Det er som om, evigheden bor i dem. Og at jeg kommer en lille smule hjem, når jeg læser dem.
    Laila

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for dine ord, det glæder mig at du nyder at læse dem. Du skal være så hjertelig velkommen tilbage! :)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.