tirsdag den 4. juni 2013

Dansen i det blå lys




Jeg holder af de lyse sommernætter. Der er noget næsten magisk over at gå i seng, slukke lyset og opdage, at det slet ikke er mørkt. Et blåligt lys strømmer ind gennem vinduerne og bader soveværelset i et slags drømmeskær. Det er som om man automatisk falder til ro, når man lader blikket hvile et sted dér i rummet mellem lys og mørke. Jeg forsøger at holde mig vågen. Bare lidt. Ligge og falde helt til ro, mens natten blidt skubber dagen til side og træder frem i landskabet. Lader lys og skygge favne hinanden i dans.
’Dansen i det blå lys’. Juni nikker og træder ind i mit arbejdsrum. Hun har været længe oppe, hun er morgenmåned og elsker at vågne med det tidlige lys. Ligge og lade dagen komme, tage imod, intet hastværk, hun nyder den langsomme naturlighed med hvilken dagen træder i karakter. Knap nok er det blevet mørkt, før lyset igen glider frem i horisonten. Så ligger hun der for åbne vinduer og lader sig fortrylle. ’Det gør mig så køn, morgenlyset, siger hun og smiler underfundigt. Det er naturligt velvære, den slags, man ikke kan købe på krukke og flaske. Det skal opleves. Leves. ’

Er der en naturlig rytme? En rytme, som vi mennesker har svær ved at fange, fordi vi altid har så travlt? Vi skynder os af sted og overser alt det, der i virkeligheden er livet. Jeg begynder at tro det. Efter jeg læste Kristin Floods bog om det stille rum og rejsen mod alt det, vi har gemt og glemt i vores travle hverdag, har spørgsmålet taget bolig i mig. Overser vi det væsentlige? Bor svarene der, hvor vi i hastværk løber forbi i et forsøg på at få vores hverdag til at hænge sammen? Når vi frem til vores mål kun for at opdage, at vi har løbet i ring og rundt om os selv?

Dansen i det blå lys. Hvad er det mon, Juni taler om? Det er som om hun ved besked, men konfronteret med spørgsmålet, ryster hun bare på hovedet og smiler sommerligt. ’Det må du selv opdage’, siger hun bare og stryger mig over håret. ’Svaret bor i dig selv. Et sted i stilheden’.

I mig selv? Et sted i stilheden? Jeg tygger på ordene og kan mærke, at jeg har brug for en kop morgenkaffe til. Nogle spørgsmål må man bare stille. Vække dem til live og give slip. Lade dem flyve ud i morgenen og stole på, at de vender tilbage med et slags svar. Når tid er.
’Når du er klar, ja’. Juni læser mine tanker. ’Snup du dig bare en kop kaffe til. Du har masser af tid’. For det er sådan er at man har et valg, fortsætter hun og jeg sidder musestille og lytte. Fornemmer det er vigtigt, dette øjeblik, jeg kan høre knappenåle falde til jorden og en solsort i det fjerne. Jeg holder vejret. Nikker for at fortælle, at jeg lytter. Opmærksomt.

Nærværet lægger sig mellem os og et magisk sekund opstår. Og fortsættelse følger som fortsættelser jo gør ...

2 kommentarer:

  1. Ordet dans i overskrifta og Siv må bare inn og titte :)
    Har ikke vært inne på bloggen din på ei lita stund nå, men må innom daglig på instagram for å titte på bildene :)
    Det er noe med alle årstider, alle har svar som vi moderne menneske ikke er så flinke å se.
    Hva Juni forteller der finner du nok ut etterhvert, trur du i motsetning til mange av oss er flink til å lytte.
    Ønsker deg en hærlig tirsdag
    Klem fra Siv

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for dit besøg, Siv, det var hyggeligt! :) Og du har ret, der er vist noget, vi overser i vores travlhed. Det noget har jeg tænkt mig at udforske nærmere! :)

      Fin onsdag til dig. Klem.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.