lørdag den 29. juni 2013

En ø af inspiration




Det var skønne dage. En afstikker, en tur til Sverige og sidste udkald for en lille feriepause, inden kæresten, landmanden, skal i gang med årets høst. Min bror og svigerinde holdt en uges ferie i lejet feriehus i Aboda Klint og vi sluttede os til dem for et par dage. Regnfulde dage, skulle det vise sig at blive. Men vi hyggede os alligevel og gik lange ture i skoven og rundt om søen, var på udflugt og lavede god mad om aftenen. Sad i stuen mens regnen trommede på taget, midt i den smålandske natur.
Torsdag formiddag forlod vi dem og tog videre til Öland. Det var ikke planlagt, men min bror og svigerinde havde allerede været på besøg og anbefalede det varmt. Det blev vi fristet af. Jeg har altid drømt om en tur til Gotland, så Öland var ligesom en slags forsmag på det og tilgængelig via en bro i Kalmar. Der skulle vi da over en tur!

Det fortrød vi bestemt ikke. Vi var heldige med vejret, for selvom regnvejr og stædige skyer hører den skandinaviske sommer til, så tager det hele sig anderledes indbydende ud, når solen skinner. Og det gjorde den, da vi kørte over broen og ankom til Öland. Fragmenter af øen spejlede sig i havet, skibe sejlede til og fra og jeg fik straks en strejf af den helt specielle ø-stemning, der findes på den slags steder. Den gør noget ved en. Kærtegner sjælen og giver en særegen følelse af ro. Det er næsten som at komme hjem.
Vi fik et rum på en hyggelig herregård. Værelset befandt sig i et annex med egen indgang og det er praktisk, når man har hund med. Og så var vi ellers klar til at udforske øen i de timer, vi havde til rådighed, inden vi skulle spise middag i herregårdens restaurant.

Jeg blev forelsket. Den slags forelskelse, der kommer snigende, men som ikke tøver med at lade en vide, at man er fortabt. Havet, landskabet, den sommerlige følelse, blomster og valmuer. Flade arealer med lyng og får. Stendiger, der adskiller marker fra enge. Træhuse, farver og de mange skilte, der med malende bogstaver fortæller om keramik, kunst og kaffe med kanelboller. Solen, skyerne og de små veje, eventyret, der venter. Jeg mærkede et stik i hjertet og en stor lyst til at slå mig ned for sommeren. Bo i en lille stuga helt ud til vandet og gå morgentur på stranden med solen som følgesvend. Besøge små byer og tale med mennesker. Lade mig inspirere. Og skrive, skrive og skrive. Der var stof til en roman eller to og mange gode blogindlæg. Mindst.
Og nogen har ladet sig inspirere af Öland og den helt specielle stemning. Johan Theorin. Han har skrevet en krimiserie, som finder sted på øen. Jeg har ladet mig fortælle, at de er både spændende og sprængfyldte med stemningsbilleder fra øen, så når jeg nu har skrevet dette indlæg færdig og har gjort mig klar, kører jeg til bibliotek eller boghandel og finder den første bog i serien. Jeg har stor lyst til at læse om Øland og sommeren er som bekendt krimisæson.

Da vi sad over morgenkaffen hjemme i huset for enden af markvejen, læste vi begge i Ölands Magazinet, som er et blad sprængfyldt med artikler, reklamer og farverige fristelser fra de lokale butikker, kroer, restauranter, turistattraktioner og gallerier. Vi læste om alt det, vi ikke nåede at se på vores forholdsvis korte ophold og vi er enige om, at vi kommer tilbage næste sommer ved samme tid.
Selvom jeg ikke skal tilbringe sommeren i en hyggelig stuga på Öland, er jeg alligevel inspireret. Jeg fornemmer, at det vil smitte lidt af på de kommende indlæg. For der er nu noget helt specielt ved den slags øer. De gør noget ved en. Jeg mærker det i krop og sjæl, fornemmer et dybt suk af længsel. Det vil jeg lade ordene finde og gøre noget med.

6 kommentarer:

  1. Årh hvor det lyder som nogle pragtfulde dage - det er lige sådan nogle oplevelser der er værd at samle på. Mari Jungstedt krimier omhandler Gotland - men Johan Theorin´s bøger kender jeg ikke ... endnu. God weekend. knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var nemlig pragtfulde dage. Kan varmt anbefale øen som destination for smuk natur og gode oplevelser - også for de firbenede! :)
      Håber du nyder weekenden. Knus.

      Slet
  2. Jeg glæder mig til T læse om Øland

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, der kommer snart lidt mere! ;)

      Slet
  3. Etter det du forteller og jeg ser på bildet, er det et deilig sted dere har vært. Det er også morro å oppdage nye steder........
    I dag har jeg vært på tur, til min sommerby. Siden barndommen har jeg alltid vært der. Min mor er derfra, og min bestemor bor der. Marianne, min venninne fra København, har jeg også tatt med dit. Og hun elsker byen, og er også glad for å ha truffet min bestemor.
    Jeg er sikker på at du også ville ha likt deg der, Lene.
    God lørdagskveld.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nemlig et dejligt sted. Glæder mig til at komme tilbage, i første omgang gennem Johan Thorins bøger! :)
      Og din sommerby lyder også dejlig, jeg ville helt sikkert nyde det der. Må ind på bloggen din og se, om du har skrevet lidt om det!
      God søndag. Knus.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.